05 maj 2015

Om at bære på Fortougene

Med politiplakaten af 14. februar 1810 bestemte daværende politimester, nu etatsråd og borgmester Bagger den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte forekommende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lidt forsvandt og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev de ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget. Men dette sidste bud mødte ikke samme heldige efterlevelse, for bærende af alle slags blev som før ved med at trænge sig ind på fortovene og jage alle andre væk. 

Straks efter at justitsråd Hvidberg havde tiltrådt sit embede som politidirektør gentog han nævnte forbud ved plakat af 22. september 1815. Men det synes som den daglige erfaring viser, at han i henseende til dette forbuds efterlevelse ikke har været meget heldigere end de foregående politimestre. Slagtersvende og drenge blev som før ved med at bære kød og blodige huder på fortovene. Sælgekonerne deres kurve. Sjovere deres flæskesider og håndværksdrenge deres byrder. Alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var imod dem. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt udleet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet, som dog egentligt er bestemt for dem. 


Slagtersvende bliver ved som før at bære kød på fortovene så fruentimmer må gå ud på gaden og tilsmudse deres skotøj og propre påklædning. 

Anmelderen heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne, når han bare bliver angivet. Men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting på fortovene, fordi hun i proper påklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade er det næsten en umulighed. 

Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog ikke heller aldeles uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at det må blive sat de behørige grænser for den. Det håbes med så megen grund som politidirektøren i sin endnu kom korte embedstid allerede har vist at han besidder, ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han har fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 81-83)

Fortsættelse af brevet til Udgiveren

(Fortsat fra nr. 6)

(Til side 19 om Fortovsretten)

Genstanden er ikke så ubetydelig som det synes nogle. Og i alt fald er det såre godt at der eksisterer en bestemmelse hvor parterne kunne ville påstå at have lige ret, i det mindste under selvvalgte betin 

(s. 118-119 mangler) 
vise i det mindste den sidste på en måde der beviser det modsatte.

Indsenderen er gift og når han går med sin kone er det næsten altid i tilfældet at måtte vige selv om vi har retten på vores side for enkelte unge fruentimmer der måske og måske ikke er bedre klædte end hans kone og som vi kender ligeså lidt til som de til os. Vi mødte dog fornylig en ung dame (et vel eller moderne klædt fruentimmer) som iagttog reglen. Men det skete først da vi var kommet ganske nær hinanden, og i sin harme da hun ikke så os gøre plads, råbte: Hvor er det godt at have en mandsperson med sig! Da hun derved tilkendegav at hun ikke ville have veget for min kone der er ældre, hvis denne havde været alene, uagtet hun var på venstre side af rendestenen, og da man bør være så galant at antage at hun aldrig kunne have været så kæk om hun ikke havde troet at være beføjet til den påstand som hun imidlertid ædelmodigt fratrådte, så opstår det spørgsmål:


Hører den levemådens regel, som mandfolk gør sig, ved ikke at benytte sig af det som lovbuddet tilstår, op at være gældende når han selv går med dame og møder en eller flere damer uden chapeau eller hører den ikke op?


Det anførte eksempel viser at det mandfolk med fruentimmer som vil påstå sin ret, udsætter sig for uartighed, forhånelse, skandale. Man går hinanden næsten lige på livet, og især de som ikke har rettigheden for sig, synes at ville lade det komme an på hvad der vil ske. En anden gang, da dette skete os, ligeledes med et enkelt ungt fruentimmer, gik jeg af vejen, og sagde til min kone: Jeg ved ikke rigtigt hvorfor vi skal vige. Fordi de er to, hørte vi den opdragne pige sige. Man ser altså at hun handlede efter et system. Om det er rigtigt, vil besvarelsen af mit spørgsmål lære mig. At det må være temmelig almindeligt har jeg mærket deraf at vi har måttet vige for en virkelig ganske vel og sædelig opdragen attenårig jomfru som vi først så da vi drejede fra hende og som sikkert ville have veget, ifald hun betids havde set os, da hun i omgang viser den os skyldige agtelse. En besynderlighed er, at især simple folk som viger, ikke går nærmere til husene, men skrider over rendestenen ud på gaden, som er besværligere og hvorved de lettere kunne gøre et fejltrin og, som jeg har set, tabe fx det de bærer ud af hånden.


At jeg kun ønsker at kende min og min dames forenede pligt for at opfylde den, kunne jeg gøre indlysende ved at anføre den delikatesse jeg bruger mod personer af mit eget køn. Når jeg, uagtet min ret, vil vige for dem, så venter jeg langt fra ikke til vi er nær hinanden. Og når jeg drejer om et hjørne og i nogen afstand ser hvem som helst på det fortov hvor jeg tør påstå rangen, går jeg ikke på fortovet før jeg er forbi ham. Da jeg ikke siger hvem jeg er, tør jeg i så henseende vel fremstille mig som et mønster. Og spørger om mange har lige agtelse for besiddelsens ret? Jeg vil forsone denne selvros med et nyttigt forslag som er:


At alle som gik en vej, ville gå på et og samme fortov, at således alle som fx gør fra Amagertorv til Kongens Nytorv holder sig på den side af Østergade som er på deres venstre, og ligeledes som fra Kongens Nytorv gik til Amagertorv holdt sig ligeledes på den side af Østergade som ligger på deres venstre hånd. Dermed ophørte ikke alene tvisten, men også den virkelige ulejlighed.


(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 117-123)