23 maj 2015

Om Fred og Hegn paa Landeveje

(Indsendt)

Det synes ligesom umuligt at få fred, hegn og hævd for træer og beplantninger som er sat ved veje, grøfter og jorde. Hvem harmes ikke over at se de unge træer rykket op, brækket eller hugget i, dels rykket løs ved roden, som gør at de inden kort tid taber vegetationer og dør. De som ikke fordærves på en af disse måder fordi de har for stærke rødder og stamme, bliver barken helt eller delvist revet af så at de ligesom de øvrige dør. 


Med smerte og fortrydelse har anmelderen og andre i disse dage set dels i alleerne uden for byen og dels på landevejene, ligesom på Amager at en mængde træer således er ødelagt af ondskab. For andet navn kan det vel ikke have da næppe den usle fordel at røve og rane så lidt kan være umagen værd her. Men lige så skønt det er at vandre i skyggen af sådanne træer, så kvægende er det for dyret selv under vægten af sin byrde her at nyde livskraft på en brændende solhed dag på en lang vej der ofte må tilbagelægges i al hast. 

Med hensyn på det skulle den pågrebne volds- og ransmand straffes på pungen. Første gang med en mulkt efter skadens størrelse af 10 til 100 rigsbankdaler. Samt en offentlig skarp irettesættelse med navns nævnelse til advarsel for ligesindede. For anden gang med det dobbelte af det, foruden lignende irettesættelse på den mest offentlig måde og tillige skulle han ikke kunne anses habil eller værdig til at få nogen hædersforretning i sin stilling eller kreds som almuemand, eller i borgerlig stilling, uden at det var godtgjort at han kendeligt og bevisligt havde forbedret sit forhold og vandel. Forbrød han sig tredje gang kunne det næppe være for hårdt at sådan en ondskabsfuld forbryder dømtes til fængselsarbejde på kongens nåde, som en højst skadelig og farlig lem af det offentlige samfund. At hans navn indførtes i en offentlig bog for at tjene til advarsel for andre, så at det kunne læses af alle og enhver, hvorledes han nu havde mistet frihed og ære for gentaget forøvet vold og ondskab.

Dette synes at være nødvendigt for at vinde fred og hævd her, hvor så mange alt for længe har ført begrundet klage.


(Politivennen nr. 33, Løverdagen den 17. aug juli 1816, s. 497-499)