09 august 2014

Et par almennyttige Anmeldelser

Uagtet al den prisværdige omhu fattigvæsenets foresatte stedse viser, og har vist, ved så vidt muligt at afhjælpe og hæmme det førhen så meget overhåndtagende tiggeri, er det meget beklageligt, at det, især på visse udkanter af staden, endnu må erfares at være i fuld gang. Vedkommende som derom måtte ønske sig nøjere overbevist, behager kun især at gøre dem en lille spadseretur til Toldboden, samt på Grønningen mellem træerne under Kastellet, hvor en hel flok rollinger, under uafladelig påhæng, på en tid har inkommoderet næsten hver forbigående. Da stedet især for den til søs ankommende rejsende, er så særdeles påfaldende, håber man, at denne fejl jo før jo hellere måtte blive ændret.

Ikke alene i denne, men adskillige vintre, har en mand haft det uheld hver aften på sin vej at passere tværs over Kongens Nytorv, just overalt på den tid vognene, i to lange rækker, holder for at afhente deres herskaber fra komedie. Da nu kuskene i almindelighed har den vane at køre så tæt sammen, at stangen af den ene vogn ganske sidder mellem baghjulene på den anden, er der næsten ingen anden mulighed for at komme igennem for en stakkels fodgænger - endsige for kørende - end at gå langs uden for hele rækken, over den mest skidne del af pladsen, som i skidne og mørke vinteraftner sandelig er tungt nok, eller ganske at underkaste sig de grovheder og fornærmelser, man af slet opdragne kuske og heste kan have at vente. Har man tilmed en paraply over hovedet, er man da rent ulykkelig.Kunne heri ved lejlighed ikke ske en passende forandring, helst de samme fejl, som man mærker, nu også har indsneget sig ved næsten alle klubber og stor selskaber?

(1800, Hæfte 9, nr. 105. 25 April 1800, s. 1675-1676)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar