05 juni 2015

Et sørgeligt Exempel paa Fordomme og Overtroe i vort oplyste Aarhundrede, samt et Spørgsmaal desangaaende

(Indsendt)

Følgende spørgsmål fremsættes til besvarelse for en kyndig jurist:

"Udstrækker forældres rettigheder over deres børn sig så vidt at de har frihed til uden ansvar at lade deres misfostre forblive misfostre når disses legemlige bræk står til at ændre"?

Anledningen til ovenstående spørgsmål skyldes følgende tildragelse:

I en landsby omtrent 6 mil fra København blev den 1. august dette år født et drengebarn med 6 fingre på hver hånd, 6 tæer på den ene og 7 tæer på den anden fod. På enhver af hænderne var den 2., 3., 4. og 5. finger, ligesom også fødderne alle tæerne, på den ene fods tå nær sammenvokset med en fuldkommen organisation der kun ved overfladiske, arlignende linjer viste stedet hvor fingrene burde adskilles. På hænderne var blot begge tommelfingrene og den 6. finger adskilt fra de øvrige. En i nærheden boende læge blev hentet den følgende dag og for at forskåne moderen for barnets skrig, foretog han med sognets retskafne præsts samtykke operationer i præstegården hvorved fosterets fingre blev adskilte og den 6. på hver hånd bortskåret (eftersom disse bifingre blot løseligt og uden nogen ordentlig artikulation var hæftet til den udvendige side af den 5. finger). Det samme blev foretaget med den 7. bi-tå, da denne ellers med tiden ville have forhindret drengen i at bruge bekvemt fodtøj på denne fod.

Den påfølgende forbinding foranledigede lægen til dagligt at rejse til barnet indtil den 13. august inklusive, da sårene var så vidt lægte at man ikke fandt det for godt at hente ham oftere. Han så nu ikke barnet før den 16. september, da hans vej faldt forbi stedet hvor dette var. Men til sin store bestyrtelse fandt han at forældrene havde forsømt forbindingen af fingrene indtil disse var fuldkommen lægte. Dette havde han ellers forud forklaret dem de burde vedblive med, ligesom også at de flittigt måtte skille barnets fingre indtil dette kom til den skønsomhed at kunne ved at gribe efter et eller andet selv fuldføre denne forretning. Som en følge af forældrenes forsømmelse havde fingrene allerede begyndt at vokse sammen på ny, ved en hindre som udstrakte sig fra den flade del af hånden ned mellem fingrene.

Et på samme tid tilstedeværende fruentimmer, efter udseende mellem 20 og 24 år gammel var imidlertid af den overbevisning at denne nye sammenvoksning vel måtte være en straf fra Gud, fordi man ved første gang at adskille fingrene havde formastet sig til at stride mod hans gerning, hvorpå hun med gysen for ud gennem døren, som om hun befrygtede at hun ellers skulle blive offeret for den hævnende straf der nu sikkert ville ramme den dumdristige læge. Dette var en konfirmant af det oplyste 19. århundrede. Lægen henvendte sig nu til præsten omtrent således: Vil de sige forældrene at hvis de endnu engang vil underkaste deres barn operation, så er jeg villig til at foretage samme på ny, og endnu mere, vil jeg ikke alene give afkald på den betaling som kunne tilkomme mig af dem for den nye operation, men endog på hvad jeg er berettiget til at fordre for den første foretagne. Og de mange rejser jeg i denne anledning har haft. Men selv dette tilbud var ikke i stand til at overtale de i øvrigt aldeles uformuende forældre.

Således er da dette barn på vej til for altid at være ulykkelig. Uagtet det endnu uvidende herom slumrer trygt ved sin ufornuftige moders side, og ikke aner den mørke fremtid det iler i møde. Således er staten forsætlig berøvet en borger, og fødelandet en af dets tilkommende værne- og tjenstgørende sønner. Således tør et allerede med svære byrder belagt sogn vente om en føje tid at se sig besværet med en elendig betler måske for et halvt eller størstedelen af et helt århundrede. hvis ikke dette barns forældre på en eller anden måde nødes til mens det måske endnu er tid at lade råde bod på dets ulykke. Hvilket dog næppe vil kunne være gørligt, uden alene på hospitalet. Skulle disse linjer have den tilsigtede nytte, og vække vedkommende til snart at frelse et uskyldigt offer for skændig egensindighed og fordomme, da ville nærmere oplysning om stedet mv. kunne erholdes hos dette blads udgiver.
--------------
P.S. Indsenderen skylder den deltagende læser at anføre grunden hvorfor denne anmeldelse ikke er sket tidligere. Denne må søges i lægens hidtil grundede håb om at forældrene til sidst dog skulle have ladet sig bevæge til godvilligt at efterkomme deres pligt.

(Politivennen nr. 48, Løverdagen den 30. november 1816, s. 745-750)

Duplik til en fynsk Resensent

(Indsendt)

I et af de sidst udkomne numre af såvidt erindres Hempels Avis findes en replik i anledning af det i nr. 48 af Politivennen indrykkede, med overskriften "Et sørgeligt eksempel osv". Indsenderen af nedenstående som tillige er anmelderen af sidstnævnte, har blot hændelsesvis læst anførte replik i nærmeste købstad, og på et sted hvor tiden ikke tillod han at tage afskrift af det læste. Imidlertid erindrer han så meget af det at man har fundet det udtryk upassende hvor han omtaler overtro hos en konfirmant af det nittende århundrede. Og det synes som man har tiltroet ham den ubetænksomhed dermed at have villet give visse personer (måske almueslærerne) en påmindelse, fordi det ikke endnu har været muligt for disse fuldstændigt at udrydde overtro i deres embedskreds. 


Havde anmelderen virkelig manglet den fornødne menneskekundskab for at vide: at det ikke er muligt for en religionslærer - selv med den største omhu - at udrydde fordomme hos almuebørn der ligesom har indsuget dette med modermælken og dagligt bestyrkes i dem af forældre og foresatte osv. Havde han virkelig manglet denne kundskab, så ville han muligvis have følt at han fortjente den givne påmindelse.Men da han ved hvor yderst vanskeligt det er at fjerne falske begreber hos mennesker hvor disse først er blevet rodfæstet og er gået i arv fra forfædre, og da han altså aldeles ikke i sin anmeldelse kan have tænkt på at angribe århundreders morallære, så finder han sig aldeles ikke truffet af ovennævnte påmindelse. Han har med denne ytring aldeles ikke taget hensyn til ungdomslærernes iver eller ikke-iver i at udrydde overtro, men kun på den nu omstunder alt for almindeligt ytrede mening: At tidens oplysning mærkbart har fortrængt fordomme blandt den simplere menneskeklasse. 

Denne mening har han ofte fundet lejlighed til at finde falsk. Det var dette han bestred ved at fremstille et af de utallige eksempler på at selv unge og nyligt i religionsfaget underviste mennesker endnu var befængt af fordomme der ligeså meget gerådede religionen og sund menneskeforstand til vanære, som fødelandet til skade. Imidlertid skulle det fornøje anmelderen at føle sig overbevist om at den man der angreb denne ytring virkelig havde ladet sig lede dertil af upartiskhed og følende kald til at hævde enhver stands rettigheder. Dette tør imidlertid anmelderen næppe tro, for det er en sandhed at det er ulige lettere at være kritiker end skribent. Er det vist at førstnævntes bestræbelser bør gå ud på at udfinde og anmærke alt det hvori denne kan synes at have fejler. Er det endelig en afgjort sandhed at en kritiker lettere opdager fejlene i hvad der er skrevet end den som selv har skrevet samme, så gør anmelderen den simple slutning: At den person som skrev indrykkelsen i den fynske avis enten har manglet opmærksomhed eller upartiskhed. For intet måtte være ham lettere når han nu engang for alle ville påtage sig den forretning at undfinde den værste mening af ord end også at opdage en tvetydighed i denne anmeldelse, hvor det hedder: Skulle disse linjer vække vedkommende etc. Det mente er anmelderen af flere gjort opmærksom på at disse ord let kunne lede til den formodning at han hermed har villet gøre stedets øvrighed mistænkt for ligegyldighed, ja han nægter end ikke at denne formodning ingenlunde nødvendigvis ligger deri. 

Det er også derfor at anmelderen skønt ikke dertil direkte opfordret med fornøjelse griber lejligheden til at fralægge sig sådan mistanke, da muligvis flere kunne have fattet samme, ved her offentligt at erklære at han ikke på fjerneste måde har haft sådant i øjemed, så meget desto mindre som han endog for nyligt og i et tilfælde som angik ham selv, har haft umiskendelige prøver på stedets civile øvrigheds udmærkede iver i at fremme den gode sag. Hans mening med nys nævnte ord var ingen anden end den: "at gøre opmærksom på", og til afgørende bevis for at ingen mening kan søges deri tjener ydermere: At han aldrig har underrettet nogen øvrighedsperson om den tildragelse som foranledige hans anmeldelse i førnævnte nummer af dette blad, fordi han ikke vidste ja tvivlede endog om at øvrigheden var berettiget til at tvinge barnets forældre. Han forudsatte blot muligheden af et slags tvangsmiddel ved sådan lejlighed, og valgte derfor offentlig anmeldelse af det forefaldne som den hastigste og sikreste måde at opnå sit tilsigtede øjemed på. Ingen veltænkende vil altså i anmeldelsen og især således som den her er udviklet, finde uædle hensigter hos anmelderen. 

I øvrigt nægter vist ingen at manden som skrev i den fynske avis lige så let måtte have kunnet finde den sidste som den første tilsyneladende forseelse i anmeldelsen og at hans tavshed hvad sidste angår beviser at han, som før anført har manglet enten opmærksom eller upartiskhed. I det tilfælde er han en slet kritiker, og burde ikke oftere give sig det erhverv at kritisere. I sidste tilfælde derimod fortjener han aldeles ikke engang navn af en mådelig kritiker, men henhører til den klasse af skribenter som man kun ugerne nævner og i endnu mindre bør indlade sig med. I øvrigt mener anmelderen sig forpligtet til at underrette den ædelt tænkende del af publikum om at de kraftigste foranstaltninger allerede fra den høje øvrighed er føjede med hensyn på det nævnte vanføre barns helbredelse.

(Politivennen nr. 51, Løverdagen den  21. december 1816, s. 793-798) 

Svar paa et Spørgsmaal i No. 48 *)

(Indsendt fra Landet)

I Politivennen for 1816, nr. 48 er forespurgt: Udstrækker forældres rettigheder over deres børn sig så vidt at disse har frihed til uden ansvar at lade deres misfostre forblive misfostre når disses legemlige bræk står til at ændre?

Hertil svares:


1) Dersom enhver familie udgjorde en egen stat, så behøvede hver sådan familie som stat vist nok ikke at spørge den anden eller nogen om sine forholdsregler, sin gøren eller laden, så længe den ikke ved samme fornærmede nogen. Men


2) Da nu familier for sin egen sikkerheds skyld og af nødvendighed har måtte slå sig sammen for at udgøre mindre eller større selskaber eller stater, så er det klart at enhver familie i hvilken som helst stat den er og af hvem den nyder sikkerhed, beskyttelse, frihed til at ernære sig på allehånde lovlige måder, bør lyde dens love og forskrifter og efter sin stilling og beskaffenhed bidrage sit til samme stats tillige med sit eget velbefindende. Og hvis han ikke kan eller vil adlyde statens love og bidrage sit til dens opretholdelse og velstand, så bør han forlade den, og søge hen til en anden, hvor hans omstændigheder, sikkerhed og velstand kan synes ham behageligere.


3) Det er unægtelig hver regerings kald og pligt at beskytte sine undergivne og borgere imod andres fornærmelser, såvel landsmænds som udlændinges. Men dersom dette er så, så kan en regering ikke lade misfoster være misfoster, når deres bræk kan ændres. Så er det dens kald og pligt at hindre sådant, da derved dens borgere på flere måder fornærmes. Nu ved at have et ubehageligt og uheldssvangert syn for øjne. Nu ved at fornærmes på den mest oprørende måde når gode borgere skal berøves deres arbejdsomheds, anstrengelses, tarveligheds og sparsommeligheds ærværdige frugter af egensindige forældres dumhed og genstridighed, til at opføde og underholde ethvert unødvendigt misfoster. 


Endog om det var det rigeste mands barn, kunne regeringen ikke tillade at hver borgers nerver blev rystede ved et elendigt syn, deres sind foruroliget og deres sundhed sat på spil ved et skrækindjagende syn af sådanne misfostre. Ligesom også den allerrigeste fader aldrig kan sikre staten at det ingenlunde skulle blive staten til byrde. Ildebrand, tyvehånd, utroskab, krig, forvolder forandringer som i forvejen anses for umuligheder.


4) Dersom en stat ikke kan opretholdes og bestå ved uduelige og unyttige borgere der kun er staten til byrde og plage, ja er ligesom en bestandig omsiggribende kræft til dens viseste og hastigste ødelæggelse, så er det en regerings kald og pligt at danne sine borgere til nyttige og brugbare mennesker, såvel for dens opretholdelse som for deres eget mangesidige gavn. Og da såvel den som de selv behøver en lys og ædel sjæl i et sundt og bekvemt legeme, at foranledige uden at betage dem enhver mulig frihed eller at indsurre dem i et besværligt ledebånd dels gavnrige og religiøse kundskaber, dels velgørende legemsøvelser og færdigheder ved et sundt og kraftfuldt legeme. Det er altså nødvendigt at en regering opretter undervisningsanstalter eller skoler og beskikker lærere for sjælens forædling og legemlige øvelser. Såvel som ansætter læger og jordemødre til at fremvirke sundhed og raskhed samt skader at hæve eller afhjælpe. Men dersom nu det er ret, og den mest fortjente regerings indretninger, så er det ligeså meget


5) en slig regerings kald og pligt at se til at disse indretninger og foranstaltninger bliver brugt og nyttede. Altså dels straffe for skoleforsømmelser, dels for efterladenhed i at bruge oplærte jordemødre, dels at straffe for brug af kvaksalvere. Dersom nu alt dette er rigtigt, som nok ingen kan nægte, dersom en regering mulkterer for skoleforsømmelse, for jordemoderforsømmelse, for kvaksalveri, så kan en regering ikke andet end også at mulktere, anseligt mulktere eller også sætte på forbedringshuset eller først på vand og brød  (ligesom skoleordningen § 19 lyder) de forældre som lader deres børn blive misfostre når de kunne blive reddet. Dette er så ligefremt og plat nødvendigt at en regering ikke kan handle konsekvent og sig selv lig og retfærdig når den ikke gør det. For det er staten og det menneske ligeså skadeligt hvis mennesket eller undersåtten bliver en galning, klods og dumrian, betaget af fordomme og overtro, eller en krøbling, kort sagt, enten undersåtten og mennesket bliver en vanskabning på sjæl eller på legeme. Og endnu er det sidste staten og mennesket selv mere skadeligt. Såsom mennesket som er uoplyst, enfoldigt når han har et smukt legeme og ikke krøbling kan dog arbejde, ernære sig selv, være uskadelig for andre, gavne staten, hvilken den vanføre og krøblingen ikke kan, der stedse må blive sig selv og staten til byrde.


6) Når da en regering handler konsekvent så straffer den endog hårdere de forældre som lader deres børn blive krøblinge når de kunne reddes, end dem der ved skoleforsømmelse i henseende til sjælen lader deres børn blive enfoldigere og mindre oplyste. Således handler enhver fornuftig regering. Men nu en kristelig og nu den danske, fortrinlig agtet blandt alle kristeligt må endnu handle langt kærligere mod sine undersåtter og mod et uskyldigt barn. Følgelig er der aldeles ingen tvivl om at jo barnet endnu vil blive reddet, og at de uforstandige og egensindige forældre vil blive nødt til at handle ganske tværtimod deres forrige handlemåde.


7) Den præst altså som underrettede lægen og den læge som opererede barnet så villig og ufortrøden fortjente at nævne med fortjent hæder, og lægen i særdeleshed at belønnes. Kun synes mig at dette faktum allerede straks da forældrenes forsømmelse var kendt, burde være indberettet til amtmanden. Forældrene mulkteret af ham, eller en af dem sat på vand og brød eller til tvangsarbejde indtil barnet blev ordentligt forbundet og lægt, og hvis amtmanden havde fundet nogen anstødssten derimod, da gået ind med en forespørgsel til det danske kancelli eller til hans majestæt som ikke lader uordener finde sted, når de kan afhjælpes.


8) Men måske en hovedknude at løse står tilbage: At det er formasteligt at bruge lægen ved sådanne lejligheder, at det er at stride mod Guds gerning, at det er at ville mestre Gud, som pigen ytrede. Men hvorfor bruger da dog selvsamme mennesker lægen når jordemoderen intet kan udrette, og lægen ofte redder måde moder og barn ved at tage det med instrumenter, eller alene moderen når ellers begge ville gå i løbet, sådant er da jo også formastelse, at stride imod Guds gerning. At misfostre fødes er nødvendigt for at vise mennesket for øjne hvilken guddommelig velgerning det er at have skabt så mange 1000 og deriblandt også mig ret og lige, at det aldeles ingen forpligtelse er som Gud skylder enhver, det bør opvække ethvert tænkende væsen ved at erfare sligt nu og da til at prise Gud og til desto troligere at tjene og ære Gud med den lyse sjæl i det sunde legeme som Guds godhed giver. Men at rette fejlen er aldeles ingen formastelse. For ved den blotte fødsel er hensigten opnået, at vise mennesket at sund legeme og sjæl er uforskyldt guddommelig nåde. Så snart misfostret er født eller uheldet er sket, bør menneskers broderkærlighed og hjælpsomhed og vis og kunst træde til, og vise al den velvillige understøttelse som er mulig. Var ikke således sagens beskaffenhed så måtte heller ingen læge eller medmennesker hjælpe, læge, trøste, vederkvæge en ved kuglekvæstet i krigen, da det var Guds gerning. Pesten, børnekopper burde burde da også rase, for det var også Guds gerning. Ser du dog ikke, oh menneske! At mod elendigheden i verden findes altid lægemidler og hjælp. Skulle Gud da ikke ville at du måtte bruge disse? Visselig, visselig. Det er alle menneskers pligt.

*) Uagtet spørgsmålet allerede for længe siden er besvaret, ved det at den høje øvrighed kraftigt tog sig af den sag der foranledigede samme, tror udgiveren det dog ikke uinteressant for bladets læsere at se en kyndig og retskaffen mands besvarelse på det opkastede spørgsmål. At det kommer så sent, er fordi bladet først fra nytår har erholdt tilladelse at forsendes udenbys.


(Udg. Anm.)


(Politivennen nr. 63, Løverdagen den  15de Marts 1817, s. 978-983, 986)