Jeg har næsten hørt alle de landbrugere jeg kender beklage at de ikke kan få hænder nok til deres gerning, eller at det i det mindste holdt meget hårdt at få dem.
Jeg kender en mand der må give 30 rigsdaler for hver favn brænde han bruger og 8 rigsdaler for hvert læs tørv. Denne samme mand ejer selv en tørvemose som ligger ubrugt. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke gravede tørv. Svaret var: Hvor skal jeg få hænder fra?
Jeg ved mænd af formue der indser hvad herlig nytte kanalers gravning, notabene trækfløjtekanalers eller grøfter, ville gøre Sjælland, der tilstår at dette var mere fordelagtigt for dem at sætte deres penge i, end enten i handel, jordegods eller kaperudredning. Men det der med jernarm holder dem tilbage er at de forudser at de ikke vil få hænder til gerningen.
Vistnok må meget arbejde savne hænder, hvor en uretfærdig angribende regering nøder landets fyrste til at indkalde størstedelen af de våbendygtige indbyggere til krigsøvelser. Dette indser enhver god borger at være nødvendigt. Og om han end beklager sig, er han dog så langt fra at klage at han tværtimod glæder sig ved forsvarsvæsenets krav. Ikke tvivler heller nogen på at al denne stedelse til markarbejde af vore armføre krigsfolk, der kan bestå med de end vigtigere betragtninger, jo vil tilstås af en landsfader som vores. Men der er også hos os flere årsager til vores landbrugeres savn af arbejdere, end den nævnte. Årsager der lettere kunne hæves og der virkelig bør ønskes hævede så snart som muligt.
Disse årsager er 1) Det er alt for let for vores fattige almue til at kunne leve som almisselemmer uden at bestille synderligt, på de andre arbejdende medborgeres bekostning. 2) Tiggeriets langtfra endnu ikke nok underkuede drift der atter er et middel for dovne kroppe til at skaffe sig udkomme på de flittigeres pung. 3) En misforstået skolegangsiver hvor denne finder sted. 4) Adskillige fordomme som burde søges udryddede. Endelig 5) Mangel på en politilov som tilholdt engang årligt at undersøge hvad enhver som der ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadigt næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.
Gennemgår vi nu disse ovennævnte årsager (muligt gives der udgiveren ubevidst endnu flere) hver for sig, så vil vist ingen, der kender noget til vores fattigere almues moral, der ved hvorledes den endog næsten sætter en ære i den væmmeligste skindovenskab, nægte at det jo var godt om
A) Det opretholdes strengt af alle fattigvæsner på landet, at ingen arbejdsfør og duelig person, hvad enten det var mand, kvinde, dreng eller pige, blev tilstået almisse så snart nogen i sognet havde tilbudt dem arbejde som de ikke ville udføre. Jeg kender gårdejere der ikke kan få raske stærke husmandskoner, af deres egne huse endog til at bryde møg eller køre harve. Men gå til præsten og der modtage almisse, det gider de dovne kvinder. Jeg foreslår derfor at navnene på alle, der nyder almisse eller har søgt om almisse, skal skrives op på en tavle og denne ophænges i kirkens våbenhus. Og når da nogen landmand af sognet meldte sig hos fattigvæsnets forstandere at han havde arbejde for nogen af dem der stod på tavlen, skulle almissen uden mindste tosset barmhjertighed fratages dem, og de henvises til den der forlangte dem. Ja hvis de ikke ville dette, stolende måske på tiggeriets toge rundt om i landet, da skulle de uden skånsel sendes til nærmeste tvangsarbejdshus på en efter omstændighederne bestemmende tid. Almisse tilhører den forladte trængende gamle, den hjælpeløse syge, vanføre og krøblingen og det forældreløse eller plejeløse barn. Fra disse stjæles alt hvad der gives den, der kan arbejde og kan få arbejde, men som heller vil være ørkesløs eller af nykker og dovenskab driver sådant arbejde som ikke kan brødføde. Et fattigvæsens pligt er at drage den største omhu for at mindske almisselemmernes tal, at lette almisseydelsen for de arbejdende og at udbrede stræbsomhed og erhvervsomhed i ladhed og pjaltestoltheds sted. Følges det her gjorte forslag og påses ovenfra, hvorledes fattigvæsnerne drager omsorg for at forvandle almisselemmer til arbejde, da vil meget være gjort til at afhjælpe landmandens så beklagede savn af hænder
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453)
"Naboerne". illustration fra Illustreret Tidende, 11. december 1859.
Jeg kender en mand der må give 30 rigsdaler for hver favn brænde han bruger og 8 rigsdaler for hvert læs tørv. Denne samme mand ejer selv en tørvemose som ligger ubrugt. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke gravede tørv. Svaret var: Hvor skal jeg få hænder fra?
Jeg ved mænd af formue der indser hvad herlig nytte kanalers gravning, notabene trækfløjtekanalers eller grøfter, ville gøre Sjælland, der tilstår at dette var mere fordelagtigt for dem at sætte deres penge i, end enten i handel, jordegods eller kaperudredning. Men det der med jernarm holder dem tilbage er at de forudser at de ikke vil få hænder til gerningen.
Vistnok må meget arbejde savne hænder, hvor en uretfærdig angribende regering nøder landets fyrste til at indkalde størstedelen af de våbendygtige indbyggere til krigsøvelser. Dette indser enhver god borger at være nødvendigt. Og om han end beklager sig, er han dog så langt fra at klage at han tværtimod glæder sig ved forsvarsvæsenets krav. Ikke tvivler heller nogen på at al denne stedelse til markarbejde af vore armføre krigsfolk, der kan bestå med de end vigtigere betragtninger, jo vil tilstås af en landsfader som vores. Men der er også hos os flere årsager til vores landbrugeres savn af arbejdere, end den nævnte. Årsager der lettere kunne hæves og der virkelig bør ønskes hævede så snart som muligt.
Disse årsager er 1) Det er alt for let for vores fattige almue til at kunne leve som almisselemmer uden at bestille synderligt, på de andre arbejdende medborgeres bekostning. 2) Tiggeriets langtfra endnu ikke nok underkuede drift der atter er et middel for dovne kroppe til at skaffe sig udkomme på de flittigeres pung. 3) En misforstået skolegangsiver hvor denne finder sted. 4) Adskillige fordomme som burde søges udryddede. Endelig 5) Mangel på en politilov som tilholdt engang årligt at undersøge hvad enhver som der ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadigt næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.
Gennemgår vi nu disse ovennævnte årsager (muligt gives der udgiveren ubevidst endnu flere) hver for sig, så vil vist ingen, der kender noget til vores fattigere almues moral, der ved hvorledes den endog næsten sætter en ære i den væmmeligste skindovenskab, nægte at det jo var godt om
A) Det opretholdes strengt af alle fattigvæsner på landet, at ingen arbejdsfør og duelig person, hvad enten det var mand, kvinde, dreng eller pige, blev tilstået almisse så snart nogen i sognet havde tilbudt dem arbejde som de ikke ville udføre. Jeg kender gårdejere der ikke kan få raske stærke husmandskoner, af deres egne huse endog til at bryde møg eller køre harve. Men gå til præsten og der modtage almisse, det gider de dovne kvinder. Jeg foreslår derfor at navnene på alle, der nyder almisse eller har søgt om almisse, skal skrives op på en tavle og denne ophænges i kirkens våbenhus. Og når da nogen landmand af sognet meldte sig hos fattigvæsnets forstandere at han havde arbejde for nogen af dem der stod på tavlen, skulle almissen uden mindste tosset barmhjertighed fratages dem, og de henvises til den der forlangte dem. Ja hvis de ikke ville dette, stolende måske på tiggeriets toge rundt om i landet, da skulle de uden skånsel sendes til nærmeste tvangsarbejdshus på en efter omstændighederne bestemmende tid. Almisse tilhører den forladte trængende gamle, den hjælpeløse syge, vanføre og krøblingen og det forældreløse eller plejeløse barn. Fra disse stjæles alt hvad der gives den, der kan arbejde og kan få arbejde, men som heller vil være ørkesløs eller af nykker og dovenskab driver sådant arbejde som ikke kan brødføde. Et fattigvæsens pligt er at drage den største omhu for at mindske almisselemmernes tal, at lette almisseydelsen for de arbejdende og at udbrede stræbsomhed og erhvervsomhed i ladhed og pjaltestoltheds sted. Følges det her gjorte forslag og påses ovenfra, hvorledes fattigvæsnerne drager omsorg for at forvandle almisselemmer til arbejde, da vil meget være gjort til at afhjælpe landmandens så beklagede savn af hænder
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar