08 december 2014

Om Petri tyske Menighed

Når der i en stad er større rettigheder for nogle indbyggere end for andre af samme klasse, uden at de første derfor yder mere til almenvellet eller tror sig underkastet tungere pligter, så tør man vel påstå at en retfærdig ulighed, rimelig tilfældigvis, er udsprunget af en oprindeligt retfærdig anordning

Hvis en regering over for en del fremmede der strømmer ind i dens hovedstad fra mindre godt regerede lande, tillader at disse, selvom det er af samme sekt som landets indbyggere, priser og tilbeder det højeste væsen  i deres eget tungemål fordi de endnu ikke forstår landets, og dertil har deres kirke og præster, så er det sikkert en handling, der bærer præg af visdom og mildhed.

At ville lade de fremmede lave deres egen koloni, i stedet for at blande dem med (ulæseligt, ionens) masse. At lade deres afkom bestandig beholde sprog og kirkeskikke som en fremmed stamme, var ubilligt både mod disse kolonister selv, der naturligvis ikke af de ældre indfødte ville erkendes for ægte brødre, og således kom til ikke at tilhøre til nogen nation, og imod regeringens egen nation og sprog, som den altid anser det for sin glæde og pligt at hædre frem for alle nationer og sprog i verden.

At St. Petri tyske menighed i København har udseende som en koloni, er sikkert ikke grundet i nogen sådan hensigt hos de foregående eller nærværende regeringer. Siden Kristian den første har vi ikke haft nogen udlænding til konge. Forkærlighed til udlændinge eller udenlandsk tungemål kan ikke næres i nogen danskfødt regents baron. Måske en mangel af bestemthed i anordningens ord (og hvor er denne altid uundgåelig?) kun en misforstået gæstfrihed hos stadens fædre i ældre tider. Tilgivelig fordi de ikke mærkede at den var lunkenhed for landsmænds ret og ære, ville vi tilskrive at velmente, og med fædrelandskærlighed bestående nådesbevisninger, ved at nydes af dem de ikke vel kunne være tiltænkte, nu ligne forrettigheder og herligheder.

Petri menighed har hvad alle danske har, præster og kirkeværger. Men den har desuden den fordel at stedse en af landets store dens patron, og hvilken dansk menighed har det? Den har derved et talsmandskab, som de danske ikke har.

Petri menighed har kaldsrettighed, hvilket ingen dansk menighed har. En rettighed udøves af den og beholdes af den, som enhver god dansk kaldsherre i vore tider iler at tilbagegive staten, fordi han ved at dens styrer ønsker den, og ønsker den blot fordi den aldrig af privat kaldsherre eller af menighed kan bruges så retfærdig som af et kollegium.

Lemmerne af denne Petri menighed kunne bo overalt i staden, uden derved som de andre borgere at bindes ved stadens areals inddeling i sogne. Denne frihed nyder de andre borgere ikke. Herved gøres endog det tilfælde muligt, at et dansk sogns præster kunne tabe. For dersom ved en flyttede fx et sogns distrikt fik 100 familier af Petri menighed over hvad det deraf før havde, så blev jo sognets egen menighed derved 100 familier ringere.

Personer der næppe efter den første hensigt hørte til Petri menighed, personer der i mange led tæller danske forældre, personer der langt bedre forstår og taler dansk end tysk, sætter en glorie i at være af Petri menighed. Og heri er det egentlig jeg finder at den forsømmelse må have haft sted, der er skyld i det påankede misforhold. Petri kirke skulle være en kirke for fremmede. Godt! Men børn af den fremmede der nedsatte sig, børn der ved fødslen er danske, bør ikke regne sig til de fremmedes menighed. De burde være reklamerte af præsterne til vore danske sogne, hvori forældrene boede, og dette krav på rette måde understøttet af magistraten ville vist hævet den ubehagelighed det kunne været for forældrene, ifald deres kærlighed og taknemmelighed mod det land, der havde optaget dem i sit skød, ikke forslog til at lade dem foretrække at have danske børn i stedet for børn der hverken var danske eller tyske.

Jeg sagde ovenfor at Petri menighed så ud som en koloni. Dette er kun alt for sandt. Også ser man ligesom en ængstelighed hos den for at beholde dette udseende. Den kalder: men yderst sjældent kalder den en dansk undersåt til sin præst.

Næppe vil det tillades nogen dansk kaldsherre, og mindre af landsmænd tilgives ham, om han kaldede en udlænding.

Måske ville man finde det her sagte for hårdt, men jeg forsikrer dem som finder det sådan, at det tværtimod har kostet mig umage at tale så moderat i denne sag. Alt det der ligner en ringeagtelse af min nation og mit sprog, og udvist endnu dertil i nationens hovedstad, må vel opgløde mig, hvis jeg er fædrelandsven. Alt hvad der ligner ulighed hvor lighed bør være, vil vel gøre ethvert menneske varmt.

Og hvad er vel hensigten af hele denne anke, og hvad gavn skal den virke? Den som kan spørge således, foretrækker sikkert at være en halvtysker for at være dansk, og fortjener ikke mit svar.

At der i København er en kirke hvori der prækes tysk for rejsende eller naturaliserede tyskere har jeg på ingen måde villet ytre det mindste imod.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4981-4986)