20 maj 2015

Et velmeent Forslag fra en Mand i Holmens Menighed

(Indsendt)

Det er bekendt at når provst Gutfeldt prædiker, indfinder sig en betydelig mængde mennesker i Holmens Kirke for at øre denne så alment vellidte taler. Men det er også vist at det meste af hans skønne taler ikke kan høres eller forstås af de mest agtpågivende og andægtigste tilhørere på grund af støjen der forårsages af de mange mennesker som løber ud og ind af kirken, og som måske kun indfinder sig for at søge bekendte eller at slå en passiar af. 


Holmens Kirke. Med Nikolaj Kirkes spir i baggrunden til højre og Frue Kirke til venstre. Set fra Knippelsbro. (Eget foto).

En mand fra denne menighed vover derfor at fremkomme med det forslag som han er overbevist om tillige er manges ønske, at kirkedøren måtte lukkes så snart taleren har besteget prædikestolen. Når da ingen blev lukket ind under prædiken, ville denne uorden ophøre. Indsenderen heraf tror ikke at der kan indvendes noget imod dette forslag. For gudstjenesten begynder jo til et bestemt klokkeslæt, inden hvilket den rolige og andægtige tilhører bør og vil indfinde sig. Men de som kommer for at søge morskab, eller ikke kan holde ud at blive i kirken til prædiken er forbi, lad dem blive borte.

(Politivennen nr. 29, Løverdagen den 20. juli 1816, s. 443-445)

Redakteurens Anmærkning

Situationen beskriver meget godt det forhold at Politivennens skribenter stod for en ideologi hvis tid var ved at være forbi. Frederik Carl Gutfeldt (1761-1823) var provst og sognepræst i Holmens Kirke fra 1811. Dansk Biografisk Leksikon (Den Store Danske) skriver bl.a. om ham: 
Gutfeldt var "oplysningsmand" af den supranaturale retning med anerkendelse af åbenbaringen som værende over fornuften, uangribelig af og forenelig med denne; som en apologetisk, formentlig uangribelig kerne stod for ham den berømte trias: Gud, dyd og udødelighed. Religionen får sin udfoldelse i næstekærlighed og pligtfølelse hos den der er den gode borger her og hisset. Hans teologi var kulturglad og optimistisk, og hans ungdom faldt i en tid som gennem oplysningen og den franske revolution ventede en virkelig religiøs og etisk modning af en frigjort slægt, for hvem kirken fik den opgave at være undervisningscentral for sandhed og pligt. I denne modernisme indkapslede han sig uden at kunne følge tidens drejning efter århundredskiftet. G. kom til hovedstaden på en tid hvor oplysningens forkyndelse som Chr. Bastholm havde gjort populær, var ved at afblomstre, og G. havde hverken hjerne til at tolke kantianismen (som H. G. Clausen) eller hjerte til at befrugtes af romantikken (som J. P. Mynster); han kom til at tjene en døende epoke, ikke til at indvarsle en ny. G. havde evner som en menneskealder tidligere var beundret, en levende imagination og et blomstrende billedrigt sprog der også i Holmens kirke skaffede ham en anselig tilhørerkreds ... men efterhånden føltes som fraser. Den biblicisme og den dermed sammenhængende fornyelse af den evangelisklutherske bevidsthed som er et kendeligt træk i den første fjerdedel af 1800-tallet, vendte sig dels med medynk ..., dels med angreb (W. F. Engelbreth og senere Grundtvig) mod den fornuftsmæssige religiøsitet og moraliseren hvis flimrende retorik føltes som et surrogat for nådens etos.