24 juni 2015

Forslag til næste Roeskilde Marked

På sidste Roskilde Marked hvor anmelderen var til stede blev han opmærksom på at de købere som indfandt sig for at købe kramvarer i butikkerne ofte blev forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som dels kom fra den lille markedsplads ved møllerhusene på den vestre ende af Roskilde og som når der manglede liebhavere ofte i et antal af 4 til 5 blev ført gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til førstnævnte plads. 

"De købere som indfandt sig for at købe kramvarer blev ofte forstyrrede og foruroligede af flere kobbel heste som i et antal af 4 til 5 blev ført gennem gaden hvor kræmmermarkedet holdes, ned til den østre ende hvor det egentlige hestemarked er, dels også fra denne sidstnævnte til førstnævnte plads" (Hestetorvet i Roskilde. Eget foto).

Herved opstod en trykken og trængen der var lige ubehagelig for købere og sælgere især da man kunne frygte at nogle af de heste man således ønsker at skille sig ved at kunne have en eller anden nykke fx at bide, slå bag op osv.  hvorved let kan ske skade da endog 5 til 6 heste er bundet efter hinanden og kun styres af en karl eller dreng der rider den forreste og som altså ikke kan råde bod på den skade en eller anden af de øvrige blot med en grime forsynede heste kunne afstedkomme. 

Man tror derfor at det var godt om der til næste marked måtte træffes den foranstaltning at hestemarkedet blot holdtes på det sædvanlige sted, nemlig ved den østre ende af byen og da man meget bekvemt kan ride og køre uden for byen at det da måtte befales at kun de markedsgæster som kommer for at overvære markedet og vil opholde sig der hos gæstgivere eller andre borgere, måtte tillades at køre gennem gaden hvor markedet holdtes, men rejsende og andre hestesendere burde tage vejen uden omkring samme.

(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1511-1513)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid var Roskilde sammen med Ringsted og Slagelse de sjællandske købstæder som havde det bedste ry og tiltrak flest sælgere, henved 100-150. Kræmmerne solgte her fx tørklæder, huer, bånd, knapper, dukketøj, malerier. Det var især håndværkere som hatte- og handskemagere, bogbindere og guldsmede som havde gavn af markederne. Mens fx snedkere, grovsmede, skræddere, bødkere, pottemagere og vævere som regel holdt sig væk. Hestemarkedet var en af Roskildes store begivenheder og blev afholdt på Hestetorvet nord for hvad der i dag er Roskilde Station (se fotoet i artiklen).