25 januar 2015

Nogle Uordener på Fredensborg

(Efter Indsendt)

Den 2. juni foretog jeg en rejse i selskab med andre til Fredensborg. Ved ankomsten der fandt jeg straks ved vejen i gaden lige for slottet en stor mødding liggende, som ikke alene var et hæsligt syn, men også afgav en ubehagelig lugt. Jeg tænkte, at vedkommende dog burde finde et mere passende sted at lægge den end lige ved vejen, hvor folk hele tiden skal passere.


Vi gik nu en tur i Kongens Have, men blev antastede af en mand, som enten må have været beruset eller halvt fra forstanden. Han tilbød at vise os om i haven. Men da vi før var bekendte her, bad vi ham at spare os sin umage. Desuagtet blev han alligevel ved at forfølge os lige til slottet, hvor vi endelig, for at slippe ham, måtte give ham en belønning. Han forlod os og tog straks fat på en anden honet familie, som kom straks efter os, og som vel også har måttet holde for dette menneskes påtrængenhed. 


I det øjeblik vi ville gå ind i haven, blev vi igen antastede af en halvvoksen dreng, som dårlig nok kunne tale. Denne tilbetlede sig rent ud en skilling. Straks derefter kom atter en lille dreng, som talte helt uforståeligt, og så vidt vi kunne mærke, ville han nok også have en skilling. Og for at blive disse drenge kvit, måtte vi atter, mod vor vilje, op med penge. Da det er at formode, at der på Fredensborg er en fattigkommission, som på andre steder, og det desuden er imod forordningen at sådant tiggeri finder sted, så tør man vente af denne kommission, at det bliver hæmmet. 

Søndag den 9. juni kunne en klejnsmeds uforsigtighed have forårsaget en sørgelig dag for Fredensborgs beboere. I smedens værksted var der nemlig anbragt en kasse med krudt. Smedens far og smedesvenden var i værkstedet, og et lille barn stod i den åbne dør. Formodentlig er en gnist kommet til krudtet, og ved dets smæld blev disse mennesker så ilde tilredt, at man endog tvivler om svendens liv. Og det lille barn er ligeledes meget forbrændt. Man overlader det til de ansvarlige at afgøre hvor farligt det kunne være blevet for de nær boende folk, hvis værkstedet var brændt af, og hvorledes sådan skødesløshed bør anses.

 (Politivennen nr. 374, 22. juni 1805, side 5895-5896)