15 marts 2015

Uordener af Badehusenes Gæster, med et Forslag desangående

(Efter indsendt)

Enhver der ved hvor nyttigt badning i mange henseender er for menneskelegemet, om den end ikke frembragte andet end den blotte renhed, kan ikke andet end højlig undres over, at København ikke har andre offentlige badeanstalter end dem vi ser ved Langebro.


Man vil ikke laste den mand, der forestår samme. For under hans egne og badevæsenets omstændigheder kan man ikke gøre større fordring på ham. Ja har endog grund til at finde, at han gør mere end hvad man efter samme med rette kunne vente.


Men man kan beklage, at de mænd, der har eneret til at have offentlige søbade i København ikke gør alvor af sagen. Endnu gør de selv intet derved, og andre der mulig ellers kunne gøre noget forhindres i at gøre noget. Dog der kommer vel dog engang noget for en dag.  


I mellemtiden må vi så nøjes med de badeanstalter som vi har og nødes da til at klage over hvad vi derved finder af uorden. Det er nemlig den råhed og usædelighed hos en del mandlige badegæster der med knive både udvider de huller der allerede måtte være på skillevæggene, og udarbejder nye åbninger for at tilfredsstille en vanhellig og lastefuld nysgerrighed.


Badehus ved Langelinje, ved vintertid i 1830'erne. Jeg har ikke kunnet finde nogle afbildninger af badehusene ved Langebro fra de første årtier af 1800-tallet. (H. G. F. Holm, Før og Nu 1919)

Det er Gud være lovet endnu ikke kommet så vidt med os, at der jo endnu ikke findes alene kvindelig, men selv mandlig blufærdighed hos os. Og derfor bliver både mange smukke kvinder og mange ædle mænd borte fra den badeforfriskelse der kunne have været dem en behagelig og nyttig nydelse, fordi de ikke ville lade sig overbeglo.


Jeg har hørt en paradokselsker forsvare disse kighuller på badehusvæggene med 2 grunde: 1) at de som går i badehusene godt ved at hullerne er der, og altså er vidende og tilfredse med kikkeriet. 2) at en usædvanlig høj dyd derved fik tilværelse, når man nemlig afholdt sig fra at titte ind hvor man hørte badende damer pjatte, skrige og le. Men uagtet jeg tilstår det første for en del (for sikkert ved mange ikke af disse syndehaller), og uagtet det sidste er sandt, og jeg heller ikke tvivler om at der gives den ædle badegæst, der føler værdien af en sådan sejr over sin nysgerrighed, kan man dog ikke andet end finde det langt bedre at der slet ingen tittelejlighed var.


Hertil var det et middel, om væggene oftere eftersås og forsvarlige boder blev slået på hvor der var huller. Et andet middel var, at der blev anskaffet et rullegardin på størrelse med væggen, som badegæster efter behag kunne rulle ned. De måtte hænge et par tommer fra væggen for at hindre, at der ikke blev gjort vold fra nabokammeret. Ligeledes burde det være overstrøget med en oliefarve, helst en lys, hvorpå i alt fald enhver overlast snarere bemærkedes.


(Politivennen nr. 485, 8. august 1807, s.7704-7707)