13 marts 2015

Noget angående Dans og Musik både i Hovedstaden, så også i Købstæderne i Danmark

(Efter indsendt)

At denne dans i de offentlige værtshuse både på søn-og helligdage er meget utilladelig på mange måder, er en ting som ethvert rettænkende menneske ikke kan benægte. For samme tilvejebringer megen uorden både i husene og på gaderne. Af disse uordener vil jeg her opregne nogle, dog ikke alle, hvilket er umuligt at opregne.


Punchgilde 1785. Men mon ikke det var det samme i 1806? Af hatte, klædedragt og parykker at dømme er det dog det finere borgerskab, og ikke tjenestefolk, dunhagede ynglinge og lignende. Man er ikke begyndt at danse endnu, men deltagerne ser måske ud til godt at kunne tænke sig en svingom. (Eget foto, Nationalmuseets samlinger).

Jeg vil fx begynde med tjenestefolkene, som ved denne lokkemad både på den ene og anden måde bliver bragt til utroskab mod deres foresatte, det være sig i en eller anden stand, dette er lige meget. Karle og drenge, samt piger, som er hengivne til denne last, og som ikke får tilladelse af deres foresatte til at deltage i disse selskaber, skader dem mangen gang til trods og går endog uden deres tilladelse gennem både vinduer og døre for at danse natten igennem. Ligeledes befinder der sig på sådanne steder dunhagede drenge med deres dame ved siden, en tobakspibe i munden og en bolle punch, eller en flaske vin for sig, og hvorfra bestrides disse udgifter? Når lønnen eller fortjenesterne ikke strækker til, da bedrages og bestjæles principalen eller husbonden, først på sine måder, og går dette godt i det små, så er vejen banet til ulykken. Som dog kunne have været forebygget, hvis denne lejlighed ikke havde eksisteret. 

Ligeledes er naboer og genboer udsat for den ubehagelige støj og larm som sådant frembringer. Og hvor kedeligt må det ikke være når næsten døende mennesker (som jeg selv har været vidne til) siger: Jeg kan ingen ro have for den sværm med musik og mennesker. Jeg vil slet ikke nævne at der næsten aldrig går sådan en nat forbi uden skænderier og slagsmål, både i huset og på gaderne. Det forstyrrer ligeledes den offentlige ro for alle omkring i nabolaget, og er politiet til ulejlighed. Og hvor mange uskyldige piger bliver ikke herved udsvævende og liderlige.

Da jeg nu har forestillet de ubehageligheder sådant medfører, så ville jeg også herved underdanigst forestille til højere bedømmelse om sådant i alle både store og små stæder ikke kunne forebygges på følgende måde:


1) Da en vært som er min ven, ofte har forsikret mig at han ved at have beregnet alt,
på en nat har haft i ren profit 20, 22 til 25 rigsdaler, så synes mig at når en mand som viser komedier eller andre kunster må betale en vis afgift til byens fattige, hvorfor skulle da noget sådant finde sted helt uden afgift til fattigkassen. En sådan afgift skulle om muligt gøre lystighederne færre, og derved bidrage til vedligeholdelse af orden og nattero for de omkringboende. 

2)
Skønt sådan en mand har privilegium på at holde værtshus, så har han dog mig bekendt ikke det på at holde musik og dans hele natten igennem. Så det er rimeligt at han ved denne aparte sag bør betale en afgift hver nat. Og da det sker for at hæmme sådant, skulle denne ikke være så lille. Fx 8 til 10 rigsdaler, og over, og under. Ligesom det for uordens skyld fandtes nødvendigt da sådanne selskaber er ganske unødvendige, og fordi der ikke skulle foregå uorden, skal de have et bevis af politimesteren som de kan forevise politi og vægtere. Vægterne skulle indskærpes nøje at give agt på sådan utilladelig musik, og have tilladelse til at kræve af værten at få forevist tegnet om tilladelsen. Og i tilfælde af at vægteren på en eller anden måde afstraffes passende, for ellers ville måske bestikkelsespenge betyde at vægteren ikke anmeldte sådant. Og hvem som helst andre skulle være berettigede til at anmelde sådant, og angiveren få halvdelen af den mulkt værten betalte, som rimeligt måtte være dobbelt mod hvad den anden betaling kunne være.
Jeg er overbevist om at dersom dette måtte blive taget i betragtning, ville megen uro og uorden blive hæmmet. 


(Politivennen nr. 455, 11. januar 1807, side 7233-7237)