16 december 2014

Til Oplysning om det, som i nr. 61 af Kjøbenhavns Nyeste Skilderi er anført om de på Strømmen ved Langebro henlagte Badehuses nærværende Forfatning, er følgende indsendt.

Fattigvæsnets bestyrelse blev i året 1801 anmodet om at overtage badehusene af disses første stiftere, som selv ikke mente sig tilbøjelig længere til at vedligeholde dem, men som dog ønskede at publikum ikke måtte undvære denne velgørende indretning for fremtiden.

Tilbuddet blev modtaget med den tanke at man kunne forbinde dem med en renselsesanstalt for stadens fattige. Men omstændighederne ændrede denne tanke, og man ville desuden formodentlig have fundet det stridende imod den respekt man skylder publikum, når man forbinder en for fattigvæsenet nødvendigt badeanstalt med et offentligt bad.

Fattigvæsenets bestyrelse har imidlertid taget det på sig at vedligeholde den nyttige og for dens første stifter hædrende indretning for så vidt som det kan ske uden tab for fondene til de fattiges forsørgelse, og indtil en anden, mere hensigtsmæssige badeindretning for publikum kan finde sted. Hertil har flere i den senere tid lavet forslag.

I året 1801 medgik til de modtagne badehuses istandsættelse, udlæggelse på strømmen, nye dryppemaskiners anskaffelse mm. : 214 Rd, 4 mrk, 11 sk.

Afgiften som forpagteren betalte var 200

For noget gl. material blev betalt: 9 - 2 -

Altså tabte fattigvæsenet: 5 - 2 - 11 sk

I dette år indrettede man det således, at badegæsterne blev sejlet over til badehusene i både, for ved adskillelsen fra dæmningen, som fører til køkkenkurven, at fjerne badegæsterne fra nysgerrige og uvedkommende personers ophold uden for dørene. Men da mængden ikke var tilfreds med det, så blev badehusene året efter forbundne med dæmningen ved en flydebro.

Til denne bros indretning i året 1802, samt til badehusenes udlæggelse på strømmen og videre fornøden reparation medgik 106 rd. 5 mk. 5 sk.

Forpagteren betalte i dette år kun  : 100 -

Derfor tilflød der et tab til fattigvæsnet på : 6 - 5- 5- sk

Godt nok var forpagteren efter sin kontrakt bundet til at svare afgift for denne sommer på 250 rd. Men enhver som erindrer det dårlige vejr den pågældende sommer, vil finde årsagen til, hvorfor han blev eftergivet 100 rd. Og for de øvrige 50 rd af afgiften blev han forpligtet til at optage vandkasserne og hensætte dem på det anviste sted, og at henlægge badehusene i efteråret 1802 til brændemagasinets bolværk, samt i foråret 1803 igen for egen regning at udlægge dem på strømmen.

I året 1803 indbetalte forpagteren i afgift efter sin kontrakt 200 rd.

Udgiften for de fornødne materialer til reparation beløb sig til    48 - 3 mk. 14 sk

Altså har fattigvæsenet det år haft en indtægt af badehusene på   151 - 2 - 2-

Blandt de ubehageligheder som badegæsterne i året 1803 med god grund kunne besvære sig over, var denne den vigtigste, at de gæster, som fandt fornøjelse i at svømme, også forårsagede ubehageligt ophold for andre, som på samme tid ønskede at betjene sig af badet. For ikke at nævne at synet af nøgne mennesker og undertiden disses munterhed afskrækkede en del af gæsterne.

For at imødekomme denne ubekvemmelighed har forpagteren i sommer 1804 for egen regning henlagt en pram ved en af pælene på strømmens til brug for de af badegæsterne som finder behag i at svømme. Badehusene er for denne sommer overladt til forpagteren for en afgift af 100 rd. imod at han ligeledes for egen regning besørger den fornødne reparation, badehusenes henlæggelse på strømmen og deres borttagelse med videre til efteråret.

De fleste, om ikke alle, mener ved erfaringen at være blevet overbeviste om, at alle almindelige nyttebestemte indretninger bør vedligeholdes for privatmands, og ikke for offentlig kasses regning når det efter dens beskaffenhed og formål kan ske. Fattigvæsnets bestyrelse har derfor ved badehusenes indretning forsøgt at forbinde og ligeledes befordre publikums, forpagterens og sin egen interesser. For således at sikre både publikum og sig selv imod misbrug, som fx kunne være ansættelse af betjente og løn på fattigvæsnets regning til badehusenes varetægt og rengøring, gæsternes opvartning og penges oppebørsel med mere. Hvilket ikke anses for at henhøre til formålet for fattigvæsnet.


(Politivennen. Hefte 25, Nr. 325, 14. juli 1804, s. s. 5170-5174)