Mange af de tørvelæs som bliver bragt til torvs, fortjener virkelig i høj grad politiets eftersyn. Især da de ikke sælges i snesevis, men læssevis hvorved køberen næsten altid bliver bedraget. I de smalle vogne hvoraf anmelderen har målt en, der kun havde en alens bredde for oven og næppe en halv alens forneden, er tørvene blot stablede på siderne og for enderne. I det midterste rum er tørvene kastede imellem hinanden, hvorved der gives mange tomme åbninger, som man først bliver klar over ved aflæsningen. Desuden er vognens smalle bund fyldt med foder, og den fodersæk som synes bunden foran på læsset, strækker sig ofte langt ind under tørvene. Kort sagt, hele pålæsningsmåden viser bondekneb i højeste grad. Spørger man ejeren af et sådant læs hvad han vil have for snesen, får man altid det svar at det kun kan sælges læssevis, for han ved vel hvor få snese det indeholder.
Nødes han til at holde længe uden at finde en køber, så kører han omkring i byen, ledsaget af en sjover der går ind i husene og spørger om man ikke vil købe et godt læs tørv som var bestilt, men som af en eller anden årsag ikke kan modtages. Og således finder de altid en lettroende køber. For at forebygge denne vindskibelige handlemåde var det måske godt om det blev pålagt bonden altid at sælge sine tørv i snesevis, da prisen jo kunne lempes efter godheden og størrelsen af samme. Eller da det vel ville have sine vanskeligheder at bestemme vognens størrelse, at det da blev fastsat at intet læs tørv måtte indføres til salg eller anses som et læs når det ikke indeholdt så mange tørv der kunne fylde 8 tøndesække. Dette maksimum har en kyndig mand bestemt som det mindste læs, da et mådeligt læs ellers kan indeholde 10 til 12 tøndesække.
(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 124-126)
Nødes han til at holde længe uden at finde en køber, så kører han omkring i byen, ledsaget af en sjover der går ind i husene og spørger om man ikke vil købe et godt læs tørv som var bestilt, men som af en eller anden årsag ikke kan modtages. Og således finder de altid en lettroende køber. For at forebygge denne vindskibelige handlemåde var det måske godt om det blev pålagt bonden altid at sælge sine tørv i snesevis, da prisen jo kunne lempes efter godheden og størrelsen af samme. Eller da det vel ville have sine vanskeligheder at bestemme vognens størrelse, at det da blev fastsat at intet læs tørv måtte indføres til salg eller anses som et læs når det ikke indeholdt så mange tørv der kunne fylde 8 tøndesække. Dette maksimum har en kyndig mand bestemt som det mindste læs, da et mådeligt læs ellers kan indeholde 10 til 12 tøndesække.
(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 124-126)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar