Med politiplakaten af 14. februar 1810 bestemte daværende politimester, nu etatsråd og borgmester Bagger den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte forekommende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lidt forsvandt og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev de ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget. Men dette sidste bud mødte ikke samme heldige efterlevelse, for bærende af alle slags blev som før ved med at trænge sig ind på fortovene og jage alle andre væk.
Straks efter at justitsråd Hvidberg havde tiltrådt sit embede som politidirektør gentog han nævnte forbud ved plakat af 22. september 1815. Men det synes som den daglige erfaring viser, at han i henseende til dette forbuds efterlevelse ikke har været meget heldigere end de foregående politimestre. Slagtersvende og drenge blev som før ved med at bære kød og blodige huder på fortovene. Sælgekonerne deres kurve. Sjovere deres flæskesider og håndværksdrenge deres byrder. Alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var imod dem. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt udleet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet, som dog egentligt er bestemt for dem.
Slagtersvende bliver ved som før at bære kød på fortovene så fruentimmer må gå ud på gaden og tilsmudse deres skotøj og propre påklædning.
Anmelderen heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne, når han bare bliver angivet. Men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting på fortovene, fordi hun i proper påklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade er det næsten en umulighed.
Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog ikke heller aldeles uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at det må blive sat de behørige grænser for den. Det håbes med så megen grund som politidirektøren i sin endnu kom korte embedstid allerede har vist at han besidder, ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han har fundet sig beføjet til at give.
(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 81-83)
Straks efter at justitsråd Hvidberg havde tiltrådt sit embede som politidirektør gentog han nævnte forbud ved plakat af 22. september 1815. Men det synes som den daglige erfaring viser, at han i henseende til dette forbuds efterlevelse ikke har været meget heldigere end de foregående politimestre. Slagtersvende og drenge blev som før ved med at bære kød og blodige huder på fortovene. Sælgekonerne deres kurve. Sjovere deres flæskesider og håndværksdrenge deres byrder. Alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var imod dem. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt udleet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet, som dog egentligt er bestemt for dem.
Anmelderen heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne, når han bare bliver angivet. Men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting på fortovene, fordi hun i proper påklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade er det næsten en umulighed.
Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog ikke heller aldeles uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at det må blive sat de behørige grænser for den. Det håbes med så megen grund som politidirektøren i sin endnu kom korte embedstid allerede har vist at han besidder, ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han har fundet sig beføjet til at give.
(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 81-83)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar