27 januar 2015

Om Retskrivning på Gadenavne og Skilte her i Byen

(Efter indsendt)

Politivennen har før omtalt skønskrivning på vores skilte og gadenavne. Men med lige så megen grund må man kritisere den skødesløse bogstavering, der ses på adskillige skilte her i byen. Og det kan man undre sig over, da læsning af trykte danske skrifter, hvori man dog bør formode at de fleste ord er rigtigt bogstaveret, er temmelig godt i gang blandt alle stænder. Og man tvivler ikke på, at der foruden det meget andet nyttige der læres i de prisværdige søndagsskoler, også der drives på retskrivning og rigtig bogstavering. Alligevel ser man endog på de nyeste skilte en særdeles dårlig bogstavering, der som oftest røber, at den skrives som det lyder i øret. Således ser man vid øl, i stedet for hvidt øl, og på et skilt nylig: Her klenges porcelin. Man ser indhugget i marmor: Rosenbor Quarteer og Borre-gade, og på et monument på kirkegården uden for Nørreport, der har kostet mange hundrede daler: Ægtefælde. Men ingen offentlig ting er så vanhelliget ved dårlige og urigtige indskrifter som gaden Sqvalder-gården. På hjørnet af Dybensgade står den benævnt: Squader-gaden. På hjørnet af Laksegade: Squaller-garden, og på hjørnet af Hummergade: Svalergaarden. Og alle steder med bogstaver der overhovedet ikke kan betegnes som skønskrift.

Man kunne nævne endnu flere urigtige indskrifter, der ses på de allerfleste skilte. Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade, vanhelliges ved en urigtig bogstavering, Fariquer i stedet for Fabriqueur.

Salig P. C. Abildgaards Gravsted på Assistenskirkegaarden er et  fremragende eksempel på hvordan retstavning og beskrivelse skal gøres.

De ord, der indhugges i monumenter, burde dog for sikkerheds skyld efterses før de forevigedes, af en nogenlunde sprogkyndig. Det er så flovt at støde på et fejlstavet ord i en indskrift, der ellers er højtravende. Ligeså burde det som på skilte og andre offentlige underretninger skal fremstilles og berettes publikum, fremsættes rigtig bogstaveret. Det er så smukt, at man forstår sit modersmål rigtigt.

Disse foreløbige anmærkninger over retskrivningen i offentlige bekendtgørelser, vil tid efter anden end mere forøges. Bidrag dertil vil vist nok ingenlunde mangle. Med skæve og brogede bogstaver ser man meget ofte en mand vil have noget bekendtgjort på et skilt, som ingen kan bogstavere sig frem i, og hvor man omsider er nødsaget til at sige til sig selv: Gud ved hvad det er, denne mand har villet sige de forbipasserede.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6009-6012) 

Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade (nr. 13), vanhelliges ved en urigtig bogstavering, "Fariquer" i stedet for "Fabriqueur". Heldigvis for Politivennens skribent ser det ud til at Mulberry og Hotel Chocolat har rettet op på det: Hotel Chocolat - det er vel godkendt?

Redacteurens Anmærkning

Comstabili i Østergade

Der er formentlig tale om konditor Louis Comstabili, som på det tidspunkt ejede matrikel nr. 13 (nuværende Østergade 13, lædervareforretningen Mulberry og Hotel Chocolat). Huset står der endnu, men er ombygget senere.