28 januar 2015

Om Badeforbud

Jeg kan ikke lade være med at fortælle en historie som hændte mig i går eftermiddags, og som jeg stadig ikke forstår. Jeg kommer med et andet menneske til badehusene ved Langebro for at benytte os af dem. Men da her var så fuldt at vi blev nødt til at vente længe for at få et kammer til brug, gik vi til den såkaldte køkkenkurv, eller det sted der i en ret vinkel skyder ud i vandet ikke langt fra badehusene på venstre side. Vi forespurgte os hos skildvagten om man måtte bade der. Men da denne lod os vide, at for hans skyld kunne vi godt, men vagten og bommanden ville nok ikke tillade det, forføjede vi os straks til den vagthavende underofficer, som heller ikke rigtig vidste rede i denne sag, bortset fra at han for nogle år siden havde haft en ordre om det. Den var nu borte, men talte ellers altid om skillingsmanden eller bommanden som den der var hans mand eller til hvem han henholdt sig. 


Næsten 1805: Rysensten Badeanstalt 1825-1893. Med Langebro og København i venstre side af billedet, Christianshavn i højre. Det giver måske et indtryk af hvordan der kan have set ud i 1805.

Han gik derpå med os til nævnte bommand. Da underofficeren spurgte ham om der ikke var en ordre om at ingen måtte bade sig i køkkenkurven, vidste han intet andet at svare end med hidsighed at bande på, at der i de forrige år i en gud ved hvilken bog stod en ordre som forbød badning på dette sted. Men for i år kunne han ikke fremvise nogen sådan ordre. Endelig lod han os uhøfligt vide, at hvis vi prøvede på at bade der, ville han lade os arrestere.

Denne begivenhed forekommer mig helt besynderlig. Allerede det at soldaten lader enhver gå uhindret ved køkkenkurven, og først når man vil til at kaste klæderne, ganske eftergivende og ubestemt siger: For min skyld må De gerne bade, men så må de takke Dem selv for om bommanden eller vagten kommer og tager klæderne fra dem. Det synes mig lidt underligt, da man ellers er vant til at høre det sædvanlige: Zurück, eller andre platte myndighedsord, som dog i al fald er et tegn til, at de grunder sig på en ekspresordre. Det skete altså ikke her. Man står derimod i tvivl om hvad man skal gøre. Især når man hører at bommanden er ligesom det magnum lumen som overtrumfer både vagtens og den vagthavende soldats ustadige forbud, og man ved at han har sine badehuse i nærheden som da ikke ville skaffe ham 8 skilling fra hver som badede sig i køkkenkurven. 

Selv om al badning også virkelig var forbudt her, altså af gyldige grunde, så var det at ønske, at skildvagten kunne fortælle folk det med bestemthed. For at en vagthavende underofficer på sin post skal spørge skillingsmanden ved Langebro om sine ordrer, det synes mig meget upassende. Og at lade sig fortælle af denne mand, at han vil lade en arrestere ifald man overtræder hans befaling på et offentligt sted hvor der er vagt, det er overmåde ærgerligt.

Mange med mig ønskede sikkert at vide, hvorledes dette i sig selv hænger sammen og må hænge sammen for at kunne forebygge de ubehageligheder, som er den uundgåelige følge af nærværende uvished.

København den 1. august 1805
Anderson
Student, Regensen

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054)



Svar på det i Politivennen af Student Andersen indrykkede, angående Badetvang

Motto:
Se der går L. Andersen! Se, hvor han går og spekulerer. Dersom den knægt ikke var så tåbelig, skulle man tro det var ondskab.
Henrik [ulæseligt]


Dersom forfatteren af det skrevne i Politivennen nr. 381 om badeforbud, student Andersen, havde om ikke andet haft så megen kundskab i naturretten som indeholdes i det velbekendte ordsprog: Den der kommer først til mølle får først malet, så havde han vist som andre skikkelige mennesker fundet sig i at vente på plads i badehusene. Jeg benægter at undertegnede skal have bandet på at der forrige år var en ordre som forbød badning uden for køkkenkurven, og med uhøflighed lod forfatteren vide at om han badede sig der, blev han arresteret. Men
det er sandt at det unge menneske blev advaret af den vagthavende underofficer, og at min bekræftede advarsel om at ordren virkelig er til og findes i en bog i vagten. Ligesom det også er en sandhed, at i vagten ligger en ordre om at vise mig assistance, når nogen enten med ord eller gerning vil overfalde mig. Hvilket desværre før har været tilfældet, og som forfatteren vel må være vidende om, da der blandt mængden af unge mennesker findes en del der ikke er velopdragne, og som dog ser lige så vel ud i klæder som de andre og hvoraf nogle kaldes studenter, men burde, som der står i komedien, kaldes studehentere. 

Imidlertid er det averterede mindre fornærmende for mig, end for høje ansvarlige, og ville samme tilgive forfatteren, så vil jeg gerne skænke ham de fornærmelser han dermed har haft til hensigt. Og at han kalder mig bommand, lider min ære intet under. For jeg er hverken mere eller mindre end bommand. Men at gøre mig til skillingsmand formår forfatteren formodentlig ikke. Skulle han ellers have en anden hensigt, da må det tjene ham til behagelig efterretning: At badehusene nu er privat ejendom, omendskønt solgt til en høj pris, da der svares af dem 25 rigsdaler månedlig, og at følgelig forfatteren ikke vil misunde mig 8 skilling for hver badegæst, eller skille mig ved mit lille levebrød, hvorom jeg i al fald på egne, min kones og 5 uopdragne børns vegne beder ham:
Min kære!
Lad kommandanten være,
Deraf har han ære


J. D. Kiær
Bommand



(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073)


Redacteurens Anmærkning

Badeanstalterne ved Langebro

Badehusene må være en tidlig forgænger for de badeanstalter, som snart skulle blive opført ved Langebro. En artikel i Berlingske Tidende har historien.Badeanstalterne var inspireret af Rousseaus anbefalinger om at svømme. Området ved Kalvebod for enden af Vestervold og Langebro var øde. Grosserer Larsens Bade blev ikke en succes, Men 1825-1893 lå Rysensteen Badeanstalt sammesteds. Det blev et meget populært udflugtsmål.