21 februar 2015

Om Ulykkes Forebyggelse ved Københavns Fortifikations Broer

Følgende brev er tilsendt udgiveren af Politivennen:

Højtærede herre!


Ærbødigst tager jeg mig den frihed at skrive om følgende, som jeg tror kan bekendtgøres offentligt. Nemlig følgende ulykkelige hændelse i går aftes: Søndag den 8. hen ved kl. 6 og 7 kom en mor med sin datter, efter den førstes udtalelse 20 år gammel, og hendes mands bror gående ind ad Vesterport. Og da de kom på den inderste bro mod staden, gled datterens fod på det smalle brobræt eller overgang. Hun tog sin farbror i frakken, men kunne ikke holde sig fast. Og manden tog af skræk fast i jernkæden og holdt sig. Men i det han så sig om hvem der sådan så hastigt greb ham i frakken, så han sin brordatter falde ned i stadsgraven. Hun gav kun et eneste dybt suk og dermed så eller hørte man intet mere til hende. 


Østerport har lige som Vesterport en bro hvor man meget nemt kan komme til at glide og falde i voldgraven. Gangbrættet bør have et bedre værn. Hvis ingen jolle er i nærheden, er druknedøden overhængende. 

Man kan nu forestille sig i hvilken forfatning mor og farbror blev. Der blev jammer og skrig. Der kom mennesker nok, også fra vagten med lygter og hager. Man søgte, men kunne ikke se eller finde. I samme øjeblik kom også en mand som jeg kendte, nemlig en frisør ved navn Weise boende ved hjørnet af Stormgade og Volden. Han så det og tænkte ved sig selv: På denne måde ville man nok ikke finde denne ulykkelige. Han løb ganske stille bort, og inden man vidste af, kom han roende med en båd som lå nede ved Blågårds Sukkerformefabrik og havde med sig mesteren fra samme, hr. Nielsen og hr. Gylgod, underofficer som bor i vagten ved samme fabrik. De havde en lygte med. Weise som gav sig flittigt at søge. Fandt også straks den ulykkelige pige. 

De ville nu ro med hende ned til Blåtårn til redningsanstalter på artillerisygestuen. Men folkekravet var at man straks skulle bringe hende i land der ved broen, hvilket også skete. Og fra hendes fald indtil hun kom i land gik der efter min beregning ikke fulde 40 minutter. Man bragte hende først i vagten og derfra straks til barberen i Frederiksberggade, hvor 5 til 6 kirurger straks gjorde sig al mulig flid for at bringe den døde til live. Men klokken halv ni var der  endnu intet tegn til live. 

Imens Weise var borte, trøstede man kun moderen og medfølgende så bedrøvelig at det var ikke mulig at finde den faldne, da det var mørkt, og man ingen båd havde der ved hånden, hvorved moderen nu faldt i besvimelse. Og man måtte nu se at få hende hjem og var altså ikke til stede da datteren kom op af vandet. Weise fulgte med til barberen og de to andre roede bort med båden. 

På grund af denne tummel vidste man ikke før klokken halv ni hvem den ulykkelige hørte til. Men så kom en pige fra hendes søster, og manden som var fulgt med dem ind ad porten. Og der fik man at vide hos barberen at det skulle være en rebslagerdatter. Hun var et skønt og velvoksent menneske, godt klædt, og havde en smuk guldkæde om halsen. Hvad jeg her har skrevet er sandt, og hvad Deres velædelhed vil tage herudaf til en bekendtgørelse, det overlader jeg til Deres egen stil at sætte.

København d. 9. nov. 1806
Ærbædigst af en mand, som
så og var vidne til det
Johan Hansen


****


Udgiveren har ment at burde indrykke det hele som det ovenfor står, da det både vidner om brevskriverens og især om hr. Weises gode tænkemåde. Af senere bekendtgørelse ved vi nu at denne skønne unge pige ikke blev bragt til live. Gid denne tildragelse måtte bevirke at to forbedringer som for lang tid siden, dels med oftere gentagelse er foreslået i dette blad, dog i det mindste for fremtiden må afværge lignende ulykker. Den ene er, at den smalle bro, eller rettere gangbræt ved siden af vindebroen, ved alle vore porte, måtte få et bedre værn til begge sider. Den anden er, at der altid måtte ligge en lille jolle neden under fæstningsbroen til afbenyttelse i sådanne beklagelige tilfælde.


(Politivennen nr. 448, 22. november 1806, side 7123-7127)