20 februar 2015

Et Ønske for Christianshavnerne

Christianshavn tabte alt for tidligt sin skaber, Christian de Store. Han, som på moradser og havbund vidste at anlægge en smuk og vakker stad, ville vist også skaffet dens beboere lejlighed til at bevæge sig i den frie og sunde luft i en smuk og offentlig have.

Siden hans tid er christianshavnerne ikke kommet denne nydelse et skridt nærmere. Tværtimod, deres luftkreds er ved mange indretninger og omstændigheder meget blevet forværret.


I lang tid arbejdede man dog på (og himlen være lovet at dette arbejde ikke medførte pest eller slemme sygdomme) at opfylde et stykke grundt vand som lå inden for voldene, med menneskeskarn. Nogle tønder land blev frembragt på denne måde, af 2 fods eller i det mindste 1½ fods højde over vandskorpen, hvor der før var fra 3 til 6 fod søvand. Hvilken uhyre mængde af luftfordærvende stof! I sandhed 8 til 10.000.000 kubikfod menneskeskarn, således samlet i en række af år, og under meget forskelligt fremskridt i forrådnelse, om man så kan kalde det, eller forvandling til muld. Det må dog vist frembringe en virkning, der ikke er fri for at være dræbende, fordi den ikke er det i skikkelse af pest.


Københavns Havn set fra Gammeldok (lidt nord for Knippelsbro) og nordpå. Trankogeriet lå ved Grønlandske Handels Plads før Operaen. Operaen ligger på den forhenværende Reden, havnen for krigsskibene. Lige over for Amalienborg. Længere væk ses Holmens Mastekran. Fra begge sider breder sig nu Inderhavnsbroen, eller Kyssebroen, Den Skæve Hashbro mm.

Senere er en uhyre grav uden for volden, men desværre ikke langt, blevet bestemt til samme brug, og kan ikke andet end ligeledes virke skadelig på de så nær levende christianshavneres helbred.


I al den tid man brugte det første som det sidste lossested, blev nogle af Christianshavns hovedgader og Knippelsbro naturligvis i 8 til 9 af døgnets 24 timer opofrede til på den væmmeligste måde (til dels ved renovationsvognenes dårlige indretning og utæthed, til dels ved jagende kørsel og anden utilbørlighed hos kusken) at bedækkes med uhumskhed, som må trædes i, og dens dunster indåndes af alle de christianshavnere, der sent om aftenen og hele morgenen, indtil et stykke hen i formiddagen, havde og har at bestille i København, hvortil ikke anden samfærdsel er, end ad denne selvsamme tilsølede vej.


Børnehusets som ligger i midten af Christianshavn, er en anden og stadig virkende stankfabrik, på grund af den der til uldens indsmørelse brugende og ufordragelig stinkende rådne tran, hvis uddunstninger forenede med mange hundredes i urenhed og usselhed levende menneskers ånde og uddunstning tydelig kan føles, hvor vinden bærer hen, til stor ubehagelighed og med virkninger, der ikke kunne andet end være helbredet skadelig.


Trankogeriet er vel i den ene ende af Christianshavn og lykkeligvis i dens nordlige, men med sine vinde udvælder den dog en højst væmmelig stank over Christianshavn. Dette er også sikkert det eneste trankogeri inde i en stad af anden størrelse i Europa. Og så meget mere må man undre sig over at det forbliver der, som stanken derfra ikke sjælden forgifter luften på det Amalienborg, der nu er det kongelige hus' bopæl. Og da føres derhen af den vind der aldrig renser, men næsten altid forværrer de dunster, den medfører, nemlig søndenvinden.


Alle disse årsager, og endnu flere mindre, som endnu kunne nævnes, foruden to kirkegårde, hvor der endnu begraves ikke sjælden, må nødvendig have en højst skadelig samvirken på den luft christianshavnerne indånder.

Desto mere synes denne at kunne love sig al den adgang til spadseregange og sund lufts nydelse, som det er muligt at forunde ham. Det nærmeste som det falder ham ind at ønske sig, er naturligvis fri spadseregang på volden omkring hans stad.


Uagtet de christianshavnske volde kun på få steder endnu har skygge, ville de dog med tiden få det mere, efterhånden som træer plantes og disse vokser. Ved opstilling af bænke og vejens belægning i midten med grus, samt græssers borttagelse (dette behøvede ikke just at være i hele voldens bredde som på Københavns volde, da det christianshavnske publikum er så meget mindre talrigt) ved at opføre et par eller flere regnskure ville Christianshavns vold fra Langebro til Kvintus blive en dejlig spadseregang for christianshavnerne, ja muligt endog ville søges, til en afveksling af selv københavnerne, uagtet disse i henseende til spadseregange er så meget bedre aflagte.


Synet af Kalvebod Strand, af Amager, af flåden og af Reden ville give denne spadseregang yndigheder når der på ovennævnte måde var sørget for skygge, for sæde, for ly mod en pludselig plaskregn, som man ikke på Kvintus-enden af denne spadseregang let kunne komme fra, og endelig for tørreføre, ved at hindre at ikke jorden opblødedes ved enhver væde.


I stedet for skure kunne man have nogle af disse ly-kors, som man hist og her har på landet, og som er intet andet end to vægge af planker som overskærer hinanden, der altså hvordan end vinden er, tilbyder i en fjerdepart ly mod den og mod regnen. Mod det sidste dog ikke fuldkomment med mindre der gives et tag derover. Sådanne ly-kors kunne i fjendtlig tid let nedtages, kostede ikke meget af anskaffe, og ydede dog den særdeles store nytte at man ikke for en lille regnskyls skyld lod sig kyse bort fra spadseregangen.


Udgiveren finder dette her gjorte ønske så naturligt, så gavnligt for christianshavnernes sundhed, at han ikke et øjeblik tvivler på at det jo engang vil gå i opfyldelse, og han kender de høje og højeste vedkommende personers tænkemåde og iver for det almenes vel således, at han håber snart at opleve dette ønskelige engang.


Om man endog for at tilvejebringe det første udlæg i det første år kun tillod dem som betalte eet tegn for at spadsere der, var meget allerede opnået. Tegnene ville få købere nok.


(Politivennen nr. 441, 4. oktober 1806, side 7011-7017)