15 maj 2015

Anmældelse *)

Som bidrag til advarende menneskekundskab
agter undertegnede at udgive
Greis Snyders
en riig bedragers
nederdrægtige 
levnet og bedrivter

Dette lille skrift som kommer til at udgøre omtrent 6 ark, vil om meget kort tid kunne fås til købs i alle Danmarks og Norges boglader for 1 rigsdaler, R. B. pr eksemplar. Til at samle subskribenter vil jeg søge at formå hr. købmand Scherning som dertil bor så særdeles bekvemt midt i byen, på hjørnet af Hyskenstræde og Vimmelskaftet nr. 141, 1. sal. Da det imidlertid er muligt at bemeldte hr. Scherning ikke er villig til at påtage sig den anførte ulejlighed, så skal subskribentstedet nærmere bestemt blive opgivet.


Blok Tøxen
Literatus

*) Da helten i den herved anmeldte levnedshistore i det virkelige liv ville henhøre under politiets strengeste opsyn, så anses Politivennen for det mest passende blad til denne anmeldelse


(Politivennen nr. 24, Løverdagen den 15. juni 1816, s. 365-366)


Redacteurens Anmærkning

J. K. Blok Tøxen skrev adskillige artikler til Politivennen, hvoraf flere er med i nærværende weblog. I 1831 oprettede han det omtalte "Avis-Cabinet", hvor man for betaling fik adgang til et rum med ophængte aviser.

Samme år fik han en retssag på halsen, ifølge Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 9. juli 1816:
Litteratus Blok Tøxen har fra "Kjøbenhavns Gjeldsfængsel" i Dagen ladet indføre en gaadefuld Fabel paa Vers om Svanen, Lærken, Ulven, Faaret, Ræven og Koen. Handlingen, som skildres, er følgende: Svanen, der nylig har arvet en stor Sum, trænger i Øieblikket til Penge, og overtaler Lærken til at følge med til Ulven,for hos denne at gjøre et Laan, hvortil han findes villig, imod at Lærken overtales til at underskrive Gjeldsbeviset, som Selvskyldner, blot for en Formalitets Skyld, da saadant ei skal skade den det allermindste. Kort derpaa faaer Lærken at vide, at Faaret har tabt sin Uld, og Svanen sin Arv; forskrækket iler den til Ulvens Bolig, hvor Mikkel Ræv giver den Besked,at den har aldeles intet at frygte for; det samme Sprog fører Svanens Familie. Glad skynder Lærken sig til Hjemmet, men omsider faaer en Ko hiint ulykkelige Gjeldsbeviis hos Ulven, og da stakkels Lærke ikke kan præstere Betaling, maa den vandre i Arrest, hvor den endnu sidder. Denne Fabel har landsoverrets-Prokurator Kofoed i Statstidenden erklæret at ville, forsaavidt den vedkommer ham, tiltale baade Satyrikeren og Redacteuren af Dagen for, til vedbørlig Undgjeldelse.
Blok Tøxen (1776-1848) var sammen med bl.a. J. J. Dampe i 1820 med i den såkaldte Jernringsgruppe som blev udspioneret for revolutionær virksomhed af politiet fra august 1820. Tøxen var selskabets første formand, men politiet betalte ham for at fratræde denne post i oktober 1820 til fordel for Dampe. I 1823 kvitterede Blok Tøxen Frederik 6 for på tredje år i træk at have modtaget 600 Rd.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar