30 marts 2015

Nytte for Sjælland af den nærværende Krig.

Hvor problematisk denne overskrift end vil synes mange, er det dog unægteligt at Sjælland, den eneste provins der hidtil har følt, og vi bør både håbe og tro den eneste der vil i nogen grad komme til at føle krigen, ikke alene har haft gavn af den, men mulighed til endnu større.

Den omstændighed at krigen gør det nødvendigt at der står en betydelig krigsmagt på Sjælland, har haft til følge at agerdyrkernes varer holder sig i en pris der rigelig lønner hans møje, mens regeringens forsorg har modarbejdet og bliver kraftigt ved med at modarbejde, at den ikke skal blive mere trykkende end uundgåeligt for indbyggerne i de sjællandske byer.


Sjællænderne, og jeg mener jordbrugerne som den talrigeste klasse, er altså på dette område heldigere end de andre provinser hvor priserne er langt lavere, hvilket vel
gavner købstadsmanden, men ikke den store jordbrugerklasse.

Men krigen har muliggjort endnu større fordele for Sjælland. Man ved at for alle de skønne arbejder, der så højlig befordrer et lands opkomst, indenrigshandel og samfærdsel, og gavner dets forsvar, fx gode vejes anlæg kanaler, udgravning af trækfløjtegrave, udgravning af moser og søer osv. er mangel på hænder den hindring, som næst efter pengemangel mest modsætter sig. Men hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, bortfalder denne mangel af sig selv.


Hvor der er en hel hær af raske, kraftfulde krigere, er der masser af hænder til at grave fx gode vejes anlæg, kanaler, trækfløjtegrave, moser og søer osv. (her er det Havelse Å der er lettere udgravet. Dog i moderne tid. Eget foto).

Hvad her er sagt, kan naturligvis kun forstås når og hvis troppernes militære formål tillader at deres kræfter og arme bruges til sådanne foretagender, der med al deres ypperlige nytte dog her kun kommer i betragtning i anden række.


Hvor nogle tusinde arme, ligesom fordum de romerske legioners, når fjenden ikke truer, beskæftiges med ovennævnte nyttige arbejder, der går det rask fra hånden. De første og skønneste landeveje Europa havde, blev lavet af soldater.


Et tusinde par marvfulde armes kraft kunne snart tilvejebringe en række af trækfløjtegrave, uden kostbare sluser, uden større dybde end to alen, afbrydende, hver gang jordsmonnet ikke længere tillod et og samme vandspejl mellem Roskildefjord og København. Tolden på denne vandvej, der forbandt så meget af Sjællands nordlige del med København ved en så let måde, ville rigelig betale indkøbet af grundene og den tillæg i lønning, som de dertil brugte soldater skulle have. De amter, hvorigennem sådan vandfart lagdes ville desuden så herligt gavnes derved, at de med al rimelighed burde bidrage dertil.


Jeg har kun nævn en ting og kun beskæftigelse for 1.000 mand. Dette var nok til et eksempel og nok sagt, hvis tanken værdiges det allerhøjeste bifald, som jeg er så dristig at håbe.


(Politivennen nr. 503, 19. december 1807, s. 8091-8094)