15 marts 2015

Ønske på Torvet

(Efter indsendt)

Det sker ikke sjældent at borgere der selv besøger torvet, gennes væk fra vognene af spækhøkere på en højst ubehagelig måde. I dag var to borgere kommet til en bonde, som havde flæsk for at købslå med ham. Men inden de vidste af det, var vognen omringet af en flok spækhøkere der ikke alene trængte og trykkede dem, men endog ved at krybe op på vognen og derfra træde ned på dem med deres beskidte bagben, pressede dem aldeles bort og besvarede med grovheder deres påstand, at de var de første ved vognen.


Disse borgere skyndte sig nu hen på korntorvet for at få torvemesterens hjælp. Men da de kom tilbage, var køb allerede sluttet med disse mennesker og de måtte altså vende hjem med uforrettet sig.


Man indser fuldkomment, hvor vanskeligt det er at foreslå nogen foranstaltning herimod, der med føje kunne forenes med de der allerede eksisterer. For spækhøkerne er dog også borgere og hverken kan eller bør forbydes at købe.
Enkelte eller få kan de imidlertid ikke  hindre andre, men netop ved således at slå sig sammen i klynge kan de forvolde uordener som den her omtalte. Det vil sige bruge den stærkeres ret. Derfor foreslår man uforgribelig til de ansvarliges højere bedømmelse, om det ikke kunne gå an at enhver på torvet vagthavende politibetjent, torvemester eller vægter bemyndigedes til, så snart der ved en vogn sås en klynge samlet, at formindske denne, ved at holde så mange som kunne skønnes fra ikke at kunne komme på engang til vognen og hvis nærværelse altså ikke kunne have anden en urimelig hensigt.  Og da disse vagthavende lettere kunne skelne spækhøkerne fra de andre, blev den holdt borte især at anvende hvor disse gæster flokkedes.

(Politivennen nr. 469, 18. april 1807, s.7458-7460)