For en rejsende fremmed der kommer hertil staden, må det være et påfaldende syn at se de mange brødkurve som i flere gader findes opstillet i porte og døre, fx lige fra Frederiksberggade til Kongens Nytorv. Han kunne let komme på den tanke at Københavns indbyggere var forfaldne til en egen art af grådighed. Men betragter han nøjere en del af disse udsælgeres og udsælgerinders udseende kunne der endnu måske hos ham opstå en endnu mere ufordelagtig tanke om de der køber brød hos disse. Den tanke nemlig at man her ikke regnede så synderligt på renlighed selv i de ting der nydes til livets ophold.
Underligt er det virkelig hvorledes den skik er blevet så almindelig at bagerne ikke selv sælger deres brød ligesom slagterne og andre handlende sælger deres varer. Den fortjeneste som sælgerne får når de tager brød hos bagerne kunne denne sidste jo selv beholde som en lovlig fortjeneste, eller brødet kunne bages større, hvorved almenheden og de fattige ville vinde. Imidlertid er det en bekendt sandhed at man ofte allerede om formiddagen ikke kan få frisk brød hos bageren, mens det i stor mængde findes indtil langt ud på aftenen hos tilfældige på gaderne, hvor det udsættes for støv og skarn og vel mange gange går gennem hænder der ikke alene er urene, men ofte endog ikke fri for en vis hudsygdom som let kan forplantes ved nydelsen af brødet.
Man kan fornuftigvis ikke have noget imod at en renlig gammel mand eller kone der ikke kan ernære sig ved andet arbejde, på denne måde søger at erhverve sig livets ophold. Men nu synes virkelig denne handel at være i for mange hænder, da endog unge, raske bønderpiger beskæftiger sig med det og sidder ørkesløse hele dage ved en brødkurv. At de som løber omkring i husene med brød, om morgenen banker på folks døre og derved forstyrrer disses ro eller arbejde er ikke den eneste ubehagelighed. For man tør vel formode at der kunne findes en iblandt som ikke ville forsømme at gribe en gunstig lejlighed til at føre en fangst.
Anmelderen tror derfor det var ønskeligt om tallet på disse unyttige handlende måtte indskrænkes ved at bagerne enedes om selv at sælge deres brød. For han synes at øjne en dobbelt nytte af dette forslag. For det første ville bageren vinde en lovlig fordel , som nu så at sige klattes bort til en mængde tærende personer, og for det andet ville almenheden vinde ved at få bedre brød. For der er vel intet spørgsmål om at man ville søge den bager der havde godt og velbagt brød, og at altså bageren for at få næring måtte beflitte sig på at levere det forsvarligt. Nu derimod kan bageren være temmelig ligegyldig da udsælgerne straks skiller ham af med brødet lige meget hvordan det er behandlet.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1499-1502)
Underligt er det virkelig hvorledes den skik er blevet så almindelig at bagerne ikke selv sælger deres brød ligesom slagterne og andre handlende sælger deres varer. Den fortjeneste som sælgerne får når de tager brød hos bagerne kunne denne sidste jo selv beholde som en lovlig fortjeneste, eller brødet kunne bages større, hvorved almenheden og de fattige ville vinde. Imidlertid er det en bekendt sandhed at man ofte allerede om formiddagen ikke kan få frisk brød hos bageren, mens det i stor mængde findes indtil langt ud på aftenen hos tilfældige på gaderne, hvor det udsættes for støv og skarn og vel mange gange går gennem hænder der ikke alene er urene, men ofte endog ikke fri for en vis hudsygdom som let kan forplantes ved nydelsen af brødet.
Man kan fornuftigvis ikke have noget imod at en renlig gammel mand eller kone der ikke kan ernære sig ved andet arbejde, på denne måde søger at erhverve sig livets ophold. Men nu synes virkelig denne handel at være i for mange hænder, da endog unge, raske bønderpiger beskæftiger sig med det og sidder ørkesløse hele dage ved en brødkurv. At de som løber omkring i husene med brød, om morgenen banker på folks døre og derved forstyrrer disses ro eller arbejde er ikke den eneste ubehagelighed. For man tør vel formode at der kunne findes en iblandt som ikke ville forsømme at gribe en gunstig lejlighed til at føre en fangst.
Anmelderen tror derfor det var ønskeligt om tallet på disse unyttige handlende måtte indskrænkes ved at bagerne enedes om selv at sælge deres brød. For han synes at øjne en dobbelt nytte af dette forslag. For det første ville bageren vinde en lovlig fordel , som nu så at sige klattes bort til en mængde tærende personer, og for det andet ville almenheden vinde ved at få bedre brød. For der er vel intet spørgsmål om at man ville søge den bager der havde godt og velbagt brød, og at altså bageren for at få næring måtte beflitte sig på at levere det forsvarligt. Nu derimod kan bageren være temmelig ligegyldig da udsælgerne straks skiller ham af med brødet lige meget hvordan det er behandlet.
(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1499-1502)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar