11 maj 2015

Om Egendragter for Statens forskiellige borgerlige Stænder

(Indsendt)

Ofte har det ønske været fremsagt at hver klasse af statens medlemmer havde en egen dragt som udmærkede og adskilte dem fra alle andre. Indførelsen af en sådan dragt ordnet efter stænder ville medføre den væsentlige nytte, at man vidste hvem man omgikkes. Og for at bruge et eksempel, at man ikke gjorde for meget af en rigklædt tjener og for lidt af en slettere klædt embedsmand. (For ofte er det virkelig tilfældet især på helligdage at man ser tjeneren bedre klædt end herren). Endnu en vigtig nytte ville formentlig sådanne bestemte dragter have. Nemlig at enhver ville søge at gøre sin stand mere ærværdig når han var nødt til at bære et udvortes tegn på sit kald i staten. 

Det er virkelig sørgeligt at se tjeneren der for en time siden stod bag på kareten i liberi, spadsere i sin kjole der viser ham som en kavaler. Det samme er tilfældet med tjenestepigen der i det ene øjeblik opvarter, eller går med en torvespand på armen (hvilket jo er forbundet med hendes stand). I det andet lader sig til syne i en smuk pels eller deslige. Burde det ikke befales tjenerne at gå med liberi og pigen med hvergarn og pigeklædt så længe de bliver i denne stand? Burde ikke bekendte offentlige fruentimmer ved deres klædedragt adskille sig fra anstændige fruentimmere?

Stuepige - uden egendragt omkring 1810. Stik fra Lahdes Kobberstikkeri.

Dette at tjenere og piger klæder sig som herrer og damer, er det vel andet end et bevis på at de selv har meget ringe tanker om deres stand? Og hvad vil følgen blive af alt dette? Mangel på brave tjenestefolk og en mængde af kandidater til forbedringshuset. Når den opfylder sine pligter, er den tjenende stand en af de agtværdigste, det indser enhver. Men dersom den vil vedblive at gå frem i overdåd i samme forhold som det i de sidste år er sket, er det lige så klart at denne stand vil blive lige så foragtelig og foragtet som hvis den blev inden for de sømmelige skranker og ville være agtværdig og agtet. 

Tjenestefolks luksus må jo drive dem enten til uredelighed mod husbond og madmoder eller til utugt. Og som en følge deraf er den indbyrdes tillid og agtelse enten svækket eller aldeles tilintetgjort. Når årsagen hertil ophørte ved en vis dragts indførsel, da ville virkningen være at forrige tiders troskab og redelighed atter ville indfinde sig. Dersom nu dette ønske blev opfyldt da ville vistnok både herre og tjener, den første vist nok straks, den sidste måske først længere hen, velsigne denne gavnlige indretning.

Nu lidt om de øvrige stænder. Ligesom det er en fuldkommenhed ved nutidens militær at man af dragten ikke alene kan kende deres stand, men endog under hvilke regimenter de henhører, således synes det også såre passende at alle civile havde en dragt der gjorde dem kendelige. Således den studerende, den håndværkende, den handlende osv. hver sin. Dog dette sidste ville måske medføre mere ulejlighed end reformen ved den tjenende stand. Men følgen ville vist nok blive megen indskrænkning i den dag for dag tiltagende land og mand fordærvende overdåd.

(Politivennen nr. 17, Løverdagen den 27. april 1816, s. 254-256)

Om Tjenestefolks Klædedragt

Til udgiveren af Politivennen.

Med megen glæde har jeg bemærket Deres så rigtige anmærkninger om vores skadelige og kostbare klædedragt i alle stænder, og især vores tjenestefolks, som stadig mere og mere bidrager til deres sande fordærvelse. Det var at ønske at der blev givet en passende forordning, hvorledes disse mennesker skulle klæde sig, så ville man snart se en stor forandring i den vedvarende klage over dårlige tjenestefolk.


Tillige måtte der også gives en forordning til herskaber, som tillader deres tjenestefolk den samme og mange gange bedre klædedragt end de selv bærer. Enhver synes mig, måtte med glæde bidrage til at holde på den så meget nyttebringende forordning. Meget ville det forbedre tjenestefolk, når de allerede i skolerne blev holdt til flid, renlighed og orden, og ved konfirmationen ikke blev pyntet som damer. Enhver der ville hjælp et barn til en klædning ved denne højtidelighed, måtte gøre det med en tarvelig, til deres stand passende kartuns kjole, en smuk, men ikke kostbar kappe syet tillige med kjolen, ikke efter den nuværende mode, med lange ærmer, kort liv, nedhængende fra skuldrene, så de ikke kan røre sig når de skulle bestille noget, men med ærmer til albuen og et tørklæde om deres hals. 


De ville ved at bruge kappe undgå at sidde en time for at lade flette deres hår i mange fletninger, som når de senere tiltræder deres tjeneste skal efterlignes hver morgen, hvorved de spilder tiden som de kunne bruge i deres herskabs tjeneste. Også undgik de, når de kun har lidt tid, at gå med papilotter og uredt hår den hele dag som især er et ubehageligt syn hos en kokkepige. 

Renlighed måtte de kunne lære i skolerne når de ikke får den hjemme hos deres forældre. Når lærerinden i en vor af fattigskolerne og andre skoler for simple folks børn, lod en del af dem gøre skoleværelset rent hver onsdag og lørdag eftermiddag, og ikke alene feje dem, men også måtte vaske gulv og vinduer, støve ren og gøre rent i krogen, som de så gerne glemmer, når de kommer i deres kondition.

Barnepige o. 1810. Ærmer til albuen. Tørklædet om halsen mangler. Men håret pakket godt ind i en kyse. Det er den franske empiremode lig: draperede, tynde stoffer dog tilført pufærmer, den stramme talje flyttet til under barmen og kysehat. Et enkelt snit som er nemt at bevæge sig rundt i: Men de tynde kjoler var måske ikke lige det mest hensigtsmæssige i det danske klima (Lahdes kobbertrykkeri).

Det for den klasse af mennesker så skadelige arbejde, nemlig broderi, måtte aldrig læres nogen pige der i fremtiden skulle tjene. Ellers var
de arbejder de måtte lære til fuldkommenhed i de simplere skoler fin og grov linnedsyning, at spinde, væve. Også at vaske og stryge kunne de lære når lærerinden selv forstod det til fuldkommenhed.

Broderiet betales i disse tider så godt at når de har lært det til fuldkommenhed, kan de sætte dem hen på en sal, brodere om dagen og tage imod selskab af unge herrer om aftenen. Og hvad er følgen deraf andet end at hospitalerne og Ladegården bliver opfyldt med uslinge og betlere og staten mister sine kraftfulde ynglige, nyttige borgere og borgerinder.


Nødvendigt tror jeg det var, når at forordningen i henseende til klædedragten skulle overholdes strengt, at tjenestefolkene kunne få hvergarn,som de skulle bære om vinteren, bomuldstøj om sommeren, og ternet lærred til forklæde for rimeligere pris end hidtil. Dertil måtte anlægges en fabrik hvor det blev dem solgt for bedre køb, så at de ingen undskyldning kunne have for ikke at bære det omtalte tøj. Alle piger der ikke ville bære denne dragt, måtte anses for foragtelige subjekter, som intet herskab ville tage i deres hus. På den måde ville snart den gamle ærbare klædedragt føres ind i landet igen. Hvert herskab måtte efter evne bidrage noget hvert år til indkøb at den ovennævntedragt og hellere give dem mindre løn, for at de ikke kunne få lejlighed til at købe stads. På den måde ville også tjenestefolkene blive længere hos ders herskaber og den evige flytten ville ikke mere eksistere. 


Det ville blive som i gamle tider, da gode tjenestefolk blev regnet til en af husets lyksaligheder og blev behandlet som om de hørte til familien. Men i den tid passede også hver borgerkone selv sit hus, holdt dem til streng orden og renlighed, lod dem sy og spinde, anså sig ikke for godt til at efterse dem ved arbejdet, og holdt ikke en tjener for at passe på den anden. De efterabede ikke den højere stand i alt. De glemte aldrig at Gud selv har forordnet stænderne og at enhver derfor skal rette sig derefter. En købmand om han end aldrig har vundet for mange penge, skulle ikke efterabe adelen i klædedragt, som for sin stand skyld er nødsaget til at klæde sig bedre. En håndværker skulle ikke holde heste og vogn og klæde sig som en adelig. Så ville også tjenestefolkene ikke klæde sig som herskabet.

En bemærkning kan jeg ikke undlade at gøre til sidst, nemlig at jeg ikke kan begribe hvorledes det er muligt for vores damer, især af købmandsstanden, kunne give så dårligt et eksempel for de efter dem følgende klasser. Da vores allernådigst elskede dronning og hendes så meget yndede datter foregår os med det bedste eksempel på tarvelighed. Gud give vores allernådigste konge ville udgive en forordning hvori det blev befale: At ingen undtagen damerne der hører til hoffet måtte bære fløjl, fjer, tyl og silketøj som nu koster en speciesdaler alen. Simpel taft, cenbrits, zirk og demitie, kunne damerne gerne hjælpe dem med. Broderiet kunne også tllades damerne at bære når de ikke alt for meget blev udpyntet med fine kniplinger. For ved broderiet bliver mangen agtværdig familie understøttet på en dem anstændig måde, især da de kan henligge det på det så meget godt indrettede industrrimagasin.


Hvor meget ville det glæde mig, når disse bemærkninger måtte finde noget gehør og bringe nytte i tiden.


(Politivennen nr. 19, Løverdagen den 11. maj, s. 283-288)

Anmærkning til det i No. 19 af Politievennen anførte, om Tjenestefolks Klædedragt.

(Indsendt)

At det var ønskeligt og rigtigt at såvel tjenestefolk som andre, levede tarveligt og ikke klædte dem anderledes end deres lovlige indkomst tillader det, derom er nok ingen tvivl. Og når vores elskede kongehus' eksempel blev fulgt, ville sådant også være anderledes. Men at adelen er mere berettiget til at være overdådig end statens nærende medborgere, håndværkere og købmænd, hertil finder indsenderen ikke den mindste grund. Og vores elskede regering ønsker vist lige så lidt at adel som ikke-adel skal ved overdådighed skade staten og dem selv 


(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj, s. 300