(Efter indsendt)
Jeg var for nyligt hos en ven på landet, hvor følgende påkaldte sig min opmærksomhed. En dag, efter vi havde spist til middag, meldte pigen en kramjøde. Manden svarede, at de ikke behøvede noget, og at han skulle bare gå. Men hans 4 døtre sprang på benene og i køkkenet. Og efter en kort tid kom den ene tilbage med et stykke sirts, den anden med et tørklæde, den tredje med et bånd osv. og plagede den gamle indtil han måtte betale, hvor meget han end søgte at overbevise dem om, at det var dårlige varer og de ikke trængte til dem.
Noget efter ved tebordet kom en såkaldt italiener lige ind i stuen og fremviste alskens ting af nyeste mode. Det forstår sig selv at den gamle fader atter måtte åbne pungen, og det langt klækkeligere end forrige gang, da endog vores gamle moder indvendte, at det kunne klæde grethemor, at det nu var mode i byen og at man skulle være folk lig.
Endnu inden en time kom en svensker med frejler, lærreder, ternet tøj, bånd og kniplinger, og her måtte atter købes, for man følte nu en ny trang. En til hverdagsforklæder, en anden til kniplinger, og Boel skulle have en serviet, fordi hun havde våget over Lisemor, da hun var syg. Den gamle beklagede sig og sagde, at den skrækkelige sværm af omløbende bissekræmmere var en sand ulykke for landet, da det især var dem der skilte os ved vor klingende mønt, hjalp til at forhøje kursen og overalt at udbrede unyttig modesyge i landet. Så længe de ikke kom i huset, føltes ingen trang til nogen ting. Det var altså blot det forføriske skue, der vakte forfængeligheden, og lokkede til at udgive sine penge.
Bissekræmmerne kunne gå rundt med en sådan kasse på ryggen hvorfra de solgte fx tøj. Det var forbudt bønderne at gå med silke, men et silkebånd i ny og næ kunne dog godt ryge med i en handel. (Eget foto. Frilandsmuseet).
Jeg spurgte om der kunne rådes bod på dette uvæsen? Han svarede, at en forordning godt nok forbød det, men de var ikke lette at få overholdt. Fogederne i landsbyerne troede sig ikke berettigede til at pågribe dem. Og den højere øvrighed kunne ikke være alle vegne. Angivelse til denne gik ikke an, for sådanne omløberes gang var jo mere uberegnelig end en komets. Og inden angivelsen nåede politimesteren var korpus delikti væk. Det bedste troede han var, at man udsatte en præmie på deres anholdelse.
Når fx den sognefoged, der i sit sogn anholdt en bissejøde, bissesvensker, svenskerinder, eller andet bissevæsen, NB med kram og alt, fik en belønning på 1/(ulæseligt) af det forefundne, så ville landet snart blive renset for en plage, der er større end man tror. De ødelægger købstæderne ved at borttage deres næring, og de godtroende landsbyfolk ved optrækkerier og ikke sjældent ved tyverier.
(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4978-4981)
Jeg var for nyligt hos en ven på landet, hvor følgende påkaldte sig min opmærksomhed. En dag, efter vi havde spist til middag, meldte pigen en kramjøde. Manden svarede, at de ikke behøvede noget, og at han skulle bare gå. Men hans 4 døtre sprang på benene og i køkkenet. Og efter en kort tid kom den ene tilbage med et stykke sirts, den anden med et tørklæde, den tredje med et bånd osv. og plagede den gamle indtil han måtte betale, hvor meget han end søgte at overbevise dem om, at det var dårlige varer og de ikke trængte til dem.
Noget efter ved tebordet kom en såkaldt italiener lige ind i stuen og fremviste alskens ting af nyeste mode. Det forstår sig selv at den gamle fader atter måtte åbne pungen, og det langt klækkeligere end forrige gang, da endog vores gamle moder indvendte, at det kunne klæde grethemor, at det nu var mode i byen og at man skulle være folk lig.
Endnu inden en time kom en svensker med frejler, lærreder, ternet tøj, bånd og kniplinger, og her måtte atter købes, for man følte nu en ny trang. En til hverdagsforklæder, en anden til kniplinger, og Boel skulle have en serviet, fordi hun havde våget over Lisemor, da hun var syg. Den gamle beklagede sig og sagde, at den skrækkelige sværm af omløbende bissekræmmere var en sand ulykke for landet, da det især var dem der skilte os ved vor klingende mønt, hjalp til at forhøje kursen og overalt at udbrede unyttig modesyge i landet. Så længe de ikke kom i huset, føltes ingen trang til nogen ting. Det var altså blot det forføriske skue, der vakte forfængeligheden, og lokkede til at udgive sine penge.
Jeg spurgte om der kunne rådes bod på dette uvæsen? Han svarede, at en forordning godt nok forbød det, men de var ikke lette at få overholdt. Fogederne i landsbyerne troede sig ikke berettigede til at pågribe dem. Og den højere øvrighed kunne ikke være alle vegne. Angivelse til denne gik ikke an, for sådanne omløberes gang var jo mere uberegnelig end en komets. Og inden angivelsen nåede politimesteren var korpus delikti væk. Det bedste troede han var, at man udsatte en præmie på deres anholdelse.
Når fx den sognefoged, der i sit sogn anholdt en bissejøde, bissesvensker, svenskerinder, eller andet bissevæsen, NB med kram og alt, fik en belønning på 1/(ulæseligt) af det forefundne, så ville landet snart blive renset for en plage, der er større end man tror. De ødelægger købstæderne ved at borttage deres næring, og de godtroende landsbyfolk ved optrækkerier og ikke sjældent ved tyverier.
(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4978-4981)
Redacteurens Anmærkning.
I Dagen den 13. maj 1803 kunne man læse følgende dramatiske forholdsregler imod bissekræmmere:Fire Köbmænd i Nyköbing på Morsöe har udlovet en Douceur af 10 Rd. for hver Flakkejöde eller Bissekræmmer, der beviisligen angives paa Mors. Da Angiveren tillige efter Loven faaer slig Omlöbers Vare paa 6 2/3 Procent nær, saa kan man vente at Morsöe snart vil blive renset for denne Pest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar