24 marts 2015

Ønske til Bestyrerne af den danske Porcelænsfabrik

(Efter indsendt)

Nordamerikas uafhængighed begyndte med at en del af deres patriotiske borgere tog en fast beslutning om ikke at ville drikke te. Og med enigt borgersind overholdt de det, da England pålagde en forhøjet told på samme. Hvor megen afhængighed kan de mindre nationer ikke forskaffe sig imod de større, når man bestemt kunne enes om ikke at bruge visse overflødighedsartikler, og hvor megen velstand kunne man ikke tilvejebringe i sit eget land, ved at fremstille det hos sig selv, som man nu betaler skat til andre nationer for. 


Denne sætnings udvikling er ligeså overflødig som vidtløftig. Jeg vil straks gå til den genstand jeg ville tale om.

Vores forfædre, og det for ikke så længe siden, spiste på tin, og almuen på ler og til dels træfade, fabrikerede i ladet. Tinnet fik vi vel for en dels vedkommende fra England. Men imidlertid havde det den store fordel at vare evigt. Og arbejdslønnen til at forme det til skåle, fade, tallerkener osv. blev alt sammen tjent i landet. For nuværende kan ingen såkaldte skikkelige folk længere spise på tin. Ja kommer man ud på landet hos bønder og den mindre almue, har det engelske stentøj såvel fordrevet det mere simple lertøj som det varigere tintøj hos de fornemmere.


Man kan ikke forlange at velklædte personer skal spise af tin, i hvert fald ikke min kone, og min pige vil ikke holde det rent. Forskelligt service af tin, kobber og porcelæn fra Politivennens tid (Eget foto. Nationalmuseet)

Man har vel gjort adskillige forsøg på at anlægge fajancefabrikker i Danmark. Men de er alle som så mange andre fabrikker døde på grund af den høje arbejdsløn hos os. Og den mangel på patriotisk ånd ikke at ville det indenlandske så længe det ikke har nået den fuldkommenhed som udenlandske fabrikker kan lave på grund af deres længere drift og kraftigere understøttelse af nationalrigdom osv. Og derfor bliver vi evige slaver af at købe det fremmede.


Indsenderen er også blandt dem som ved det engelske bombardement har fået meget sønderslået, blandt andet tallerkner, fade osv. Nu vil jeg gerne være patriot og ikke købe engelsk stentøj. Men jeg er på ingen måde i stand til at få andet at spise på, med mindre jeg skulle købe det alt for kostbare porcelæn, og det har jeg ikke råd til. Tintøj er ikke at få, og om jeg havde kunnet få det, så kan min kone ikke lide det. Og mine pige ville ikke holde det rent. Hvorledes vil det gå os dersom omstændighederne blev sådan at der slet ingen tilførsel blev af engelsk stentøj? Dette giver mig anledning til et forslag.


Unægteligt har den danske porcelænsfabrik gavnet landet uendelig meget. Og lad være det koster regeringen mere end det indbringer, så er dets produkt dog unægtelig en meget betydelig nationalvinding. Og dets nytte tror jeg er langt større på de almindelige og simplere sorter end på de fine og kostbare varer.


I betragtning af forestående tror indsenderen at kunne gøre et for landet såre vigtigt forslag til direktørerne for porcelænsfabrikken: Det var om samme ville lægge en plan, og iværksætte den, til at fabrikere et slags meget simpelt, om man ville så kaldte det, nationalporcelæn. Det blev naturligvis dyrere end fajance. Men det måtte være meget lettere køb, end som porcelænet er nu. Tallerkenerne kunne være mindre og ikke så massive. Måske massen ikke behøvede at være så fin. Der måtte anbringes mindst muligt malning derpå. Kort sagt, alt anvendes der kunne gøre det kønnere.


For nuværende koster en meget skrøbelig engelsk stentøjstallerken 10 skilling. Når fabrikken kunne levere sådant gods som omtalt for 12 skilling, ja var det også noget mere, 1 mark eller dyrere, så kan der ingen tvivl være om at det ville fortrænge det fremmede. Og ved den stærke afsætning som fabrikken ved dette uforbigængellige ville få, kunne det måske med tiden levere det for et bedre køb.


Ser vi alene på artiklerne kaffe- og tetøj, så har den mest simple slags af disse næsten over hele Danmark fordrevet det kinesiske, uagtet at danske tekopper er noget dyrere. Men det ligger i andre omstændigheder, at når man slår enkelte stykker itu, så kan man nemmere holde det komplet, fordi mønstret er ens eller at man kan få enkelte stykker af det mønster man vil have.*)


Porcelænsbordstel til stads har endog for det meste fordrevet det kinesiske. Men det er kun for de formuende.

*) De engelske fajancefabriker begyndte at købe kopper i samme smag som porcelænet. Og skønt de er meget ringere i godhed, så på grund af deres lette køb, begyndte de fra neden af at fordrive såvel kinesisk som dansk porelæn. Kulørt fajance er vel forbudt at indføres og skulle være smuglervarer. Men hvilke af disse slags love overholdes?


(Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7957-7965)

Redaktørens Anmærkning

Christian den 7. brød sig ikke om porcelæn, men blev overbevist af enkedronning Juliane Marie om at udstede et privilegium til Frantz Henrich Müller om at fremstille porcelæn i 1775. (Et stel er opkaldt efter hende). Til porcelænsfremstilling behøvede man feldspat og kvarts fra Norge og kaolin fra Tyskland og Frankrig. Det blev til den senere kongelige Porcellænsfabrik der startede på Købmagergade i 1795. 

Ludvig Manthey var i 1800 efter kongelig befaling sendt til udlandet for at studere porcelænsfabrikation. Han var adminstrator for fabrikken 1796-1812. Bombardementet beskadigede fabrikken uden at ødelægge den. Efter Müllers død i 1820 forfaldt fabrikken noget. Først da tyskeren Gottfried Garlieb blev administrator begyndte for alvor en dansk fabrikation. Den senere administrator Carl Wilhelm Bergsøe var ophav til Velhelm Bergsøe, men det er en anden historie.