Om Forsigtighed i Tilfælde af et Bombardement : Medborgere!

(Efter tilsendt)

Nedenstående er tilsendt udgiveren. Da han slet ikke tror København i den nærmeste tid er udsat for noget bombardement, har han i nogen tid tilbageholdt stykket. Da det imidlertid ikke kan nægtes at det jo kan være muligt, at nogle fjendtlige bomber bliver affyret af den nærværende fjende, og at en mægtigere fjende utvivlsomt om muligt i den kommende tid kunne komme til at tilføje København et virkeligt bombardement, har udgiveren ikke villet tilbageholde ovenstående velmente råd. Han ved at københavnerne i denne tid lige så lidt frygter et bombardement som deres fædre. Men et er at frygte det, et andet at bruge klogskabsregler.

(Politivennen Nr. 487, 22. august 1807, s. 7833)

Medborgere!

Ved anstrengelse og uforsagthed kan vi formindske den fare, der kan true vores stad ved et fjendtligt angreb. Med forenede kræfter kan vi trygt gå faren i møde og vente det bedste udfald.

Uro og ængstelse hos nogle der ikke kender faren, og lunkenhed samt letsind hos andre, der ikke betragter den med alvor, foranlediger disse linjer.

Et bombardement er rædsomt, og kan blive farligt. Men kender vi midlerne til at formindske dets virkning, så har vi tilintetgjort dets tilsigtede mål. En bombe kan godt nok anrette skade på et enkelt sted, men det står i vores magt at forebygge at skaden ikke bliver større eller mere udbredt.

Brandspande fra Politivennens tid. De var det vigtigste redskab til at slukke brande. I praksis var englændernes bomber langt kraftigere end brandvæsnet kunne hamle op med. Bl.a. kunne de passere flere etager og eksplodere i kælderen på et hus. Som måske var aflåst fordi beboerne var flygtet et andet sted hen. (Eget foto. Nationalmuseet). 

Når I derfor må gå fra jeres huse for at værne staden eller i eget vigtigt ærinde, så efterlad folk der kan være ved hånden når en bombe falder ned, og lad intet værelse eller loft være låst, så man ikke kan komme derind for at slukke. Det er i de første øjeblikke at vi er i stand til at udrette store ting med ringe kraft eller hjælp. Man har derfor baljer med vand på hver etage og på lofterne. Hvor bomben falder ned, vil man snart erfare og af dens virkning vil man kunne dømme, om dens beskaffenhed.

En bombe eller granat er forsynet med et brandrør, der er afpasset den distance den kastes til. Er dets masse eller længde forfejlet, springer den enten i luften, eller den bliver liggende i nogle sekunder før den springer. Man flygter så langt væk som muligt ud af det værelse hvor den falder ned, og man nærmer sig det ikke, før man har hørt bomben springe.

Er det en brandkugle, som er fyldt med brændbar materiale, udspyr den til alle sider en heftig ild, hvorved man let kan skelne den fra en almindelige bombe, hvis brandrør brænder jævnere i en stråle. Er det en brandkugle, som har mordskud, så mærkes det også snart, da man vil høre et skud efter det andet. Af de sidste betjener man sig kun i sjældne tilfælde. Sådant sted nærmer man sig ikke før efter 12 til 15 minutter, eller når man hører at den har raset af. Men i alle tilfælde vil man let kunne slukke de antændte steder, hvis man kun straks er til stede.

Husmødre, tyende og andre der er tilbage i husene: Vær årvågne og belav jer på uforsagt at slukke ilden før den griber om sig, og breder sig ud i det store. Hvis vi tænker tilbage til sidste store ildebrand, så vil vist mange af os erkende, at ilden mange steder ikke havde grebet om sig så hastigt og taget overhånd, hvis man mere havde beskæftiget sig med at slukke end at redde bohave. 

(Politivennen nr. 487, 22. august 1807, s. 7833-7836)