14 januar 2015

Om den Nye Assistenskirkegård

Skønt vel samtlige københavnere har grund til at glæde sig over det udgivne reglement for Assistenskirkegården, så gælder det dog især for udgiveren, fordi han i det genkender meget af det han selv har anbefalet og også offentligt her i bladet foreslået til bedre indretning og orden ved dette begravelsessted.

Dette reglement befaler nemlig at der skal laves et kort af stedet, at dette derpå efter smagfuld tegning inddeles ved  beplantede gange i flere ruder, hver rude igen i sine gravstykker. Disse gravstykker skal have deres nummer udhugget i en sten, som står i et hjørne af samme. Endelig føres en protokol over disse numre, hvor man kan se hvornår et lig er begravet. Ved hjælp af disse protokoller kan man så se hvor længe og hvad for et lig der ligger i et gravstykke. Så kan det herefter ikke længere ske, at man kan have venner eller slægtninge liggende begravet, uden at graveren ved hvor de ligger, eller kan henvise til deres grave.

Det er uanstændigt at folk nedtramper grave og ødelægger beplantningerne som fx her på gravstederne for finansråd Koes og hans søn (forrest, døde hhv 1804 og 1805), og i midten Perrine Iacquet Sossisse Schandorph (død 1799). Hun der var født i Nantes, Bretagne, 1733 og hvorom hendes husbond skrev: "I 36 år var hun mig en trofast hustru. Den der var lykkelig som jeg, kiender mit savn. Den der er det, skiønne på sit held." Ikke en blomst er der at finde! Det er på tide at vi får sat en vagt bestående af en halv snes handlekraftige mænd til at slå hårdt ned imod denne orden!

Med anstændig frimodighed vover udgiveren imidlertid i anledning af § 8 i reglementet at ønske at må findes en endnu kraftigere måde, end den der foreskrevne til at holde orden på kirkegårdens besøgende. Denne paragraf siger nemlig at: "På kirkegården må enhver gå om sommeren fra kl. 8 til 12 formiddag og om eftermiddagen fra 4 til 5, men om vinteren blot på samme tid om formiddagen. Dog skal nøje påses at ingen træder på gravene eller foretager noget som kan forårsage uorden. Det påhviler graverne på det strengeste og nøjagtigt at påse at dette bliver overholdt, hvorved også politiet skal have indseende."

Udgiveren har ofte selv været øjenvidne til de mest overgivne og usømmelige optrin på og ved de dødes grave. Han husker hvad slags folk disse begås af, og tror ikke at graverne, der desuden har deres forretninger, vil kunne være i stand til at afværge misbrug af kirkegårdene, trampen på gravene og beskadigelse af beplantningerne. Han tror heller ikke at politiet her vil kunne låne en så kraftig arm som behøves.

Han tør derimod til højere overvejelse foreslå følgende indretning til ordens vedligeholdelse:
  1. Kirkegården har kun en port åben, og denne er forsynet med porte, der straks og godt kan lukkes.
  2. Udenfor denne port opstilles en hovedvagt bestående af en underofficerer og 8-12 mand.
  3. Ved sin blotte nærværelse bidrager denne vagt mere til at forebygge uorden end 20 gravere. Så snart en graver beder om hjælp, må vagten med det samme give ham den. Og for at den, som inde på kirkegården begår en uorden, ikke skal slippe væk, lukker vagten straks porten så snart en graver eller graverkarl støder i en fløjte de altid har på sig.
  4. Ved vagten må der være et fangehul for de balstyrige fredsforstyrrere, som blev pågrebet på kirkegården.

Jeg er sikker på at denne foranstaltning meget ville hjælpe mod uorden af de daglige besøgende. Men desværre sker der endnu større beskadigelser på monumenter, grave, beplantninger osv. ved begravelserne selv, da en mængde ørkesløse glanende tilskuere strømmer ud af byen ved enhver ligfærd, trænger sig med ind på kirkegården. Ja forstyrrer endog ofte gennem usømmelig adfærd og tummel al den andagt, hvormed denne handling burde ske.

Her hjælper ikke gravere, og næppe politi uden i stort antal. Forudsat hvad jeg tror er rigtigt, at et ligs nedsættelse bør ske uden tilløb, med andagt og stilhed, så foreslår jeg følgende: Så snart graveren ser, at et lig nærmer sig, melder han det i vagten, og ringer tillige med en klokke, hvorved alle på kirkegården værende besøgende straks bør forføje sig ud. Herpå sendes den halve vagt ud ved den snævre indkørsel fra landevejen for der at tilbageholde alle der ikke hører til følget. Muligvis er det nødvendigt ved meget pompøse ligfærd at fordoble vagten. Den skade, som ellers ville ske ved den med ligfølger tumultarisk indstrømmende pøbel, kan hverken gravere eller gartneren, som herefter antages, genoprette efter i lang tid.

(Politivennen nr. 358, 2. marts 1805, side 5685-5693)


Redacteurens Anmærkninger

Politivennen har fra marts 1805 og den følgende tid usædvanlig mange artikler om Assistenskirkegård og begravelser i det hele taget. Så derfor kan det måske være nyttigt med lidt supplerende læsning:
 

Begravelser

Det blev forbudt at begrave folk inde i kirkerne, 22. februar 1805 ved "Forordning for danmark og Norge, som forbyder nye gravsteders indretning i kirkerne, og foreskriver de vilkår, under hvilke de nuværende ejendomsbegravelser må benyttes". Selv om det først 1851 blev forbudt at begrave folk på kirkegårdene inde i byen. (Samlinger af bestemmelser vedr. Københavns Kommune 1607-1839).

Artiklen afspejler en modsætning mellem hvad de fine borgerskab og folk i almindelighed mente om kirkegården. På landet mente folk at kirkegårdsmuld (evt. græstørv) havde magiske evner og fx kunne kurere sygdomme hos mennesker og dyr. Da man samtidig opfattede præsten som en hellig magisk person der stod mellem de levende og døde, var begravelser en særlig mulighed for at optage noget af kirkegårdens magiske, helbredende kræfter - og ved som artiklen skriver at gå rundt i området. Men det ser også ud til at fine personers begravelse har været et velkomment underholdende indslag.

På landet

Især på landet foregik begravelser på Politivennens tid radikalt anderledes end i dag. Man havde en klar forestilling om at der var et liv efter døden. Der var en række ting man skulle foretage sig fx for at sikre at  den afdøde ikke gik igen som genganger. Præsten skulle informeres først. Konerne gjorde liget i stand, gerne med et kors og en saks - stålet skulle jage onde ånder væk og sikre at den døde ikke gik igen. Hvis ikke man havde en saks, kunne man også binde fødder eller i hvert fald storetæerne sammen. Begravelsesdagen var vigtig: Alt efter ens tro, kunne søndag være en god dag - torsdag en dårlig (det var jo guden Tors dag, og ham kunne man godt have respekt for). Den døde kunne få lidt værdigenstande med (heraf måske den store offentlige interesse). 

Graverne blev som regel "beskænket", sammen med gæsterne hvor man spiste en solid frokost, hvorefter man sagde farvel til den afdøde. Det bedste var at transportere liget ud gennem et hul, ikke døren, fordi gengangere altid ville komme samme vej ind i huset som det gik ud. Hvis man var nødt til at bære det ud gennem døren, kunne man dog kaste en potte vand efter kisten, eller strø hørfrø, da gengangeren så måtte bruge tid på at tælle dem, når han/hun kom tilbage. Man gik ofte en omvej for at forvirre gengangeren. Og man måtte helst ikke standse. Desuden var det en god ting at bære den rundt om kirken med solen tre gange. Man blev derefter stående til graven var kastet fuldstændigt til. Man tog varsler af skovle og spader, og af hvem præsten kiggede på. Herefter gik man hjem og spiste og drak igen solidt, "gravøl", overbevist om at den døde var til stede.(gengivet efter Jakob Rod: Folkereligion i nyere tid, 1972, s. 38-46 og "Død og begravet").


Assistens Kirkegård

Er om noget et sted hvor man har forsøgt at genskabe stedet som det så ud på Politivennens tid. 1760 og århundredet ud bestod den af afdeling A, dvs. hjørnet Kapelvej/Nørrebrogade. Der findes ikke rester af de fattige som kirkegården først blev brugt til. Men på Politivennens tid var mere velhavende også begyndt at blive begravet her. Den første var den astronomiske forfatter og 1. sekretær i krigskancelliet Johan Samuel Augustin (26.4.1785). 1802-1806 kom afdelingerne B-G til, dvs. området langs Nørrebrogade til Runddelen. Man har gjort meget for at føre området tilbage til sit oprindelige udseende. Og man vil bemærke at det på Politivennens tid var populært med allegoriske, antikke symboler.

Kirkegårdens folder omtaler følgende grave for før 1805: Afdeling A: Andreas Weidenhaupt † 1805 A-88, en billedhugger som lavede flere af gravstenene på kirkegården, bl.a. over Jens Juel † 1802 A-988, Johannes Wiedewelt † 1802 som selv stod bag en lille snes af kirkegårdens gravsten. A-232 og  Ole Dalsgaard † 1798 A-1001Adolph Gotthard Carstens † 1795 A-245. Ulricka Eleonora Timm † 1800 A-225. Sophie Wilhelmine Bornemann † 1792 A-292. Peter Christian Abilgaard † 1801 A- 616 (foto). Morten Wærn (1796). Ernst Vilhelm Stibolt † 1796 A- 683. Bibliotekaren Georg Nielsen † 1797 A-686. Søren Gyldendal † 1802 A-693. Henriette Erichsen † 1790 A-795. Marie Schiönning † 1797 A-986 (foto). Peter Uldall † 1798 A-990/91 (foto). Caspar Frederik Harsdorff † 1799 A-1019 og Andreas Bodenhoff † 1796 A-1026/27 (Foto). Afdeling B: Martin Vahl † 1804 B-32. Afdeling C: Marie Charlotte Eggert † 1805 C-101. Afdeling G: Cecilia Christina de Schøller † 1786 G-569. 

"Dette minde sattes en kiær søn Poul August Treeld Hyllested, født d. 21. september 1787, død d. 2. may 1796 af hans dybtsørgende forældre stadsmægler Christian August Hyllested, født d. 26 july 1757, død d. 28. februar 1819, og hustrue Dorethe Elisabeth Hyllested, døbt Treeld, født d. 17. oktober 1767, død d. 18. marts 1829, som nu samtlige hvile i denne grav. Jeg har det haab til gud at de dødes opstandelse forestaaer". Sten af Johannes Wiedewelt (død 1802), som står bag en lille snes af kirkegårdens sten.

Men derudover er der fx Edward Storm (1794) som skrev melodien "Danmark, dejligst Vang og Vænge". Niels Lunne Peiersen (1795). Gravstenen for Poul August Ewald Hyllested (1796, se foto) er bemærkelsesværdig fordi han kun blev 9 år, og at den er lavet af Johannes Wiedewelt. Anna Barbara Damkier (1802). Jens Damkier (1792) "Agerdyrkning var hans haandtering - Retskaffenhed hans Ære". Birthe Henriette Raben Levetzau (1805). G. D. F. Koes (1804) og hans søn F.W. C. Koes (1805). G. D. F. fik 1771 et privilegium på 6 år til et tallotteri. Det var så stor en succes at staten overtog det 1773, mod at Koes hvert år fik udbetalt 400 Rdl. Lotteriet bestod længe efter Koes' død. Helt til 1851. Mariane Du Guay (1801). Hans Knudsen (1808). Perrine Iacquet Sossisse Schandorph (1799). N. S. Kurtzhals (Fiolstræde 22). Bagermester Lobecks familie. Niels Lunde Reisersen (1795).