14 maj 2015

Forskjellig Tænkemaade

(Indsendt)

Det er almindeligt dagligt i hvert hus at høre klager over de besværlige tider osv. Hvad skal man nu bruge penge til, er det altid for meget. Vil man derimod høre en koncert, komme til bal, osv. vægrer man sig ikke ved den mest ublu betaling. Skal man betale 3 rigsdaler i timen for dans, så er man straks villig til det. Skal man derimod give sin omrejsende huslærer i de for mennesket nødvendige kundskaber 4 mark eller 1 rigsdaler i timen, så er det grusomt, uforskammet. Den der har sprunget rundt, danset sit liv væk, må jo nødvendigvis for at fortsætte denne hoppen og springen have noget der kan sætte ham i stand til det. Den der derimod en stor del af sit liv har siddet bundet til bogen, lad ham ty til sit hoved, siger man sædvanligvis. 


Det er i øvrigt besynderligt at standspersoner betaler ustandsmæssigt. Borgeren derimod og håndværkere overstandsmæssigt. Indsenderen kender de adelige huse hvor den videnskabelige lærer får 3 mark i timen, og de borgerlige huse hvor han får 1 rigsdaler i timen. Sikken kontrast!

*****

Udgiveren finder ingen forskel eller urimelighed i det. For standspersoner der som oftest er embedsmænd har blot sin engang fastsatte løn. Og efter den må og skal han, hvis han vil være en ærlig mand, sætte sin tæring. Borgeren (herunder tillader indsenderen mig at formode at han har ment købmanden, siden han ved siden af ham nævner håndværkeren) kan forhøje priserne på det han afhænder, ligesom omstændighederne byder. Adelsbrevet giver intet i pungen. Nøder endog ofte til ugerne at tage derfra, mens den uadelige kan leve sparsommeligt, kan få sine børn gratis eller for ringe betaling oplært i adskillige af vores gode undervisningsanstalter som den ikke rige, men dog adelige fader trykker sig ved, da det jo er skik blandt denne stand at holde huslærer, der ikke betales timevis, men foruden sin årlige af ham selv engang antagne løn, får bolig, lys, varme, vask osv. For ikke at tale om de for hans fremtids lykke måske heldige bekendtskaber, han der måske kan gøre. Kontrasten turde ved nøjere overvejelse vel ikke være så stor, uden for så vidt tidsomstændighederne gør den nødvendig (og dem får vi vel alle at finde os i).

(Politivennen nr. 22, Løverdagen den 1. juni 1816, s. 331-332)