23 juni 2015

Atter noget om Kirken i Opfostringshuuset

(Indsendt)

Indsenderen af dette og vist nok flere med ham undrer sig over spørgsmålet i Politivennen nr. 87 om ikke Opfostringshuskirken kunne benyttes til offentlig gudstjeneste. I den kant af byen er der jo ikke mindste trang i denne henseende da der i samme haves adskillige kirker fjern og nær med gudstjeneste til forskellige tider, fx Citadellet, Almindelig Hospital, Abel Cathrines Stiftelse, Stokhuset, Garnisonskirken hvis nærværende 3 religionslærere med føje søges af at talrigt antal tilhørere. 


Men var der end virkelig trang til Opfostringshuskirken blev åbnet til gudstjeneste, hvem skulle da forrette den? Hvorfra udredes løn til den som forrettede den.? Der var en tid da de 4 lærere på Opfostringshuset skiftevis prædikede i nævnte kirke. Men det var snarere at anse som en kabinetsprædiken for stiftelsens betjente, vist ikke nødvendig for børnene, da disse måtte under en lærers tilsyn bivåne gudstjenesten i Almindelig Hospital kl. 11. Så vidt vides er kun den ene af de 2 derværende lærere berettiget til at prædike. Besynderligt er det ellers at denne i flere år ikke benyttede kirke nyligt er blevet oppudset om der end herefter ligesom i år skal holdes tale på stiftelsesdagen, mens kirken i Vartov der henhører under samme bestyrelse, mere og mere forfalder, så at den uden en hastig reparation snart må blive ubrugelig. To gange på et par års tid er stykker af gipsen fra loftet faldet ned under gudstjenesten og om ikke just forvoldt skade dog indjaget adskillige skræk. Kirken i sig selv mørk bliver det endnu mere da vinduesruderne næsten er som overtrukket med en fernis af urenlighed. Indsenderen selv som i denne sommer i nogenlunde klart vejr overværede gudstjenesten i nævnte kirke kunne næppe se at læse og synge sin salmebog uagtet han dog havde briller. At dette er tilfældet med flere er bekendt. Af hædersmændenes Münters og Clausens årvågenhed og utrættede iver for religionens, dens gode sags, ventes det vist ikke forgæves at foranstaltning til denne kirkes reparation og oppudsning snart vil blive gjort.

"Kirken i Vartov forfalder mere og mere forfalder, så at den uden en hastig reparation snart må blive ubrugelig. To gange på et par års tid er stykker af gipsen fra loftet faldet ned under gudstjenesten og om ikke just forvoldt skade dog indjaget adskillige skræk. Kirken i sig selv mørk bliver det endnu mere da vinduesruderne næsten er som overtrukket med en fernis af urenlighed. (Vartov Kirke. Eget foto).

Ønsker man da endelig så meget at kirken i Opfostringshuset blev benyttet til gudstjeneste, så vover anmelderen at foreslå at betjente og rekonvalescenter fra Frederiks Hospital bliver anvist denne kirke i stedet for den til sådant brug højst upassende og modbydelige operationsstue. Herved opnåede man endog at de svage til bens undgik at gå op af en trappe da kirken på dette sted er lige ned jorden. Udvej til en indgang fra Bredgade kunne der vel findes. Vel er Frederiks Hospitals præst ikke strikt forpligtet til at prædike. Hvad der i denne henseende findes i hans instruks er mere at anse som et råd et ønske, opmuntring til fortsat øvelse end egentlig befaling. Men det er vist at formode at hverken den nylig kaldede præst eller nogen af hans efterfølgere ville undslå sig for at holde gudstjeneste på nævnte sted, lige så lidt som den for hospitalets vel så virksomme direktion jo nok vil vide at gengælde religionslærerne dette forøgede arbejde.


Måtte dog såvel i dette som i flere lignende tilfælde lægges på hjerte hvad den ædle med rette yndede biskops Pavels sagde da han fra prædikestolen i Helligåndskirken så skønt opmuntrede sin menighed til at yde frivillige bidrag til genopbyggelsen af det ærværdige tempel uden for hvis mure findes - under jorden, kød af mennesker og ovenover kødet af slagtede kreaturer "Enhver kirke der nedbrydes, enhver gudstjeneste der hæves, er en triumf mere for vantro og laster." Såvel dette som det af indsenderen her anførte er vel ikke efter hver mands smag. Men det er dog sandhed.


(Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1486-1490)