Skøn Handling af ungt Menneske

Nakskov på Pontoppidans kort over Danmark. (Værket er fotografisk optrykt i 1968. Kan beskues på Københavns Hovedbiblioteks håndbogssamling). Om byen har set ud sådan på Politivennens tid, er svært at sige.

Ved skøjteløben på strømmen i Nakskov i forrige måned faldt to disciple, begge af den jødiske nation, gennem isen. Reservelodsen Michael Krøier ilede ved deres skrig straks til med en stage. Men isen brast også under ham. Den nærmeste af de to, der først var faldet i, holdt sig nu til ham. Uden tvivl var både han og lodsen blevet havets bytte, hvis ikke en anden discipel (en søn af prokurator Fugl fra byen) var løbet til og fået fat i lodsens stage og holdt den så længe oven for isen, at hjælp fra land nåede frem. Da man måtte bryde isen med en jolle, kom denne først efter ½ kvarters tid. Og kun lodsen og den, der holdt sig ved ham blev reddet. Den anden, der kort efter at han faldt i, sank under isen, blev godt nok noget efter trukket op, men kom ikke til live igen. De to frelste kunne altså takke discipel Fugl for deres redning. Også lodsen bør hædres for hans udviste redebonhed til at frelse sine medmennesker, hvad tro de end måtte have.

(Politivennen, hefte 27, Nr. 349, 29. december 1804, s. 5554-5555)

Redacteurens Anmærkning.

Også andre steder reddedes skøjteløbere: I "Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende", 20. januar 1826 kunne man læse følgende:

Fredericia den 11te Januar. Sidstafvigte Søndag havde man her atter et Beviis for, at man ikke kan tilraade yndere af Skøiteløben Forsgtighed nok ved samme, saavel med Hensyn til Stedet, som og med Hensyn til at Isen har naaet fuldkommen Styrke og Fasthed, idet at en Person i sine bedste Aar, ved at løbe paa de her nystillagt dybe Voldgrave, sank igjennem den altfor tynde Iis og kom ind under samme. Alt Haab om Redning vilde have været forgjæves, og han maatte ufeilbar bleven Dødens Bytte, hvis ei en Søn af Hr. Kammerraad Beck: A. Beck, havde med Behjertethed og med største Fare for sig selv ilet til den i Isen blevne Aabning, hvorr det paa Kanten med Største Anstrængelse, fordi Isen alt mere gik i Stykker og Hullet derved blev større, lykkedes ham at faae fat paa den Ifaldnes opadstræbende Haand og derved faae ham trukket op paa den bristende Iis hvorved han blev reddet.