12 februar 2015

Ønske om Jødedrengene på Amagertorv

(Efter indsendt)

Man spørger Selskabet til den Jødiske Ungdoms Anbringelse til Håndværker og Nyttige Kunster, om det ikke kunne tænkes at de mange halvvoksne og trekvartvoksne jødedrenge, der på Amagertorv driver deres væsen - handel bør det vel næppe kaldes - ikke var at anbringe til noget bedre.

Det er ærgerligt at se disse skabningers adfærd. Hele deres dags gerning kan sammenfattes kort i 4 poster: Sælge hovedkød, pånøde eller påprange de forbipasserende nogle få varer, slås med hinanden og med kunderne, og være næsvise, overbegloende, endog rapkæftede mod stadeholderne og mod de der søger dem, for at købe hvad de behøver af grønt, osv. Måske kommer endog undertiden det femte slags gerning til.

Man vil vel næppe påstå at denne handel gør staden nytte eller er nødvendig for den. Den har ikke engang stadepenge af den. Det kan vel lige så lidt siges at disse opvoksende mennesker forventes at blive nyttige borgere med tiden, eller gøres egnede til det ved sådan dagsgerning.

Det er ærgerligt at se de mange halvvoksne og trekvartvoksne jødedrenge, der på Amagertorv driver deres væsen, for handel kan man næppe kalde det for

Det er alle oplystes, det er vor regerings mening, at en handlende mand af den jødiske bekendelse kan være en god undersåt, nyttig borger og sand patriot, og det er bevist ved erfaring. Men en ungdom af fattige, dagdrivende prangere er vist ikke en fordel for noget land. Af en sådan planteskole fremspirer snu, bedrageriske og tyvagtige bissejøder, som, uagtet regeringens forbud, vel ville finde lejlighed til at skade almuen hist og her på landet, hvor de kunne komme til at skuffe øvrighedernes opmærksomhed. Af den fremspirer hælere. Denne pest, der er værre end tyvene, fordi disse ikke kunne trives uden dem.

At disse unge behøver at føre sådant et liv for at nære fattige forældre, tør ikke siges i København, hvis jøder så rundelig sørger for deres fattige.

Anbringer derimod forældrene dem dertil af fordomme mod alle andre erhvervsgrene end handel, da er det et misbrug af fadermagten. Og vælger drengene denne næringsvej fordi den er magelig, da bør en sådan drengevilje bøjes og ikke føjes.

Sålænge der endnu ses prangende jødedrenge, kan indsenderen ikke andet end tro, at det hæderfulde selskab til hvem dette egnes, må finde nogle store hindringer i at opnå sit mål.

Men kunne disse hindringer ikke ryddes bort? Den jødiske nation har rige og smukke mænd nok til at vente den hjælp, som penge kan give. Den har også fordomsfri mænd. Var det da vel ugørligt, at sætte enhver dreng på 8, 10 eller 12 år der ikke var anbragt på en handelsmands kontor, ligefrem til en lære, og på samme tid, som hertil gjordes udvej, at få al gade- og torveprangen af jødedrenge forbudt?

(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6698-6701)

Redacteurens Anmærkning

Bissejøder

Politivennen Live Blogging forsøger som bekendt at gøre Politivennens sprog forståeligt for moderne læsere. Men med ordet "bissejøde" var det svært. Meningen kan være den samme som i ordet "bissekræmmer", altså en omvandrende kræmmer. Ikke som vi mest forstår ordet "bisse" i dag, altså en rå person. Måske spiller skribenten spiller på dobbeltbetydningen. Jeg har ladet udtrykket stå som det er. Og selv om det forhåbentligt turde være overflødigt at tilføje: Jeg sympatiserer ikke på nogen måde med antijødiske indlæg i Politivennen.