09 april 2015

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere, at det skorter på Hænder

Jeg har næsten hørt alle de landbrugere jeg kender beklage at de ikke kan få hænder nok til deres gerning, eller at det i det mindste holdt meget hårdt at få dem.

Jeg kender en mand der må give 30 rigsdaler for hver favn brænde han bruger og 8 rigsdaler for hvert læs tørv. Denne samme mand ejer selv en tørvemose som ligger ubrugt. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke gravede tørv. Svaret var: Hvor skal jeg få hænder fra?


Jeg ved mænd af formue der indser hvad herlig nytte kanalers gravning, notabene trækfløjtekanalers eller grøfter, ville gøre Sjælland, der tilstår at dette var mere fordelagtigt for dem at sætte deres penge i, end enten i handel, jordegods eller kaperudredning. Men det der med jernarm holder dem tilbage er at de forudser at de ikke vil få hænder til gerningen.


Vistnok må meget arbejde savne hænder, hvor en uretfærdig angribende regering nøder landets fyrste til at indkalde størstedelen af de våbendygtige indbyggere til krigsøvelser. Dette indser enhver god borger at være nødvendigt. Og om han end beklager sig, er han dog så langt fra at klage at han tværtimod glæder sig ved forsvarsvæsenets krav. Ikke tvivler heller nogen på at al denne stedelse til markarbejde af vore armføre krigsfolk, der kan bestå med de end vigtigere betragtninger, jo vil tilstås af en landsfader som vores. Men der er også hos os flere årsager til vores landbrugeres savn af arbejdere, end den nævnte. Årsager der lettere kunne hæves og der virkelig bør ønskes hævede så snart som muligt.


Disse årsager er 1) Det er alt for let for vores fattige almue til at kunne leve som almisselemmer uden at bestille synderligt, på de andre arbejdende medborgeres bekostning. 2) Tiggeriets langtfra endnu ikke nok underkuede drift der atter er et middel for dovne kroppe til at skaffe sig udkomme på de flittigeres pung. 3) En misforstået skolegangsiver hvor denne finder sted. 4) Adskillige fordomme som burde søges udryddede. Endelig 5) Mangel på en politilov som tilholdt engang årligt at undersøge hvad enhver som der ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadigt næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.


Gennemgår vi nu disse ovennævnte årsager (muligt gives der udgiveren ubevidst endnu flere) hver for sig, så vil vist ingen, der kender noget til vores fattigere almues moral, der ved hvorledes den endog næsten sætter en ære i den væmmeligste skindovenskab, nægte at det jo var godt om


A) Det opretholdes strengt af alle fattigvæsner på landet, at ingen arbejdsfør og duelig person, hvad enten det var mand, kvinde, dreng eller pige, blev tilstået almisse så snart nogen i sognet havde tilbudt dem arbejde som de ikke ville udføre. Jeg kender gårdejere der ikke kan få raske stærke husmandskoner, af deres egne huse endog til at bryde møg eller køre harve. Men gå til præsten og der modtage almisse, det gider de dovne kvinder. Jeg foreslår derfor at navnene på alle, der nyder almisse eller har søgt om almisse, skal skrives op på en tavle og denne ophænges i kirkens våbenhus. Og når da nogen landmand af sognet meldte sig hos fattigvæsnets forstandere at han havde arbejde for nogen af dem der stod på tavlen, skulle almissen uden mindste tosset barmhjertighed fratages dem, og de henvises til den der forlangte dem. Ja hvis de ikke ville dette, stolende måske på tiggeriets toge rundt om i landet, da skulle de uden skånsel sendes til nærmeste tvangsarbejdshus på en efter omstændighederne bestemmende tid. Almisse tilhører den forladte trængende gamle, den hjælpeløse syge, vanføre og krøblingen og det forældreløse eller plejeløse barn. Fra disse stjæles alt hvad der gives den, der kan arbejde og kan få arbejde, men som heller vil være ørkesløs eller af nykker og dovenskab driver sådant arbejde som ikke kan brødføde. Et fattigvæsens pligt er at drage den største omhu for at mindske almisselemmernes tal, at lette almisseydelsen for de arbejdende og at udbrede stræbsomhed og erhvervsomhed i ladhed og pjaltestoltheds sted. Følges det her gjorte forslag og påses ovenfra, hvorledes fattigvæsnerne drager omsorg for at forvandle almisselemmer til arbejde, da vil meget være gjort til at afhjælpe landmandens så beklagede savn af hænder


(Fortsættes)


(Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453)

"Naboerne". illustration fra Illustreret Tidende, 11. december 1859.
 

Om den Beklagelse man man i disse Tider ofte hører af Landbrugere, at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526)

B) Den anden hovedkilde til arbejdsvillige (jeg siger med vilje ikke arbejdsduelige, for disse mangler ikke så meget) armes savn er - at  tiggeriet endnu stadig florerer hos os.


Hvorledes vil man råbe, florerer tiggeriet? Hos os? Hvor de bedste og bestemteste forordninger forbyder det strengt?


Ja, desto værre florerer tiggeriet desuagtet endnu, og bliver ved med det, så længe selv de over almuen højnede klasser i nationen endnu ikke i almindelighed har højagtelse nok for arbejdsomhed, eller selv sætter en ære i at være flittige, eller føler væmmelse for dovenskab og for den dovne, om han end var stor af byrd, eller af embede eller af formue. Vist nok florerer tiggeriet endnu i Danmark når man ikke engang i København kan få det udryddet. Når pøbel, ja selv hvad der er lidt derover, på hovedstadens gade tør rive tiggeren løs fra de fattigfogeder, der efter pligt, efter ordre, opbringer dem. Ikke for at føre den hen under den pisk de blot for deres ladhed vel havde fortjent at smage, men for at føre dem til arbejde og til at blive gavnlige mennesker. Vist nok er Danmark endnu en skøn jordbund for tiggeriet. Og vil forblive det så længe vores fruentimmer af alle klasser, i hovedstaden som overalt i landet, tager tiggeren og tiggersken i deres mægtige beskyttelse, hører på deres klagemål over de fattiges forsørgelse, og deres fornærmende løgne mod fattigvæsnets bestyrere. Og efter at have med en almisse (given mod selve regeringens offentlige ønske, utidig, ufornuftig, unødvendig) ved døren betalt disse skønne efterretninger, tror sig berettigede til at laste over langs og tværs, hvad de hverken kender eller agter at gøre sig umage for at kende.


Sålænge ladhed ikke i alle arbejdende eller formuende klassers øjne anses som en skændsel, behandles som en skændsel og omtales som sådan, sålænge vil ladhedens datter, tiggeriet huses og hæles hos os.


Det strengeste opsyn bør anvendes overhovedet af alle embedsmænd, der har at arbejde mod denne statskræft. Tiggeren bør uden mindste skånsel bringes i tvang, hvis han ikke er enten 1) et aldeles alderssvækket menneske, eller 2) et sygt menneske, eller 3) gal, eller 4) et barn. Disse 4 her undtagne arter af tiggere bør landet alligevel ikke, ved almisse for døren, komme til hjælp. De bør alle hvis de træffes med tiggerposen, anholdes, men på en lempelig måde, for at bringes til de plejesteder, hvor de hver efter sin tarv henhører.


Ligesom denne strenghed er lettere at iværksætte på landet end i en stor stad, fordi man der kan vide alle tilhold, hvor sådant tiggerpak får nattely (og mod sådanne huses eller gårdes ejere burde bestemmes en stor straf hvis de ikke straks underrettede sognefogeden om tiggernes ankomst osv. for at denne ufortøvet kunne træffe de fornødne midler til at tage personerne), så er den også der af yderste vigtighed. For dels er nationens hang til gavmildhed, godgørenhed og hjælpsomhed større på landet, dels anses et stykke mad der ikke for noget, når man har det at give, og modtages gerne af landtiggeren, fordi han dermed kan drive handelskab med andre fattige der endnu ikke er sunkne ned til ham. Dels driver frygt ofte almissen frem, da man har hørt så mange ildebrande tændt af modvillige og arrige tiggere, at man tidligere ligeså ofte tilskrev sådanne indtrufne ildsvåder som den gamle mordbrænder tobakspiben. Til disse to oprindelser begynder man i senere tid at føje en tredje: Lyst til at se hvad man ejer således fortæret af ilden, at man bliver rigere efter end før.


Ved udflytningen, især hvor denne som almindeligst er sket i enkeltstående gårde, er denne frygt for tiggerhævn med hvilken sådan udskud ikke sjælden tør tillade sig at true lydeligt, endnu en vægtigere drivfjeder til at give, ligesom ulykken også der (for den der ikke har høj forsikring) er så meget større, da hjælpen er længere borte end i landsbyer, eller i parvis eller i klyngevis stående udflyttergårde.


Man vil sige at her glemmes den sunde og raske der ved et pludseligt uheld er sat ud af stand til at skaffe enten sig selv, eller måske tillige en flok børn, den for øjeblikket til livets ophold nødvendigste føde. At sådan tigger kan tænkes, at han endog i retslæren er mærkelig, fordi han der fremstilles som den, der, hvis intet gives ham, kan begå et tyveri, uden at blive strafbar, er unægteligt, men sjældent vil han blive, om han endog nogensinde kan findes, inden Danmarks enemærker, og kun i en meget kort afstand kunne, i et så sjældent tilfælde som nødværge med sveltning kan være, tiggeri blive, for samme nødvendigheds øjeblik, undskyldeligt.


Men sådant kasnisteri/kasuisteri er noget som næsten ikke burde nævnes. Ikke hårdhjertethed og uhjælpsomhed er vores nations fejl, men en overilet , ubedømmende og utidig medlidenhed.


(Fortsættes)


(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478)

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526 og 528)

Har man opnået de to hidtil omtalte midler til at få de mange hos os hvilende arme til at gribe nyttige arbejdsredskaber, nemlig 1) skarpere overvågning mod uretfærdig uddeling af almisse til den dovne, 2) strengere opsyn mod tiggeriet, så kommer endnu et tredje middel at tilbyde sig, nemlig årvågenhed mod en misforstået skolegangsiver, hvor denne finder sted.


Jeg forudser at man vil råbe højt over den formastelige, der synes at ville sige: at man hos os kan drive og har drevet skolegangsiveren for vidt, og at den altså burde mindskes.


Skolegang i Norge i 1840'erne. Men i Danmark var det det samme: Katekisation. I midten står degnen formentlig med Pontoppidan. Særlig ivrige ser eleverne nu ikke ud på billedet.

Men jeg tør desuagtet med den anstændige frimodighed loven kræver, benytte mig af hvad den giver: Ret til at sige min mening i den bedste hensigt om denne så vigtige sag. Jeg ville ønske at det ikke for mange tider siden var betragtet som nødvendigt ved lov at bestemme forældre til at lade deres børn søge skolen, at lade dem gå der så og så længe, i den og den alder osv. Bedre og nemmere tror jeg at man ville have opnået den hensigt man havde og som vist nok var god, ved at pålægge forældrene en vis og klækkelig afgift til stedets skole og voksende i et vist forhold med børnenes antal. Men at man desuden havde tilladt forældrene at holde dem hjemme til nyttigt arbejde, hvis de syntes det. Eller med tavshed forbigået den sag og slet ikke pålagt nogen skoletvang. Herved ville formålet været opnået i en betydelig grad. Skulle man betale til skolen, så ville man også have gavn deraf, såvidt det stod i ens magt. Det bedre udkomme skolelæreren således havde fået, ville have gjort ham mere agtet, og denne agtelse ville også have gjort hans lærdom agtet, og desuden forøget lysten til at skaffe sine børn den. Desuagtet havde forældrene da ikke været under en tvang til at lade deres børn søge skolen, der fra mange sider kan forbitre deres liv, der betager dem det fortjenstfulde i selv at have været ivrig for skolegangen, røver dem en hjælp som synes naturlig at tilhøre dem, og åbner mulighed til et slags plageri som kan være højst krænkende, netop for den skønne maskes skyld, det er i stand til at påtage sig.

Hidtil er talt om sagen generelt uden at tænke sig de to omstændigheder formuenhed eller uformuenhed (fattigdom og ned til armod), betragtede hos skolebørnenes forældre. Men disse giver tingen et ganske forskelligt lys.


I vores hårde klima der kræver mange fornødenheder at selv en almisselems gang- og sengeklæder bliver en sum. Her hvor der ikke blot ved mange klæder skal sikres imod den legemet omgivende luft, ved fjerdyner sørges for, at man ikke fryser ihjel i søvne, hvor der skal spises og drikkes klækkeligt, fordi kulden medfører lysten, og hvor oven i købet selve den luft man skal opholde sig i, må opvarmes osv. osv., her er arbejdsomhed den vigtigste af alle dyder og arbejdsfærdighed den vigtigste lærdom der kan erobres. Dette gælder i det hele, i det mindste burde det sandes i det hele, for den som nu er formuende kan blive fattig! Det barn der nu klædes i fine klæder kan tabe alt hvad forældrene efterlader ham - vel ham, om de da har sørget for at et levnes ham, arbejdsomhed og arbejdsfærdighed! Dog sådan tænkemåde hos formuende forældre er sjælden! Men har den uformuende den ikke, da trefold ve hans barn i tiden!


På landet har denne betragtning også fra Arilds tid været så naturlig hos almuen, at man meget tidlig har set bonden bruge sin dreng i bondegerningen, og den flinke bondekone har også taget tidligt gavn af sin tøs. Derfor blev rigdom på rigdom på børn en rigdomskilde for huset, og moralen vandt derved en ny erobring. Den skændende frygt for en talrig afkom, der endog tør ytre sig højt i ladhedens mund, kendte vores arbejdsomme landbo ikke til. Men på den anden side må det vel tilstås at ingen her bedre kan være dommer end far og mor om alderen når barnet kan gøre den og den gerning og om nødvendigheden af at den eller den gerning gøres nu, hvad enten det er skoletid eller ej. Det modsatte får modsatte følger.


Hvad er bedst: Enten en bondedreng der kan pløje, så, harve, tromle, køre, hugge osv. men kun tarveligt læse og skrive, eller en der læser og skriver som en professor, men intet kan af bondegerning, eller kun usselt, må sand patriotisme dømme.


(Fortsættes)


(Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502)

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526, 528 og 529)

Den fjerde opgivne årsag (se nr. 526) var: Adskillige fordomme som burde søges udryddet.
Disse fordomme er sandelig mange: Og så mange fejlende dele af almueopdragelsen og af almueomgangen stiler til at skabe enten arbejdslede i almindelighed, eller en tåbelig indbildning om et arbejdes ærefuldhed og et andet foragt eller en stolthed af at ens børn ikke behøver at arbejde hos andre eller tjene. Endelig alle de tåbelige begreber om tjenerstanden vores almue er fuldpakket med - at man næsten kom til at gennemgå det hele landalmues osv hvis han ville her være fuldstændig.


Synderlig skade er de ikke alene på landet, men i alle stæderne, København iberegnet herskende fordomme mod børns tidlige anbringelse i andres tjeneste til duelighed, hårdførhed og undværelsers overvindelse. Den almindelige almuemening og ytring at barnet nemlig er aldrig bedre end hos forældrene. Den mening der så ofte skurrer i tænkernes ører: Han kan tids nok komme til at lide ondt, lad ham nu nyde det gode hans forældre kunne gøre ham - forenede med det skønne påskud: Man kan jo dog ikke andet end lade ham gå i skole - peger vil til hovedårsagerne af det særsyn Danmark frembyder at det nemlig er det land, hvor man sjældent ser børn satte og antagne i tjeneste. For landmanden har også en fordom mod at tage drenge eller piger i sin tjeneste. Det samme gælder om vores søfolk. I England er drengene omtrent 1/3 af det hele forenede antal af søfolk. I Danmark er drengene næppe [Ulæseligt, men sandsynligvis 1/tocifret tal].


Dog man kunne næsten her spørge hvem har ret til at bebrejde almuen sine fordomme, for hvem arbejder på ved skrifter at skaffe ham af med dem?


5) Endelig kommer vi nu til den femte årsag til den almindelig følte mangel på hænder. Savnet af en politilov som påbød en gang årligt at undersøge hvad enhver som det ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadig næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.


En sådan velgørende politilov er ikke i nogen af de nyere stater. Men tredobbelt held den stat der indførte den hos sig. Frygten for dette regnskab ville lidt efter lidt formindske og endelig så godt som tilintetgøre tyvenes, hælernes, skøgernes, ruffernes, dagdrivernes, spillernes og alskens bedrageres nu overalt talrige hære.


Den som angav at forfærdige noget slags arbejde hjemme hos sig selv og deraf at leve, måtte bevise at han virkelig havde fået netop sådant arbejde betalt, og med så meget at han deraf kunne leve. Den som angav at arbejde hos eller for andre, måtte skaffe disse folk frem. Den som påstod at studere måtte ved forældres eller formynderes attester bevise at penge til udkomme tilflød ham fra dem, osv.


Ikke alene ligefrem på alle døgenigterne ville denne lov virke, men kraftigen også i alle klasser og alle tider ville den hævde den moralske følelse af menneskets pligt til at æde sit brød i sit ansigts sved, eller at enhver bør anvende sin tid til noget nyttigt, at skaffe sig færdigheder, hvormed han kan fortjene livsophold for sig og andre. Dagdriveri ville ikke længere kunne undgå den fortjente foragt. Arbejdsom blev et hædersord, og klage over savn af hænder ville aldrig høres


(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532)