11 maj 2015

Spørgsmaal


(Indsendt)

Man ønsker underretning om at en person ved navn Jessen som undertegner sig jurist, findes i gældsfængslet som gældsarrestant og indsat i år for 500 rigsdaler gæld som han skylder til en jordemor. Et ungt velklædt fruentimmer som udgiver sig for hans kone, går omkring i husene og beder om løsningspenge for hendes mand. Hun foreviser et bønskrift fra ham, hvorpå omtrent 25 har tegnet sig for en gave: Forholder det sig så som anført, at manden virkelig er gældsarrestant og ingen anden forbrydelse har gjort, kan han fortjene enhvers medlidenhed og understøttelse og vil sikkert finde den. Men er det derimod usandhed, var det ønskeligt om det blev bekendt så enhver i fremtiden kan vogte sig for bedrageriet da man så ofte antastes af omløbende tiggere.


(Politivennen nr. 17, Løverdagen den 27. april 1816, s. 257)

Svar fra Slutteriet paa Spørgsmaalet i no. 7

(Domando fi va a Roma!)

Ved spørgen kommer man til Rom, siger min devise. Ja, jeg tror næsten at man ved at spørge sig for kommer til sandhed, hvortil der dog er længere end til Rom.


Derfor tillader De mig, hr. Udgiver af Politivennen at jeg i anledning af det forbløffende spørgsmål i nr. 17 af dette blad, beder Dem offentlig at bekendtgøre den, uden al grund tvivlende spørger og hans konsorter at både han og de faktisk kan overbevise sig om at jeg virkelig blot for gæld til en af mange, af begge køn bekendt jordemor (hvilken gæld dog langt fra ikke hidører fra kontant lånte penge) er indsat her, samt at jeg til fulde kan legitimere: At jeg er gift og har juridisk eksamen.


Min fysiske frihed har jeg således været berøvet siden 20. januar dette år kl. 9 formiddag. Men jeg ejer
trods al ondskab, Gud være lovet! endnu den moralske frihed ved hvilken jeg forstår den evne i alle tilfælde at følge egne begreber om ret og uret eller at handle således som egne moralske domme, og følelse udfordrer, uden ved andre årsager bestemt til det modsatte.

Jeg ville derfor som formentlig i høj grad rimeligt var, karakterisere den fallacia optica, humane forfatters hensigt med berørte offentlige spørgsmål, således som jeg sandsynlig tror den er. Men jeg kender forordningen af 27. september 1799 og tør ingenlunde stole på at den retfærdige censor i nogen måde vil favorisere mig, når mine individuelle følelser muligvis kunne forlede mig til at bruge udtryk hvorved en mands borgerlige agtelse absolutte måtte lide!


Desårsag må jeg nøjes med så meget desto mere som anonymitets-masken endnu dækker antagonisten i rævehulen, blot forsikre: At den del af bladet nr. 17, som indeholdt det heri omventilerede spørgsmål er nedkastet i en lignende kloak hvoraf det er taget. I øvrigt erklæres: At dette er mit ultimatum i denne sag, og følgelig venter mig forskånet for da capo angreb!


Statens civile arresthus, den 20. april 1816
Ærbødigst
E. Jessen


P.S.


Jeg udbeder ovenstående promemoria verbotenus indrykket i Politivennen
E. Jessen


(Politivennen nr. 18, Løverdagen den 4. maj 1816, s. 267-269)

Erklæring angaaende Svaret fra Slutteriet i No. 18.

(Indsendt)

Man overlader til publikums omdømme i hvorvidt spørgsmålet under nr. 17 af dette blad var jurist Jessen til fordel eller skade, og om hans i næste nummer givne svar fremdeles kan opvække nogens medlidenhed med ham. Anmelderen gav sammes kone 5 rigsdaler, skønt hun ikke efter hendes stadselige påklædning ansås for at være trængende. Næppe vil jurist Jessen vække fleres medlidenhed, efter hans så ubeskedne og ubegrundede ytringer over et spørgsmål der havde hans mulige befrielse til hensigt. I øvrigt agter man ikke længere at svare, hvis der fremkommer noget mere fra jurist Jessen i samme anledning. 


(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj 1816, s.300)