30 juni 2015

Om Tobaksrøgen især paa offentlige Gader og Stræder

At ryge tobak er i og for sig et uskyldigt tidsfordriv. Og som anmelderen vel vil tilstå just ikke så skadelig for helbredet når den bruges med måde som den i almindelighed har ord for. Altså har han ikke meget imod at den bruges, men han ønskede blot at brugen blev udøvet på passende steder og ikke som nu næsten allevegne. 

Denne tobaksrygens syge har taget så meget overhånd at man til sidst tør befrygte at folk, især de som har begyndt at vænne sig til det fra deres syvende eller ottende år ikke kan undvære dens nydelse selv i kirkerne, og måske vil anføre til undskyldning at lige såvel som den ene kan snuse, den anden skrå i kirken, så kan den tredje ryge sin pibe og dog i magelighed samle sine tanker al adspredelse og henvende dem alene på talerne. Men før visse bringer det så vidt, var det ønskeligt at det blev forbudt at ryge offentligt på gaderne ved højlys dag, selv med som uden dæksel, ikke engang de så yndede cigarer som enhver skoledreng begynder at lære sig til på. For det forekommer anmelderen at være i højeste grad uanstændigt. 

Men hvorledes skulle det forebygges vil man sige. Intet er lettere. Lad enhver som om dagen agter at have privilegium på at overryge folk på offentlige gader og stræder eller rettere sagt, enhver som vil vise det offentlige at han ikke længere står under sin mesters tamp, eller enhver skolepog at han har sluppet riset, give en passende årlig afgift for denne tilladelse. Så er der håb om at han styrer sin lyst til mørket falder på, da det kan være passende siden der da ikke er sådan vrimmel på gaderne blandt hvilken mange mænd som hjemme i sit har for ikke at besudle sine klæder med lugten, et eget værelse til dette brug, nu af disse utidige tobaksrygere skal få sine klæder tildampede og medbringe lugten deraf på sådanne steder hvor sådan opfattes om ikke just med afsky så dog med følelig fortrydelse.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1709-1711)