16 maj 2015

Nogle Sæbefabrikanteres besynderlige Adfærd

(Indsendt)

Et privilegium til at anlægge en sæbefabrik kan fås på ansøgning, og det er flere gange, af sådanne fabrikkers ejere blevet tilladt udlændinge at lære sæbesyderiet hos dem. Så kunne vist nok mange indfødte danskere som havde lyst og lejlighed til at drive samme næringsvej, nære det sikre håb om at fabrikkernes ejere ikke kunne have nogen rimelig bevæggrund til at nægte nogen tilladelse til at lære det af deres mestre, når de har tilbudt at betale hvad de selv efter rimelighed måtte bestemme for det. Men en sådan begæring er alligevel for nyligt uagtet mestrenes beredvillighed blevet afslået af alle sæbefabrikkernes ejere såvel i København som på Christianshavn under påskud som næsten synes at forråde en stræben efter at forhindre andre i at dele lige rettigheder med dem. Og det måske for selv at høste desto rigeligere frugter af denne ubetydelige kunst, anvendt på landets produkter. Så jeg mener ikke at det er overflødigt at gøre enhver opmærksom herpå, som måtte ønske at lære sæbesyderiet, fordi han ikke i denne henseende skulle spilde penge, tid og møje, i den forventning at denne ubetydeligt tjeneste ikke ville nægtes ham. 

Med rette tror jeg at kunne kalde denne tjeneste betydelig, da en lærling efter flere mestres egne ord, ved at være nærværende ved 4 eller 5 kogninger, kan lære det væsentlige af det øvrige, så at sige, ved en god prås. Ulejligheden altså som af lærlingen derved måtte forårsages ham, kan desårsag vel aldeles ikke tjene dem til nogen gyldig undskyldning for denne nægtelse. Og skulle der kunne anføres rimeligere grunde for det, hvoraf dog i det mindste ingen er blevet mig bekendt, så skal det være min største fornøjelse at se enhver formodning om egennytte, utjenstfærdighed og uædel tænkemåde fjernet fra dem, hvorom ellers deres adfærd og deres ytringer i alt fald kunne give enhver anden, såvel mig den største formodning.

                 _______________________________

NB. Når der i det foregående nævnes udlændinge i modsætning til indfødte, så menes derved i det mindste de som ikke altid er udlændinge af fødsel så dog sådanne der for nærværende tid er borgere af en fremmed stat, og som lærte sæbesyderiet her, i den hensigt at gavne fremmede dermed. Hvad der altså kan være årsag til at være sæbefabrikanter har givet disse tilladelse til at lære det hos dem, men nægte indfødte den, som med denne kundskab ville tjene landets egne borgere, indser jeg slet ikke. Som sådan synes det mig en ganske besynderlig patriotisme.

Idet der fremdeles påstås at det sagte gælder om alle sæbefabrikkernes ejere her, da forstår jeg derved også enhver som tror at kunne henregnes til dem. Og da det mig bekendte antal kun er 7, så indrømmer jeg dog desuden gerne en undtagelse, dersom en, foruden disse 7 her med rette kunne finde sted.


(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 378-381)