26 marts 2015

Eksempel på Villighed og på Uvillighed til Menneskeredning

(Efter indsendt)

I forgårs den 11. om aftenen kl. 10 hørte jeg i min bopæl en stærk råben og skrigen, og så vidt jeg kunne skønne fra pælerækkerne udenfor Langebro. Jeg og mange flere gode og retskafne mennesker ilede derfor over til bommanden Kjer, for ved ham eller hans hjælp at få båd og årer for at ro ud og hjælpe de i livsfare værende mennesker. Men han nægtede både over for mig og de andre at han hverken havde både eller årer. Og det fortjener at anmærkes at han modtog mig med en yderlig grovhed han modtog mig, og ligeså S. T. hr major Haffner som kom til i det samme og spurgte mig, hvad der var på færde, og flere som i denne anledning var forsamlede der. Uden at få hjælp af ham, henvendte vi os til forvalter Poulsen på Appelbyes Plads, som kom selv og medbragte årer. Denne retskafne mand gik også selv m. fl. ud til pælerækken og reddede to menneskers liv. Men en var allerede druknet på grund af det lange ophold. Om et sådant forhold kunne komme i betragtning ville det måske tjene andre for fremtiden.


Sukkerformefabrikken i København den 13. nov. 1807
O. Ettrup, fuldmægtig


(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002) 


Sukkerfabrikation har en lang tradition på scenen for dette indslag (indsenderen er fuldmægtig på Sukkerformefabrikken). Disse lagerbygninger er dog over 100 år yngre, fra 1912-13.

En noget anderledes version af denne udlægning af begivenhederne står i det efterfølgende nummer af Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021). Heri forvandler den udskældte bommand Kjær sig nærmest til helt:


Eksempler på Sandhed og på Usandhed

I Politivennen 498 læser jeg en beretning i anledning af den ulykke, som traf min søn, Reinhardt Rødder, forleden onsdag aften, som hverken er fuldstændig eller ganske rigtig. Og jeg håber derfor at læserne af bemeldte blad vil høre den rette sammenhæng af mig, som en nedslået far, der har mistet sin alderdoms støttestav, og vist havde mindst årsag at skåne, om jeg vidste nogen der havde bidraget til hans død. Fiskeren Frederik Møller blev hyret til at lodse hr. Weilbachs kaperbåd ud gennem Kalveboderne. Han mødte ikke og båden blev uden lods roet ud. 

 Et par timer derefter kom Frederik i land og lod sin båd, en lille bergensjolle, blive uden for pælerækkerne. Da han var gået hjem, og jeg og min søn som sædvanligt sad hos bommanden, hørtes et jammerligt skrig, hvorefter bødker Olsen, en matros fra den fynske jagt som på den tid lå ved badehusene, samt min søn på Kjærs anmodning da han på grund af sygdom ikke selv kunne sejle ud, tog hans båd og roede ud for at se om nogen var i fare. De kom tilbage og forklarede for mig og Kjær at de hverken havde hørt eller set nogen og vi blev alle enige om at skriget måtte være kommet fra kaperbåden, der ikke kunne finde løbet. 

Straks derefter kom hr. styrmand Nielsen fra den bemeldte kaper der havde lagt sig ved Toxverds Bro, over land derfra og spurgte efter Frederik. Min søn gik efter ham, fandt ham i sengen, men fik han dog med. Nu gik hr. Nielsen, min søn og Frederik i Kjærs båd som han lånte dem, ud til pælerækkerne og over i Frederiks båd. Vinden var sydlig og stærk, og en rasende søndenstrøm satte mig i nogen angst. Men da jeg vidste at min søn var den bedste svømmer, og at Frederik ligeledes kunne svømme, og begge var gode søfolk, gik jeg hjem og Kjær med sin familie i seng. 

Derefter hændte den ulykke at båden kæntrede. Men min søn var da som altid uforsagt. Han fandt en grund, og på den vadede han og de andre til pælerækkerne. Som de har sagt mig, hjalp han dem op og i sikkerhed. Havde han med den blevet siddende, og som de andre gjorde, råbt om hjælp, var han blevet reddet. Men han ville ikke skrige og sætte skræk i folk. Han besluttede derfor at svømme i land og tog derfor skoene af. Dem fandt jeg under hans klæder på hans bryst da han var fundet og taget op af vandet. Et krampeslag dræbte ham straks, for hverken hr. Nielsen eller Frederik så noget til ham eller hørte mindste skrig fra ham. 

Da disse i en tid af en time og derudover forgæves havde ventet ham med båd, og da Frederik ikke måtte forlade Nielsen, da han ligesom min søn ville have svømmet, begyndte de at skrige om hjælp. Der kom da folk og bankede Kjær op, som nøgen og uden at eje flere end den ene båd der lå ved pælerækkerne, skulle tvinges til at ro ud, og hvorved forefaldt spektakler som nok på sit rette sted blive påankede. Dette er sandhed. Og at Kjær, min søn og jeg med nogle flere med Kjærs båd og under hans anførsel, ved har opfisket og reddet de fleste gange under livsfare over 40 personer ved Langebro, er også sandhed og nok som bekendt.

Johan Georg Rødder




Endnu noget om de på Stakaterne opklavrede Menneskers Redning

(Efter indsendt)

Den forklaring, Johan Georg Rødder har fremsat i Politivennen nr. 499 finder jeg mig ugerne beføjet til at besvare. Skønt samme har slet ingen sammenhæng med det som passerede førnævnte aften mellem kl. 10 og 11. Ikke heller den undskyldning for redning med hans søn, som han selv siger var hans alderdoms støttestav! At han var gået hjem og bommand Kjær med familie i seng, erfaredes. At jeg bankede Kjær op med det formål at få hjælp hos ham eller oplysning dertil er sandhed. Men som j. G. Rødder fortæller i samme blad at Kjær skulle tvinges til at ro ud er usandhed. Vi var nok som kunne og ville ro ud til dem som var i livsfare, når vi bare havde kunnet få årer af Kjær, da 2 eller 3 både lå uden for hans hus uden årer. Om han enten var ejer deraf eller for en del overlades dertil. 


At jeg m. fl. i samme skynding resolverede at ringe og banke forvalter Poulsen op er sandt. Og han kom og medbragte årer og benyttede han og vi andre os af samme både, som der var, til at ro ud og redde to mennesker, hr. Nielsen og Frederik Møller, som i lang tid havde siddet eller hængt på pælerækkerne og råbt og skreget om hjælp. Jeg tror det var min pligt at gøre alt hvad som var muligt i sådant tilfælde. Og at det passerede ved denne lejlighed nok på sit rette sted er blevet påklaget, det kan Johan Georg Rødder få sikker efterretning ved politirettens første protokol, hvor han vil erfare førnævntes rigtighed. Fuldstændig som det på førnævnte tid passerede i denne anledning.  

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051)


Redacteurens Anmærkning

Der kan vel efterhånden ud fra Politivennens artikler skrives et lille værk om Bommand Kjær. En ven på Facebook har henvist til Folketællingen fra 1801, og her kan man ved en simpel søgning finde følgende oplysninger:

København, København (Staden), Christianshavn Kvarter, Christianshavns Kvarter, Matr. 389, 1913, FT-1801, A5035

Navn:  Alder:  Civilstand:  Stilling i husstanden:  Erhverv:  Fødested:
Johan Kiær 34 Gift
Bommand
Constance Severine Struck 34 Gift
g Johan Kiær
Anna Erenst Stine [Kiær] 6 Ugift
Maren Cathrine [Kiær] 4 Ugift
Caroline [Kiær] 2 Ugift
Ole Petersen Hald 62 Ugift
Skyder Sælhunde

Man kan vel konkludere at bommand Kiær må have haft nok at se til, udover at skulle passe bommen og badeanstalten. 3 små børn. Af hans andre indlæg i Politivennen ved vi at han fik 2 flere børn, som han godmodigt karakteriserer som "uopdragne". Samt en 62-årig logerende der "skyder sælhunde". På det tidspunkt brugte man mængder af tran til gadebelysning og garvning. Og det fik man bl.a. fra sæler, som der var masser af langs de danske strande, bl.a. ved Køge. Amager var berygtet for sit trankogeri, der skal have frembragt en ganske afskyeligt stank.

Kiær optræder i øvrigt som stamfar til en efterlyst person på Slægt og Data. Ligesom den ene af hans døtre Maren Cathrine tilsyneladende er kendt på Familiesporet.