15 maj 2015

Om grusom Behandling med Dyrene og et Ønske i den Anledning

Anmelderen så forleden dag ved Roskilde Kro to forpagtere eller herregårdsvogne der var så overlæssede med lam og kalve at disse ikke alene lå stuvet oven på hinanden i vognene, men nogle hang endog ud over bagsmækken med halvdelen af kroppen og hovederne nedad mod jorden. Andre hængte ud over sideplankerne og stødte hvert øjeblik hovedet mod hjulene. 

De havde efter kuskens sigende ligget læsset sådan i 24 timer, og han havde kørt 3 mil med dem. Forsmægtede, kraftesløse og ude af stand til at udstøde et smertensskrig måtte deres tilstand røre endog den mest følelsesløse. Ejeren til disse kreaturer kunne have sparet den for uudsigelige kvaler ved at have ladet dette antal læsse ordentligt på 3 vogne. 

Hvem har ikke set med hvilken ubarmhjertig hårdhed, drivere, slagterkarle og drenge behandler de kreaturer de har de deres varetægt og som føres ind til staden for at tjene dens beboere som føde?

Anmelderen så engang at en slagter der skulle slagte nogle lam for ham, flettede bagbenene på lammene for at de ikke skulle sprælle. Herved skete ofte at det ene eller begge ben brækkede. I denne smertefulde tilstand måtte de ligge sådan indtil det ene efter det andet var faldet for hans kniv. Vil man endog antage hvortil der dog ikke er tilstrækkelig grund, at dyrene ikke kunne ængstes eller bespændes af dødsangst ved at se sin egen art myrdes og blødende udstønne det sidste suk, så vil man dog aldrig kunne nægte at de må kunne føle de legemlige smerter som tilføjes dem. Hvor grusomt, hvor pligtstridigt handler da ikke de der mishandler dyret, der i stedet for at lindre dyrets kval ofte og unødvendigt forøger samme?

Og nu hesten, dette stolte, dette ædle dyr der tjener os såvel til fornøjelse som til nytte. Hvilken bagvendt eller naturstridig behandling ydes ikke den? I dens unge år plejes den godt og forretter intet arbejde. Siden har den som stads- eller selvejerhest endnu i nogen tid tålelige dage. Men efterhånden som dens alder tiltager og kræfterne svækkes, pålægges den sværere arbejde. Svøben bruges hyppigere. Føden falder knappere, og således bliver dens forfatning stadig mere og mere ynkværdig, indtil den endelig som renovationshest styrter når dens svage ben ikke længere formår at bære det som oftest forsultne og udslæbte legeme. Rigtig er den bemærkning af professor Smidt i hans bog om dyrenes natur og bestemmelse når han siger: "Vognmandshestens almindelige lod er at slæbe og hungre. Og i forhold til sit arbejde fødes den intet indre end vel. Ja, kunne den mætte af igennemtrængelig svøbeslag, da blev intet dyr bedre plejet. Men nu henslæber den, under dybe sukke over menneskets vanartede hårdhed, den sidste rest af sit kummerlige liv. Den styrter og velsigner i dunkle følelser naturens herre, som satte døden til en frelser for sine lidende skabninger".

Anmelderen vover derfor i denne anledning at ytre det ønske at vores lærebøger for ungdommen også måtte indeholde et kapitel om de pligter vi skylder dyrene som vores medskabninger. Eller også at en lille bog over dette emne særskilt måtte udgives og befales brugt i skolerne. Var man rigmand, ville han udsætte præmie for en sådan bogs udgivelse. Men han kan kun ønske den. Inderligt ville det derfor være ham om disse linjer ikke måtte læses uden virkning, om en eller anden dannemand måtte derved bevæges til at forskaffe os en sådan bog, og om den kongelige skolekommission der med så rosværdig iver tager sig af ungdommens dannelse og undervisning, også ville bidrage til dette ønskes opfyldelse.

(Politivennen nr. 23, Løverdagen den 8. juni 1816, s. 345-349)

Redacteurens Anmærkning

Dyremishandling, især mod heste, optræder hyppigt i Politivennen. Se fx Politivennen nr. 690, lørdag den 21. marts 1829, s. 188-190: "Et maaske forlænge tilbageholdt Ønske" og  "Atter et Exempel paa oprørende Dyrplageri.", Politivennen nr. 1145, lørdag den 9. december 1837, side 771-774)