17 juni 2015

Et ej uvigtigt Spørgsmaal

(Indsendt)
Bør den yngling eller pige der ikke ½ time kan føre en samtale med tyske folk på tysk sprog konfirmeres på tysk? Kan en 3 til 4 timer erstatte det heri total manglende? Og hvis sag er det at påse at hermed gås ordentlig til værks og uvidenhed af denne art for de uberegnelige følgers skyld forebygges?

Skulle desuden ikke også tyske konfirmander skrive det sprog fejlfrit hvori de skal konfirmeres, eller tilsagn ligesom de danske skulle skrive deres?

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de juli 1817, s. 1376)


Svar paa Spørgsmaalet i No. 82 som Indsenderen af samme har behaget at kalde: ej vigtigt.



(Indsendt)

Forudsat at indsendren af dette spørgsmål ikke er en konf ..... jæger, men mener sit spørgsmål ærligt, tjener herved til svar:

  1. At det ved de danske real- og borgerskolers så ypperlige indretning ikke engang lader sig tænke som muligt at drenge eller piger dimitteres derfra til konfirmationen uden at være i stand til at kunne underholde sig en halv time med tyskere i det tyske sprog. Skulle dette alligevel være tilfældet til stor skam for den danske skole hvorfra sådant et barn dimitteredes, så måtte naturligvis præsten og skolelærerne og navnlig de sidste gøres ansvarlige og derfor straffes alvorligt.
  2. Det vil her meget komme an på hvor mange uger gennem 3 til 4 timers ugentlig anvendes til at erstatte de manglende hos de børn af tyske familier som er så ulykkelige ved lærernes skyld at være blevet sat tilbage i deres modersmål, det tyske sprog. Ved den tyske hovedkirke her i staden er der truffet den såre rosværdige indretning at sådanne børn foruden deres sædvanlige skoletimer endnu har lejlighed til af en netop dertil ansat lærer 12 timer om ugen at nyde den fornødne undervisning og øvelse i det heri totalt manglende og at de samme børn desuden 7 til 8 timer ligeleds ugentlig overhøres af deres præst i det tyske sprog.
  3. Vel mangler beviset for at alle de børn som konfirmeres i en dansk kirke er i stand til at skrive det danske sprog fejlfrit. Men er dette tilfældet og ses strengt på det af alle danske præster ved at antage konfirmander, så må man også med samme ret tiltro de tyske præster at også de vil være samvittighedsfulde nok til at bære ligeså omhyggelig en omsorg for deres tyske konfirmander.

Udtrykket efter tilsagn lader i øvrigt til at være en jagt-terminus og er for øjeblikket i det mindste indsenderen aldeles uforståeligt.

(Politivennen nr. 84, Løverdagen den 9de August 1817, s. 1406-1407)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen og dens svar kan måske være interessant set i lyset af vore dages debat om tosprogsundervisning. Men på Politivennens tid var det kongen, ikke sproget som man anså et samlende element for Danmark. At være dansk betød ikke nødvendigvis at man talte dansk, men at man boede inden for Danmarks grænser. Det skal ses i forhold til at 40% af befolkningen inden for Danmarks grænser talte tysk efter at Norge siden 1814 ikke længere var en del af Danmark. Se også Redacteurens Anmærkning til nogle artikler om dette emne i Politivennen fra 1809.