15 juni 2015

En barbarisk Skik hos nogle af vore Handlende

Det er en slem vane som fornemmelig her i hovedstaden har indsneget sig og som om just ikke alle, så dog de fleste detailhandlende besidder. Nemlig den at begære en halv gang så meget for deres varer som den anden pris de er værd, eller som de dog sælger dem for. Israelitterne er især stive i det. For for en ting som er på mode især damepynt fx et sjal som der undertiden er forlangt 150 rigsbankdaler for, sælger de for 80 rigsbankdaler. Ligeledes er det med ure og andre galanterivarer. De kristne har bestræbt sig meget for at træde i deres fodspor, og en del har også opnået en temmelig færdighed i at pådutte køberen deres varer til en højere pris end sand værdi. Finder man sig siden bedraget ved handelen og vil lade et ord falde om den urigtige behandlingsmåde man har lidt, så bliver man således bombarderet af dem med sådanne opbyggelige og trøstende ordsprog som i idelig fører på læberne. Nemlig: enhver er en tyv i sin næring. Hvem som ikke vil lukke øjnene op, den må lukke pungen op. Når narre kommer til torvs, får kræmmeren penge, osv. som de besidder en færdighed i at opremse så at man til sidst bliver ked af det og går bort.

"Israelitterne er især stive i det. For for en ting som er på mode især damepynt fx et sjal som der undertiden er forlangt 150 rigsbankdaler for, sælger de for 80 rigsbankdaler." (Gadescene i København ved år 1800. Piskebåndsjøden sælger en knipling til en ung pige. Ubekendt. Statens Museum for Kunst)

Ingen af disse godt folk tager imidlertid de uberegnelige slemme følger i betragtning som følger af det. For herved opstår naturligvis det som vi kalder at tinge og prutte, der går så vidt at håndværkeren som sender sin uerfarne dreng til boderne for at indkæbe materialer eller husmoderen som sender sin pige ned til torvet eller stranden, må på det nøjagtigste indprente disse ord: lad mig så se du tinger godt. At de som forretter sådanne byærinder let derved kunne forledes til utroskab er lige så sandt, som at disse ærlighed derved ofte miskendes. Det var derfor ønskeligt hvis det var gørligt at enhver handlende ville følge den skik som nogle af dem havde indført nemlig at sætte en vis pris på deres varer af hvilken de ikke lod sig aftvinge det mindste, for derved blev al mistanke om urigtig behandling på begge sider aldeles hævet.


(Politivennen nr. 78, Løverdagen den 29de Juni 1817, s. 1308-1309)

Redacteurens Anmærkning

Artiklens slet skjulte insinuationer over for jøderne ("israelitterne) var ikke usædvanlige i perioden. Generelt havde de danske jøder af kongen fået bedre forhold, fx hvad angik uddannelse og mulighed for at drive håndværk. Men den økonomiske depression fik antisemitismen til at vokse frem, inspireret sydfra. I første omgang på skrift, og ikke uimodsagt. Mange imødegik dem. Især 1813-1814 blev der udgivet en række antisemitiske skrifter, som skribenten af ovenstående artikel muligvis kan have kendt og måske endog sympatiseret med. 

Frederiks 6. udstedte 29. marts 1814 en forordning for jøderne. Den havde været flere årtier undervejs, men formentlig fremskyndet af uroligheder. Heri blev den mosaiske trosretningsstyrelse autoriseret. Ifølge Martin Schwarz Lausten (Jøder og kristne i Danmark, 2012) var det overordnede mål at jøderne ikke skulle udgøre en stat i staten. De skulle have samme rettigheder og pligter som alle andre. Dvs. landets borgerlige love skulle stå over de rabbinske forskrifter.

Det betød bl.a. at jøderne blev ligestillet med alle andre hvad angik fx skifte, fattigvæsen, skolevæsen, ægteskabslovgivning, tidsregning mm. Og også at kongen skulle give tilladelse til oprettelse af synagoger, udnævnelse af præster. Desuden blev konfirmation obligatorisk. 

Man opretholdt jøde-eden. Jøder kunne fortsat ikke få adgang til offentlige embeder. Udenlandske jøder kunne få en 14-dages tilladelse til gennemrejse. Hvad der (ifølge Martin Schwarz Lausten) fik Grundtvig til at mene at landet ville blive overrendt af fremmede. Han mente at indvandringen allerede var for stor.

Det var først og fremmest blandt de fattige sådanne forestillinger vandt genhør. Trods forordningen var stemningen i 1816 så antisemistisk at mange jøder ikke turde gå på gaden. 

Artiklen fra juni 1817 befinder sig i mellemperioden som senere udløstes i optøjerne som er blevet kendt under den anden Jødefejde 1819-1820, igen med inspiration fra Tyskland. Politivennen er dog på det nærmeste støvsuget for artikler om jøder i den periode.