Anmelderen benægter ikke at titlen klinger slemt. Herremanden fik forøget sine byrder af vores retfærdige regering. Fordi regeringen viseligt ønsker at en større skatteligelighed efterhånden skal erstatte den uretfærdige ulighed, som de to mægtigere stænder havde unddraget sig selv for statens byrder, for at lægge dem på borger- og bondestanden. Mens de selv nød de fordele som samfundet yder, i langt højere grad end disse. Hvorfor så fremsætte forslag til endnu større byrder for herremændene og alene for dem, kunne man spørge. Men når disse gode mænd har læst det følgende, tror man at de ikke vil blive vrede.
Hvis det er sandt at agerdyrkningen i Danmark har gjort betydelig fremskridt på det seneste ved bedre sædskifte, indførsel af kløveren og kartofler og en følelig virkning af udskiftning af fællesskab og hoveriets ophævelse, så må man samtidig erkende, at selvom agerdyrkningen endog opnåede - hvad vel ikke bør anses for umuligt - det tredobbelt af hvad den nu er, så halter dens søsterkunst husdyrdriften så aldeles forsømt efter. Dette er tilfældet i Danmark og Norge.
Med undtagelse af hvad regeringen med prisværdig opmærksomhed har gjort for hesteavlen og for anskaffelse af spanske får, og af hvad Landhusholdningsselskabet med indskrænket fond har kunnet gøre til fåreavlens forbedring i Norge, så må man sige, at der næsten intet er gjort for vores husdyrs forædling.
Det er til Englands store hæder at have været den første nation i verden, der har vist hvordan menneskets behandling over al forventning kan forædle oksen, fåret, svinet og flere dyrearter, og hvor stor velstand sådan forædling bibringer landmanden og den stat han er borger af.
Ja, hvis den ånd, der besjæler Englands godsejere som driver disse genstande med sand virtuos entusiasme, også var til stede hos vores jorddrotter *), så ville det vist nok ikke bare være overflødigt, men endog højst urimeligt at tænke på at pålægge dem det som denne forædling tilsigter.
Vel kan man sige, at der med tiden vil komme forbedringer. Men hvor langsomheden er så stor, og det mål der skal opnås, så vigtigt, der kunne man vel ønske, at det ikke blot blev overladt til tiden, men at den gode sag blev fremskyndet ved tvang, der endog gavner den tvungne mest.
Vores bønder forstår ikke, formår ikke og hvad værre er, ville ikke selv om de formåede, tilvejebringe sig ædlere dyr for at frembringe bedre racer. For herremanden gælder dette derimod ikke ganske. De har i det mindste råd til at bekoste anskaffelsen af sådanne ædle dyr. Og fra deres avl kunne igen bønderne og andre mindre landbrugere forsynes.
"Vores
bønder forstår ikke, formår ikke og hvad værre er, ville ikke selv om
de formåede, tilvejebringe sig ædlere dyr for at frembringe bedre
racer."
Når det pålagdes enhver godsejer at have i det mindste et par spanske får, et par engelske svin, en bedømt god hingst, og en ligeledes bedømt god tyr, så blev det muligt for regeringen at anvende endnu langt større summer end hidtil til den første anskaffelse af sådanne dyr til deres hensigtsmæssige og ublandede fremavl i dertil anlagte kongelige stutterier, malkekvægshold, fårehold og svinehold. For så var den sikker på at vinde omkostningerne tilbage gennem sikker afsætning af de dyr som blev fremavlet der. Og selv om afsætningen til frivillige købere var lige så sikker, måtte dog den her foreslåede, såkaldte tvungne afsætning foretrækkes, fordi ikke blot nabodistrikter, men hele landet, snarere kunne vente de fordelagtige følger af ædlere kreaturers opdræt.
Disse følger var sikrere, hvis godsejerne tillige blev pålagt hvert år at indberette de af dem købte ædlere dyrs tilstand og formering, samt om afsætningen af yngelen til omegnens mindre jordbrugere.
Nu omstunder er der mange bønder omkring i provinserne, vel også mangen præst, som gerne ville ønske sig lejlighed til en så nyttig forædling. Men omkostningerne er for store for dem.
Jeg tror derimod ikke, at man vil finde det her foreslåede en byrde for en herremand. Og snart ville udlægget rigeligt tjenes ind igen. Og med tiden ville godsets forbedring med den ædlere husdyravl, føre til at han eller hans børn velsignede påbuddet.
*) Det forstår sig at her gøres fornøden undtagelse for et lille antal af danske jorddrotter.
(Politivennen nr 356, 16. februar 1805, s. 5653-5658)
Hvis det er sandt at agerdyrkningen i Danmark har gjort betydelig fremskridt på det seneste ved bedre sædskifte, indførsel af kløveren og kartofler og en følelig virkning af udskiftning af fællesskab og hoveriets ophævelse, så må man samtidig erkende, at selvom agerdyrkningen endog opnåede - hvad vel ikke bør anses for umuligt - det tredobbelt af hvad den nu er, så halter dens søsterkunst husdyrdriften så aldeles forsømt efter. Dette er tilfældet i Danmark og Norge.
Med undtagelse af hvad regeringen med prisværdig opmærksomhed har gjort for hesteavlen og for anskaffelse af spanske får, og af hvad Landhusholdningsselskabet med indskrænket fond har kunnet gøre til fåreavlens forbedring i Norge, så må man sige, at der næsten intet er gjort for vores husdyrs forædling.
Det er til Englands store hæder at have været den første nation i verden, der har vist hvordan menneskets behandling over al forventning kan forædle oksen, fåret, svinet og flere dyrearter, og hvor stor velstand sådan forædling bibringer landmanden og den stat han er borger af.
Ja, hvis den ånd, der besjæler Englands godsejere som driver disse genstande med sand virtuos entusiasme, også var til stede hos vores jorddrotter *), så ville det vist nok ikke bare være overflødigt, men endog højst urimeligt at tænke på at pålægge dem det som denne forædling tilsigter.
Vel kan man sige, at der med tiden vil komme forbedringer. Men hvor langsomheden er så stor, og det mål der skal opnås, så vigtigt, der kunne man vel ønske, at det ikke blot blev overladt til tiden, men at den gode sag blev fremskyndet ved tvang, der endog gavner den tvungne mest.
Vores bønder forstår ikke, formår ikke og hvad værre er, ville ikke selv om de formåede, tilvejebringe sig ædlere dyr for at frembringe bedre racer. For herremanden gælder dette derimod ikke ganske. De har i det mindste råd til at bekoste anskaffelsen af sådanne ædle dyr. Og fra deres avl kunne igen bønderne og andre mindre landbrugere forsynes.
Når det pålagdes enhver godsejer at have i det mindste et par spanske får, et par engelske svin, en bedømt god hingst, og en ligeledes bedømt god tyr, så blev det muligt for regeringen at anvende endnu langt større summer end hidtil til den første anskaffelse af sådanne dyr til deres hensigtsmæssige og ublandede fremavl i dertil anlagte kongelige stutterier, malkekvægshold, fårehold og svinehold. For så var den sikker på at vinde omkostningerne tilbage gennem sikker afsætning af de dyr som blev fremavlet der. Og selv om afsætningen til frivillige købere var lige så sikker, måtte dog den her foreslåede, såkaldte tvungne afsætning foretrækkes, fordi ikke blot nabodistrikter, men hele landet, snarere kunne vente de fordelagtige følger af ædlere kreaturers opdræt.
Disse følger var sikrere, hvis godsejerne tillige blev pålagt hvert år at indberette de af dem købte ædlere dyrs tilstand og formering, samt om afsætningen af yngelen til omegnens mindre jordbrugere.
Nu omstunder er der mange bønder omkring i provinserne, vel også mangen præst, som gerne ville ønske sig lejlighed til en så nyttig forædling. Men omkostningerne er for store for dem.
Jeg tror derimod ikke, at man vil finde det her foreslåede en byrde for en herremand. Og snart ville udlægget rigeligt tjenes ind igen. Og med tiden ville godsets forbedring med den ædlere husdyravl, føre til at han eller hans børn velsignede påbuddet.
*) Det forstår sig at her gøres fornøden undtagelse for et lille antal af danske jorddrotter.
(Politivennen nr 356, 16. februar 1805, s. 5653-5658)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar