10 april 2015

Nogle meget stygge Vindebomme i Frederiksalle

(Efter indsendt)

Kongen har til en vis grad lukket Frederiksberg Alle for kørende, og derved gjort denne spadseregang både behagelig og tryggere, da vognene ofte sendte de vandrende slemme støvskyer over hovedet. Og mangen yndling der ikke tænke stort mere end det øg han red på, syntes at ridtet ikke kunne smage ham, når han ikke kunne tumle sig med det i sidealleerne. Men der er opstået en meget slem ubehagelighed ved denne anledning som i en betydelig grad formindsker behageligheden af denne yndige spadserevej. Ja som allerede har forårsaget mange smertelige [krænkelser] og meget tilsjasket stads.

Det er den forandring som er gjort på de omløbende svingler for at gøre en hests gennemjag mere umulig. Formålet er vist nok aldeles opnået ved denne nye indretning, hvis det blot var det anførte. Men da menneskenes bekvemmelighed vist må også have været med i forestillingen, så tør disse med anstændig frimodighed tale for sig. Dersom nogen selv et par timers tid om søndag eftermiddag ville være tilskuer ved disse svingler, ville man se at de kræver ikke blot en behændighed og færdighed, men også en sikker fod mod at glide. En førlighed der ikke er over en vis grad, og især den største varsomhed hos den gravide og hos de vandrende, hvem svinglens arme rækker til halsen. Hvorledes faren nu er for den gamle, den svage, den frygtsomme kan man let forestille sig, ligesom hvor let klæderne i denne klemme og under den varsomhed og skysomhed her må parres, tilsøles især i regnvejr.


Frederiksberg Alle. Den spadserende generes af støvskyer, jagende ryttere og tilsøling. Især gravide, ældre og svage har det slemt. (Eget foto 2015)

Man har to andre måder at holde heste og kvæg fra en fodvej. Nemlig 1) ved vinkler som på den af hr. kammerråd Bjerg anlagte fodvej ved siden af Strandvejen. 2) Ved selvlukkende døre som ved Sorgenfri o. lign. Begge er de meget at foretrække for svingler, der selv om de endog har færre arme end disse og ikke tværtræer mellem armene, dog er farlige og frygtelige nok.

Man har endnu et gammel værn for fodveje mod heste, mod uvante ryttere og andet kvæg der langt overgår alle de foregående og uden at medføre fare er god for alle slags fodgængere. Det er også det ældste middel og endnu i brug hos landmanden. Skønt af hvad årsag vides ikke hvorfor det synes bandlyst fra egnen omkring København. Hvad her hentydes til er ikke andet end et gærde. Denne sande bom for en rytter og middel til behagelig overgang for fodgængeren.

Det forstår sig at der gives bondegærder der er farlige. Men enhver ved at et gærde kan indrettes som den mageligste trappe uden at forfejle sin hensigt.

At derved undertiden en nysselig fod og måske en velhøjnet brist, ja muligt et par velafmålte ankler kom til syne vil dog ingen her på tid og sted indvende imod mig. Hvis det sker, skyder jeg straks sagen ned for det køn der så tydelig viser sin yndest for en vis grad af blottelse, at det koster mange helbred, mange ubrugbarhed og forhæsligelse af enkelte lemmer.

Gærdet bør af danske romanskrivere, danske ballademagere, erotiske digte osv. holdes i hæder og ære. Og i den levende verden i den naturelskende del deraf i det mindste, var gærdet ofte stifter af elskernes lykke. Her så han hende komme stigende som ned af en trone, her modtog hun første gang hjælp af hans raske arm, der skjalv så forunderlig. Her måtte dog endelig den så forbitret forseglede mund åbne sig for at sig "tak" og "tak selv" eller ingen "årsag" osv. 

Dog dette er at gå for langt unden om og uden videre tros det at man indrømmer gærdet fortrinnet.

(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8482-8486)