Man kan vel kalde det en meget slem uskik når man i hele ugen før og efter nytår belemres og aftrygles af alle slags mennesker uden hensyn til at man end ikke står i det fjerneste forhold til dem. Har fx en drager engang båret en side flæsk hjem fra torvet for en mand, kan denne være sikker på forruden den sædvanlige betaling for arbejdet, endnu at blive afkrævet en dusør til nytår. Læsserne som endog udgør et laug og hvis arbejde betales efter takst, holder sig slet ikke for gode til at gå fra hus til hus i dette ærinde.
At sådanne let tjente penge som oftest ikke anvendes på den nyttigste måde, kan man overbevise sig ved at gennemvandre nogle af vores gader nytårsdags aften. De mange halv- og helberusede mennesker man da støder på, udgør sørgelige eksempler på medborgeres utidige gavmildhed. Anmelderen så allerede kl. halv elleve nytårsdags formiddag en beruset smededreng ligge i en gadedør i Ulkegade i en tilstand der kunne vække både afsky og medlidenhed. Der har før i dette blad været ført klage imod denne uskik, men uden held, og sikkert vil den vedvare meget længe, dersom den ikke afskaffes ved et lovbud. For man kan ikke forvente at de mennesker der udøver den, vil kunne indse at den er ligeså lav og vanærende som den er byrdefuld for bosiddende familier der også må tage i pungen for at købe sig fri for uartigheder og gravheder.
"tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager". Potter og kar fra Politivennens tid. Det ville betyde uheld at bruge udtjente potter og kar i det nye år. Derfor blev de smadret mod naboens dør. (Frilandsmuseet. Eget foto).
En anden uskik men som dog kun alene finder sted nytårsaften, er det at tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager. At se sin forstue der nys er rengjort, opfyldt med sådanne ting og at få dørene beskadiget af potteskår er vis ikke behageligt, meget mindre må et par store vinduesruder slås i stykker ved indkastede skår, hvilket var tilfældet sidste nytårsaften i en kælder i Norgesgade. Men allerværst er det at skrækken over et formodentlig skrald af sådanne indkastede ting kan have sådanne sørgelige følger for syge, børn eller nervesvage personer, som de ikke i lang tid kan forvinde. Og herpå kunne anføres flere eksempler. Så vidt anmelderen ved er denne uskik forbudt, men han ved også at dette forbud overtrædes, og kan let overtrædes. For mens vægterne er i den ene ende af gaden, kan vedkommende meget behændigt anbringe deres nytårssalve i den anden. Ønskeligt var det derfor at husfædre og fornuftige madmødre ville forestille deres tjenestetyender hvilke ubehagelige følger dette tossede besøg kan have for vedkommende og derfor forbyde dem at udøve samme.
(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 823-825)
At sådanne let tjente penge som oftest ikke anvendes på den nyttigste måde, kan man overbevise sig ved at gennemvandre nogle af vores gader nytårsdags aften. De mange halv- og helberusede mennesker man da støder på, udgør sørgelige eksempler på medborgeres utidige gavmildhed. Anmelderen så allerede kl. halv elleve nytårsdags formiddag en beruset smededreng ligge i en gadedør i Ulkegade i en tilstand der kunne vække både afsky og medlidenhed. Der har før i dette blad været ført klage imod denne uskik, men uden held, og sikkert vil den vedvare meget længe, dersom den ikke afskaffes ved et lovbud. For man kan ikke forvente at de mennesker der udøver den, vil kunne indse at den er ligeså lav og vanærende som den er byrdefuld for bosiddende familier der også må tage i pungen for at købe sig fri for uartigheder og gravheder.
En anden uskik men som dog kun alene finder sted nytårsaften, er det at tjenestepiger og drenge kaster gamle kogekar og potter på folks døre. Disse kar indeholder ofte ækle sager. At se sin forstue der nys er rengjort, opfyldt med sådanne ting og at få dørene beskadiget af potteskår er vis ikke behageligt, meget mindre må et par store vinduesruder slås i stykker ved indkastede skår, hvilket var tilfældet sidste nytårsaften i en kælder i Norgesgade. Men allerværst er det at skrækken over et formodentlig skrald af sådanne indkastede ting kan have sådanne sørgelige følger for syge, børn eller nervesvage personer, som de ikke i lang tid kan forvinde. Og herpå kunne anføres flere eksempler. Så vidt anmelderen ved er denne uskik forbudt, men han ved også at dette forbud overtrædes, og kan let overtrædes. For mens vægterne er i den ene ende af gaden, kan vedkommende meget behændigt anbringe deres nytårssalve i den anden. Ønskeligt var det derfor at husfædre og fornuftige madmødre ville forestille deres tjenestetyender hvilke ubehagelige følger dette tossede besøg kan have for vedkommende og derfor forbyde dem at udøve samme.
(Politivennen nr. 53, Løverdagen den 4de Januarii 1817, s. 823-825)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar