Forslag til opmuntring for Kaperfarten

(Efter indsendt)

Det er allerede sket et par gange at vores raske småkapere har taget fjendtlige skibe, men for at undgå en nærmende krydser har været nødt til at forlade den erobrede prise og søge tomhændede mod land. I den anledning foreslås at der enten af regeringen eller af patriotiske borgere udsættes en belønning for den kaper der bevisligt har haft et fjendtligt skib i besiddelse, men har måtte slippe det over for overmagten, og således uden egen skyld mistet den langt større opmuntring som opbringelsen af prisen ville have været.

Sabel fra Politivennens tid. Om den har været brugt af en kaper, kan vi ikke vide. Men den kunne meget vel have været det. (Eget foto, Tøjhusmuseet).

Et bedre bevis for en sådan mislykket erobring kunne være at medtage den forladte prises mandskab, eller hvis der ikke var lejlighed til det, kaptajn og styrmand, samt skibspapirerne.

En dobbelt belønning har den kaper gjort sig værdig til i det tilfælde hvor han kunne se den prise som han havde taget med livet som indsats, glide sig af hænde ved at en overlegen fjende nærme sig, og så brændte eller sank den prise han måtte forlade, efter at han som ovenfor nævnt havde medtaget dens mandskab og papirer til uimodsigeligt bevis på, at det af ham ødelagte skib virkelig tilhørte fjenden.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8030-8031) 

Redakteurens Anmærkning

Kapere og priser

Var statsautoriserede sørøvere. Private kaptajner eller søfolk som havde statens velsignelse til at røve og plyndre engelske og svenske handelsskibe. Modsat sørøvere blev de ikke hængt når de blev fanger, men fik status af krigsfanger. Et kapret skib blev kaldt en prise. Kapervæsenet havde eksisteret siden middelalderen. I 1752 havde Frederik den 5. frasagt sig retten til en del af gevinsten, så det kunne være en indbringende, omend farlig forretning. Englænderne var i høj grad afhængig af Østersølandenes korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg. 

Der blev udstedt omkring 600 kaperbreve under Englandskrigene 1807-14. Kaperbådene var mindre skibe, kuttere, luggere og jagter med et par kanoner. Deres fordel var at de kunne sejle hurtigt. Englænderne fik dog efter et par gyldne år for kaperiet hurtigt kontrol over kaperiet. Medvirkende var at kaperne konkurrerede i stedet for at samarbejde. Christiansø var base for de større kaperskibe. Her var et kystbatteri som kunne beskytte mod engelske krigsskibe.

Jacob Augustinus Eberth

Om den ukendte Jacob Augustinus Eberth findes en beretning som stammer fra tjeneste i kanonbådene 1807-1814. Han deltog bl.a. i angrebet ud for Dragør på linjeskibet “Africa”. Beretningen findes at læse i Viggo C. Eberth: Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth. Som er samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 10-12. 

Under kanonbådenes ophold ved Møen, hvor en del af dem havde station, var der en af mandskabet, som skrev et brev til kronprinsen, i hvilket han fortalte om de rædselsfulde råheder og mishandlinger, som mandskabet var udsat for.

Dette brev blev sendt til den øverstbefalende til undersøgelse, og undersøgelsens resultat var for mandskabets vedkommende en opfordring til at forråde, hvem af dem det var, der havde skrevet brevet. Da ingen meldte sig, blev hele mandskabet tampet daglig - formodentligt for at udvikle fædrelandskærligheden - og ganske særlig gik denne aftampning ud over nogle enkelte, hvem officererne havde mistanke til. - Om aftampningens art og voldsomhed kan man gøre sig et begreb derved, at flere af mandskabet blev tampet til krøblinge for livstid. Jeg har flere gange som barn, når jeg fulgtes med bedstefar til Toldboden, hvilket var hans yndlingstur, og vi kom forbi “Larsens Plads”, hvor der dengang endnu var skibstømreri, set ham tale med og give penge til en stakkels krumbøjet og vanfør mand, som var en af dem, der var blevet mishandlet ved Møen, og hver gang sagde den gamle: “i hans bryst banker et hjerte af guld, han har vidst besked, men ikke villet forråde sine kammerater, trods alle mishandlinger”.

Imidlertid var der sluttelig en af dem, som bukkede under for pinslerne og angav brevskriveren, men han fandtes den næste morgen dræbt med lige så mange knivstik i livet som der var menige i kanonbådsafdelingen.

Larsens Plads i slutningen af 1700-tallet ifølge Erik Pauelsen. Statens Museum for Kunst.

Og længere fremme hedder det:

En kaper lå ved Middelfart, og mandskabet havde landlov. Næste dag kom en gæstgiver ombord og fortalte kaptajnen, at kaperens mandskab omtrent havde demoleret hele hans hus.

“Hvad mine folk ødelægger, når de er ude at more sig, det betaler jeg”, erklærede kaptajnen, “men jeg vil se skaden”. Han tog i land med gæstgiveren, men da det viste sig, at der fandtes dør på huset og en kakkelovn i, som ikke var væltet eller nedbrudt, erklærede kaptajnen med dyb overbevisning, at det ikke var hans folk, der havde moret sig her men folkene fra en anden derliggende kaper, og dette viste sig senere også at være rigtigt.

På marchen gjorde man holdt ved en kro hvor officererne gjorde sig tilgode, men da de var færdige, vilde værten have penge for sine varer, og dette fandt officererne var en så grov fornærmelse, at den burde straffes exemplarisk. 

Mandskabet blev kommanderet til at gribe værten, klæde ham af, binde ham til et træ og derefter gennempiske ham. Dette var i vort eget og ikke i en fjendes land.