05 april 2015

Et Par i denne Tid højst vigtige Borgerpligers Indskærpelse

(Efter indsendt)

Vi har for øjeblikket to ydre fjender. Dem har regent og folk med forenede kræfter at bekæmpe. Men der er endnu to andre fjender i landet midt mellem os, i vores stæder og landsbyer, i vores huse, i vores selskaber, hvis alvorlige bekæmpelse er pligt for den fornuftige, oplyste og velmenende borger, og en pligt som han vel kan undlade uden at indkassere offentlig straf, men ikke uden at straffes med den skrækkeligste bevidsthed at have forsømt, at gøre sit til det anfægtede fædrelands redning.


1.) Den første af disse fjender er hemmelige spioner, hvad enten de er indfødte eller fremmedfødte. Regering og politi kan gøre alt hvad der står i deres magt for at opdage dem, og dog ikke nå deres mål fuldstændigt, hvis enhver redelig mand ikke iler dem til hjælp med det. Højlig er det derfor at ønske at enhver vil være yderst opmærksom på enhver fremmeds tale og handlinger, efterspore deres gerninger og forbindelser. Og ved endog den allermindste mistænksomhed straks angive det for politiet eller vedkommende autoriteter. Også på indfødte der er i slægtsskab, svogerskab eller anden forbindelse med fremmede, er sådan opmærksomhed højlig at anbefale. Ligesom på enhver anden, der gør sig mistænkelig. Vi har en uhyre mængde af svenske og nogle engelske iblandt os, som vi bør give nøje agt på. Men også andre fremmede selv af fredelige nationer bør ikke lades af øje.


2.) Det andet slags fjender er vores alarmister. Dertil regner jeg ikke blot dem som opdigter afskrækkende rygter, men også dem, der dadler os, dadler vores nation, vores regering, vores tapperhed, vores statskræfter, vores foranstaltninger. Højligen er det en regering til ære, at den ikke imod dette slags statsutøj griber til det forslidte og ikke alene uoverholdelige, men om det kunne overholdes skadelige middel at forbyde politisering i selskab. Sådant forbud hindrer en regering fra at erfare mange gode vink. Det hindrer gode borgere fra at opflamme til det gode, og udbreder en skummel og styg nedslåethed og ligegyldighed, mens de ildesindede ville hviske at sådant forbud røber en mådelig bevidsthed.


Nej, her er det blot den gode borger, der skal virke, når hver sådan ikke tillader sådan tale at fremføres i hans nærværelse, men gendriver og straffer disse sladdervæsner med den varme, som sagen kræver, og tillige opfordrer de nærværende til at virke for landet i stedet for at føre unyttig eller skadelig sladder eller høre på den, da skulle sådanne alarmister skamfulde stikke piben ind og en herlig borgerånd besjæle vores tale som vores handlinger! Det ske!


(Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8327-8329)