04 maj 2015

Til Udgiveren af Politivennen


Indsendt

Min Herre!
Deres foretagende er så prisværdigt og kan være så nyttigt at det fortjener almindelig understøttelse. Og det ville smigre mig om De kunne finde nogen fornøjelse i bidrag fra mig. Jeg har den ære at begynde dermed i dag ved at sende Dem nogle anmærkninger til de udkomne numre af Deres blad.


Til s. 18 om betlere


Denne tryglende udlænding er vist den samme som hjemsøger mig nogenlunde hver tredje måned for at bede om rejsepenge. Han siger at han er fra Danzig. Hans sprog vidner også at han er fra den egn. Har kone og børn, og at være frimurer, i hvilken egenskab han påberåber sig min broderpligt, da han holder mig for at være frimurer, hvad jeg ikke er. Han er rød i ansigtet, måske kun når han er fuld, hvilket oftest er tilfældet, og således bliver han ved hver gang at kalde mig broder, meget snaksom og påtrængende. Det er ikke muligt at få ham bort uden uartighed, og ved at lukke døren op og trænge ham ud. Hans uforskammethed er så meget desto større da han må sige sig selv at han intet får, fordi jeg aldrig gav ham. Det er derefter tilladt at antage at han ville stjæle, skønt jeg aldrig har savnet noget efter hans bortgang. Jeg istemmer med Dem at han måtte føres over grænsen (eller sættes i et arbejdshus). Jeg tilføjer at han er temmelig velklædt og at det er mig ubegribeligt at ingen har klaget ti politiet over ham, da han alt for længe har drevet sit uvæsen.


(Fortsættes i næste nummer)


(Politivennen nr. 5, Løverdagen den 16. februari 1816, s. 75-76)


Fortsættelse af brevet til udgiveren

(Til side 19)

Javist får man for mange skriftlige anbefalinger at se. De fleste er udstedte af præster. I det mindste burde de indeholde hvor lang tid har gælder. For nogle som forevises er gamle, og for stedse, eller for længe. Skulle de dog vel ikke gælde. De ville ellers være betlerpatenter. Endvidere syndes de at burde, ligesom pas, være forsynet med den forevisendes personbeskrivelse.

Men bør de eksistere overalt? Hvor lille forskel er der ikke mellem tiggere på gaden og i husene? Den første er forbudt, hvorfor skal den anden være tilladt? Misforstå mig ikke. Jeg giver gerne til værdige og bekendte. Men til hvem kan en ærekær fattig henvende sig uden til øvrighed, fattigforstander, bekendte og til de som kan skaffe arbejde? Undtagelser kunne gives. Man får fx ikke nok af hine og har ingen bekendte, undtagen uformuende, man undser sig også ofte ved at ty til bekendte og lader dem vide om nøden. Men som regel kan man antage at den har tabt al skam som henvender sig til andre privatfolk end bekendte. Hvilke, blandt privatfolk, er de eneste som man kan gøre nogen fordring på, og som man kan håbe understøttelse af


(Slutningen følger i næste nummer)


(Politivennen nr. 6, Onsdagen den 21. februari 1816, s. 92-93)

(Artikelserien afsluttes ikke)