29 juni 2015

Et Par Ord i Anledning af Maria Petersens Avertissment i Adresavisen no. 272 og Fattigvæsenets Besvarelse derpaa i Mandags Avisen den 1ste Decb. sidstleden

(Indsendt)

Da anmelderen læste denne gode madames offentlige jeremiade i Avisen hvori hun på det ynkeligste jamrer over tabet af sin ægtefælle, der har efterladt hende fem umyndige børn i den kummerligste forfatning uden håb at kunne forskaffe disse sine børn de allerførste livsfornødenheder, skal han ikke nægte at han jo hos sig selv gjorde sin bemærkning over hvorledes dette offentlige tiggerbrev kunne blive indrykket i Addresseavisen under så forstandig og forsigtig en redaktørs bestyrelse som den Addressekontoret er så lykkelig at besidde. Det indeholder jo en tydelig anklage mod Fattigvæsenet som om det ikke havde opfyldt sin pligt: At hjælpe den sande ulykkelige fattige og at denne på grund af det er nødsaget til at anråbe det offentlige om hjælp. 

Ikke desto mindre fandt hun nåde for redaktørens øjne, og han lod det indrykke, uden at tage i betragtning at den offentlige bekendtgørelse i højeste grad måtte være en fornærmelse for et årvågent fattigvæsen. En benævnelse som anmelderen oprigtigt kan tillægge vores, da han ofte har haft lejlighed til at se det ile den fattige til hjælp med hastig understøttelse så snart samme kun har anmeldt sin trang for vedkommende fattigvæsens forstander. Dersom nu redaktøren blot havde tænkt at dette havde været konens pligt før hun henvendte sig til Adressekontoret, så er anmelderen overbevist om at han ikke havde tilladt hende at få det indrykket. Men da det nu er sket og Fattigvæsenets administrerende direktion i Addresseavisen nr. 281 har taget offentligt til genmæle ved at bekendtgøre: at den straks efter at have læst hendes avertissement havde tilbudt hende husleje, brød, skolegang og mad i skolen for børnene. Men at hun personligt havde mødt for direktionen og erklæret at hun som jordemoder mente hun selv kunne ernære sine børn.

Det synes altså som det ikke var så ganske rigtigt, uden eftertanke at tillade at indrykke sådanne avertissementer, hvorved vedkommende har grund til at tro sig fornærmede i henseende til deres embedsstilling. Men meget mere som det burde være en redaktørs første pligt at våge over at ingen ved hans ubetænksomhed blev fornærmet, ligesom også at vedkommende der havde skrevet samme kunne. Således som tingen nu er forklaret i sin sande sammenhæng har fortjent en skarp irettesættelse.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1672-1675)