10 maj 2015

Om for stærk Kjørsel paa Gaden

Der er næppe nogen forordning der overtrædes så ofte som den om for stærk kørsel. Hvilket man kan overbevise sig om ved at være til stede på Kongens Nytorv eller Østergade en komedieaften kort før og efter at skuespillet er forbi. Især er det de vogne der er forsynet med lygter der kører så ilsomt afsted at man, når der er faldet sne eller i glat føre står i fare for at komme til skade ved det. Formentlig tror kuskene at da man kan se lygterne langt fra, kan man tage sig i agt og gå af vejen. Men det er ikke altid og alle vegne tilfældet. Og politiplakaten af 14. december 1815 berettiger dem ikke til at tro det. 

Vores virksomme politi har vel anholdt adskillige og disse er blevet tilbørligt ansete. Men da politiet ikke kan være allesteds nærværende, og det har sine vanskeligheder for privat mand at hævde at disse forordninger bliver overholdt af overtrædere, så vil man nok vedblive at støde an herimod, hvis ikke vedkommende ekvipagers ejere så at sige ville gå hånd i hånd med politiet ved at pålægge deres kuske at fare i mag. Anmelderen tror at det ikke alene er pligt for enhver god borger at efterkomme statens love, men endog at pålægge sine børn, sit tyende og underordnede at gøre det samme. 

Forskellige hestekøretøjer ved Børsen, omkring 1837 (Udsnit af H. G. F. Holmmaleri).
 
På grund af det tror han at det var rimeligt hvis ejeren til den ekvipage hvis kusk blev overbevist og straffet for for stærk kørsel også blev anset med en passende mulkt. Vedkommende ville da også deraf se om det altid er kuskens skyld at forordningen overtrædes. For uden tvivl findes der dumstolte rigmænd der stolende på deres penge og anseende sig ophøjede over lov og forordninger kunne få i sinde at befale deres kuske at ile i fuld fart til det bestemte mål, uden at bryde sig om den fare de stakkels fodgængere derved udsættes for. Kun vil anmelderen ønske at der må findes få af denne slags, og at den der gribes i gerningen, må afklapses godt, indtil han lærer at indse: At på retfærdighedens vægtskål vejer han ikke mere, end mange af de fodgængere han hånligt overser og hvis liv og helbrev er ham ligegyldig.

Også en del bønder kører på Københavns gader som det kunne være på en landevej. Men måske er de uvidende om forordningen. Anmelderen ved vel at de kongelige forordninger, såvel de der angår undersåtterne i almindelighed som de der angår landmanden i særdeleshed, tilsendes præsten i ethvert sogn hvor de da oplæses ved kirkestævnet, og siden henligger til eftersyn hos ham. Men at også de københavnske politiplakater der kunne have hensyn til landmandens forhold, når han er i staden, bekendtgøres på samme måde, tror han ikke. Imidlertid var det dog vist godt hvis det skete. For bonden læser ikke aviserne, og da man kan antage at enhver bonde på Sjælland, hvor fjernt han end bor fra hovedstaden, kommer dog i det mindste en gang om året derind med heste og vogn, så havde han, i tilfælde af forseelse, ingen grund til at undskylde sig med uvidenhed. Ligesom man også var sikker på at ingen blev straffet for overtrædelser af en lov han ikke kendte.


(Politivennen nr. 16, Løverdagen den 20. april 1816, s. 233-236)