27 januar 2015

,Tanker om Rimeligheden i at et lokalt Pålæg for Jøderne i en vis Del af København ophæves

Jøderne i Helligånds Sogn har været og er som stedbørn mod dem som bor i de andre dele af staden. Hvorledes dette er gået til, ses lettest af følgende dokument:

Christian den Syvende af Guds nåde, Konge til Danmark og Norge mm. vor synderlige gunst tilforn: 

Udi indkomne memorial, som Os allerunderdanigst er foredraget, haver sognepræsten ved Helligåndskirken i vores kongelige residensstad København Os elskelig hr. Peter Vogelius og kapellanen ved samme kirke hr. Hans Henrich Møller andraget, at dem betages en del af deres embedsindkomster, ved det at 130 familier af den jødiske nation, dels har købt gård, og dels bo til leje der i sognet, hvorved dem ikke alene fragår offer, men endog det som ydes ved barnedåb, jordpåkastelse og andre præstelige forretninger, desårsag, og da Helligånds Sogn desuden er et af de mindste her i staden, de herhos allerunderdanigst have ansøgt, at dem af hver familie af den jødiske nation, som bor der i sognet, og optager pladsen for kristne beboere, måtte betales 2 rigsdaler årligt til deling mellem præsterne og kirkebetjentene. Således giver vi jer hermed tilkende, at Vi i anledning af sådanne Helligåndskirkes præster allerunderdanigst gjorte ansøgning, samt såvel jeres, som biskoppen Os elskelig hr. Ludvig Harboes derover indhentede erklæring, allernådigst har fundet for godt, at de i Helligånds Sogn boende jødiske familier skal af jer ansættes for noget vist årlig at svare til bemeldte kirkes præster og dens betjente, så at de der ejer hus eller gård betaler efter sammes størrelse fra tre til fire rigsdaler årligt. De som lejer hel hus eller gård, fra en til tre rigsdaler, og de som alene lejer nogle værelser, fra 3 mark til 2 rigsdaler. Hvilke penge af jødernes ældste skal indkræves 2 gange om året, det halve hver påske, og det andet halve hver Mikkelsdag, som da indleveres til biskoppen, og efter hans sigende deles mellem præsterne og kirkebetjentene.
Derefter I eder allerunderdanigst har at rette, og vedkommende sligt til efterretning at tilkendegive.
Befalende eder Gud.
Skreven på Vort slot Christiansborg udi Vores kongelige residensstad København den 1. maj 1781.
Under Vor kongelige hånd og signet
Christian Rex
_______________
Thott
_______________
Luxdorph, P. Aagaard.

Til Oberpræsident, borgmester
og råd i København.
Øjenpartens rigtighed bevidner
G. F. Lange.

Uden at sige det mindste ord om oprindelsen, tør man dog håbe at nu da man  skriver 1805, vil vores regering finde at denne partiske (forstå partielle) skat egner sig fuldkommen til afskaffelse. Man vil blot opgive følgende hvilepunkter for tanken
  1. Når årsagen ophører, ophører også virkningen. Helligånds Sogn er nu ikke længere det mindste.
  2. Siden synagogen brændte bor knap 50 jødiske familier der
  3. De jøder der bor i de andre sogne, optager jo også, som dokumentet udtrykker det, pladsen for de kristne.
  4. De reformerte og katolske beboere betaler intet til de præster inden for hvis sognegrænse de bor. Og det er dog tydeligt, at de gør det samme som jøderne, for de herrer Vogelius og Møller har ved kristne blot forstået dem, som de havde indkomster fra.

(Politivennen nr. 380, 3.august 1805, side 6040-6044)

Helligåndskirken. Den kristne kirke var cool business på Politivennens tid. Den var ikke på finansloven, men indkrævede tiende (i øvrigt helt op i 1900-tallet), og opkrævede gebyrer af alle kirkelige handlinger - som var lovbefalede. I nogle kirker betalte kirkegængerne endog for at sidde ned, ligesom i nutidens biografer. Derfor kunne det være et alvorligt indtægtstab hvis der boede mange fra trossamfund som var fritaget fra den slags.


Redacteurens anmærkning

Hovedessensen af kongens forordning er at sognepræsten Peter Vogelius og kapellanen ved Helligåndskirken har gjort opmærksom på at der er 130 jødiske familier i sognet. Kirkens ansatte mister derfor årligt indtægter. Ikke alene "offer" (der må være tale om tiende eller præstepenge?), men også afgifter for kristne handlinger som dåb, begravelse osv. For at kompensere kirkens ansatte har kongen altså befalet, at jødiske familier skal betale en årlig skat til dem fra 3 mark til 3 rigsdaler. Især punkt tre påpeger at præsterne i høj grad anså deres sognebørn som indtægtskilder.

I næsten hele Politivennens udgivelsesperiode havde jøderne ikke en "rigtig" synagoge. Branden 1795 ødelagde samtlige jødiske synagoger. Jøderne havde småejendomme der fungerede som synagoger. De havde fået tilladelse af kongen til opførelse, og biskopperne protesterede ikke. Men dels intern uenighed blandt jøderne, dels den økonomiske nedtur efter Slaget på Reden 1801, Københavns Bombardement 1807 og statsbankerotten 1813 udsatte gang på gang byggeriet. Først efter et overrabinerskifte kom der realiteter bag diskussionerne og synagogen i Krystalgade stod færdig 1833.