02 april 2015

Et Råd til vore Professionister, Kunstnere og Bodholdere

(Efter indsendt)

Ofte, men især på denne tid, klager håndværkere, kunstnere og bodholdere over mangel på folk. Hertil er råd.


Hvorfor skulle vi danske ikke kunne gøre hvad der sker andre steder, nemlig bruge kvinder i mange af de forretninger og arbejder som hidtil alene holdtes mænd til.


I Frankrig ser man kvinder på værkstederne og i fabrikkerne ved siden af mændene. I England er det samme tilfældet og ligeledes til dels i Tyskland. Her hvor fordomsfrihed hersker langt mindre end i Tyskland, hvor regeringen ophæver alle laugspedanterier, her måtte det endnu lettere end der kunne indføres at gøre kvinder delagtige i mange af livets sysler, hvorved de ville kunne fortjene anstændigt udkomme, og forretningerne på den anden side vinde arbejdere der i flid lignede og i stadighed og ædruelighed overgik mændene.


Hvorfor skulle kvinder ikke arbejde i et bogtrykkeri? Lære urmageri? Barbere, sidde på et kontor, besørge en butiks dont, fuldkomment så godt som nogen mand? (Borgerdagligstue på Politivennens tid. Fruentimmeret sidder passivt ved sit sybord og kigger ud på verden udenfor. Og det blev hun for så vidt ved med det næste halve århundrede. Eget foto. Nationalmuseet).

Hvorfor skulle en sætters kone ikke kunne stå ved siden af ham i et bogtrykkeri? Hvorfor skulle danske kvinder ikke kunne lære urmageri såvel som franske? Hvorfor skulle de ikke kunne barbere, ikke sidde på et kontor, ikke besørge en butiks dont, fuldkomment så godt som nogen mand?


Når selvforsvar kalder mænd til våben, bør da alle forretninger alle sysler, alle håndværk, alle kunster hvile? Bør da alle boddøre lukkes og stæderne være som øde? Nej, vi har kvinder, lad os vise, at vi anser dem lige med os, og de ville vist svare til sådan tiltro.


(Politivennen nr. 514, 5. marts 1808, s. 8266-8267)

Redacteurens Anmærkning

Jeg har valgt at bringe denne artikel som ellers mest drejer sig om holdninger fordi den forekommer mig usædvanlig for sin tid. Måske er artiklen inspireret af Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Woman (1792) som udkom på dansk Quindekjønnets Rettigheder forsvarede få år før, i 1801. Det er borgerskabets kvinder der her skrives om. For kvinder på landet og arbejderfamiliernes kvinder arbejdede i den grad, også til overmål i fabrikkerne eller som tjenestepiger. Men borgerskabets kvinder havde ikke adgang til uddannelse, juridisk myndiggørelse og ret til erhverv. De var i det hele taget ikke anerkendt som selvstændige individer. Ugifte kvinder fik først i midten af 1800-tallet en vis juridisk selvstændighed, men ved giftermål blev de juridisk umyndige på linje med børn. De kunne ikke vidne i retten eller råde over egen formue eller indtægt. Forældremyndigheden over børnene var mandens. Artiklen er også skrevet et halvt århundrede før kvindebevægelser udsprang fra de bedrestillede lag og intellektuelle kredse. I Danmark markeret ved Mathilde Fibigers Clara Raphael. 12 Breve (1851). I 1871 blev Dansk Kvindesamfund stiftet. I 1885 Kvindelig Fremskridtsforening. I sidste halvdel af 1800-t. fik arbejderbevægelsen en "proletarisk kvindebevægelse". Som et kuriosum er artiklen bragt 5. marts, altså 3 dage før den langt senere internationale kampdag.