15 juni 2015

Om Tugthuusfangernes Mytterie og et Forslag i den Anledning

Den forfærdelige begivenhed som skete her i hovedstaden forleden onsdag den 25. juni, har sat den største skræk og forbavselse i mængden. Livsfangerne i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset begyndte nemlig lige fra om morgene at vise sig urolige. Og efter en gennemtænkt plan med hinanden sønderslog de ikke alene alle fabriksredskaberne, men søgte endogså at nedkaste både tag- og mursten på den tililende militære vagt, at hindre disse fra at forstyrre dem i deres skændige handlinger. Og hvem der ikke havde sten ved hånden, betjente sig af afbrudte jernstænger, alle slags redskaber som de fandt og kastede disse ned i mængde på enhver som forsøgte at nærme sig straffeanstalten. Indtil det endelig lykkedes dem at få facaden til torvet der består af 24 fag, tilligemed de dertil grænsende fløje pludselig sat i flammer og det så hastigt at ilden næppe havde varet i over en time før tårnet over kirkebygningen stod i lys lue og styrtede ned kl. 7 med et frygteligt bulder.

 Aldrig så snart bygningen var kommet i brand, hvilket skete kl. 6, før fangerne styrtede ned og en del af dem tvang justitssergenten til at åbne mellemporten. Ved den lejlighed kom en del ud af straffeanstalten og nogle af disse var endog kommet til tømmerpladserne hvor de straks blev pågrebet af militæret og bragt tilbage. Andre blev anholdt af vores årvågne politi og det borgerlige militær, så at alle fangerne er indbragte på nær nogle enkelte som endnu vanker omkring til landmandens eller lyststedejernes største skræk og rædsel. 

Fanger risikerede at blive lagt i jern som straf for forseelser imod systemet. (Nationalmuseet. Eget foto).

Årsagen til dette mytteri der altid hvor tidligt det end opdages drager de sørgeligste følger med sig, er endnu ikke kommet til offentlighedens kendskab. Men at den kan bestå i at fangerne pålægges for strengt arbejde, er nok næppe troligt, når man har tænkt over hvad der er skrevet om det i Kjøbenhavns Skilderie under den 28. juni. Og at hunger skulle drive dem dertil er lige så utroligt. Ifølge den kost de får som ligeledes ses af nævnte blad, men som endnu tydeligt og mere overbevisende kan stadfæstes af de personer som har set disse krabater løbe omkring på gaderne. Anmelderen har set adskillige af dem som var såvel fra naturens side robuste og stærke af lemmer, andre der var middelmådige og uanselige af vækst: Men endnu aldrig nogen på hvem man kunne spore den mindste tegn på mangel. For alle de han så var fyldige og godt ved magt. Anmelderen tror derfor at årsagen til at disse skurke så ofte prøver på at stifte mytteri og oprør kommer af kådhed og gode dage, i betragtning af den straf mængden af disse forbrydere retfærdigt har fortjent for deres dårlige opførsel i samfundet. 


Måske kunne sådanne mytterier bedst forebygges når alle tre straffeanstalter kunne separeres, og ikke som nu var i en bygning. For derved ville det blive vanskeligere at meddele hinanden planer til deres skurkestregers udførelse. Når altså den ene straffeanstalt forblev på Christianshavn, den anden kunne blive i København og den tredje i Kastellet, så tror anmelderen det ville være langt bedre for den offentlige sikkerhed end nu hvor sådan en bygning rummer over 500 forbrydere. Og var det ønskeligt mener han: Om fangerne i ethvert af disse straffeanstalter blev givet en så udmærket arbejdsdragt at denne straks måtte afsløre dem når de engang skulle få lejlighed til at bryde ud. At denne ide aldeles ikke er ny, ved enhver da den jo i gamle dage blev udført på de uærlige slaver ved de forskellige ærmer og bukselår de bar frem for de ærlige. Desårsag kunne jo samme ide på ny realiseres på disse forbrydere. Rasphuslemmerne kunne fx bære den dragt de har nu, blot med den forandring at det ene for- og rygstykke på trøjen og det ene for-og bagstykke på benklæderne var af ganske modsatte kulører fra den egentlige dragts. Og det var jo let at skaffe de andre fanger af Tugt- og Forbedringshuset en forandring på deres nuværende dragt, som var påfaldende og for at alle kunne vide og desto lettere kende disse forbrydere, kunne jo beskrivelsen på deres fangedragter opslås offentligt til publikums efterretning. Disse kendemærker eller andre lignende synes især at burde anvendes på disse forbrydere da ingen af dem bærer jern, undtagen de som har forsøgt at bryde ud, men er pågrebet og indbragte påny.

I går gik rygtet at de af fangerne som var bragt hen på Holmen i arrest atter skulle havde prøvet på at stifte uroligheder. Og det var ønskeligt at sådan en opsynsmand tillige med hans kompanoner måtte korporligt blive således afstraffet straks at han i det mindste indtil sagen nærmere blev oplyst kunne blive sat ud af stand til at tænke på sine oprørske planers videre udførelse. Måske kunne sådan et halvhundrede vel tildelte tamp på den blotte ryg ved det mindste gny de gav bringe dem på andre tanker. For at miste livet har man set at de ikke anser for nogen synderlig straf.


(Politivennen nr. 79, Løverdagen den 5te Juli 1817, s. 1323-1328)

Anmærkninger til Politievennen no. 79

Hr. Udgiver! Ved at læse deres nyttige blad nr. 79 findes følgende at bemærke som efter deres egen indbydelse meddeles herved:

Til forslaget om tugthusfangernes mytteri kunne lægges at det ville være et smukt bidrag til menneskekundskab, også vigtigt for statsmanden, juristen, psykologen, opdragerne, med et ord: for almenheden, om forbrydernes, især de henrettedes biografier blev trykt. De kunne samles af kriminalakterne og af de data forbryderne eller opsynsmændene opgav, visende den gradvise fordærvelse i tænke- og handlemåde, oprindelsen til det mm. og blive endnu mere frugtbare hvis biografierne blev affattet efter en vis hensigtsmæssig plan. 


I England haves sådan en samling af over 30 bind som har megen afsætning. Vores egne ville ikke mangle læsere og måske nytte mere end de mådelige fremmede skrifter af den slags som af og til gives os i oversættelse. 


I henseende til de endnu ikke pågrebne fanger der omvandrer til landboens skræk og uro, og hvoraf nogle i forrige uge havde gjort indbrud i byerne syd for Køge, da er det ikke let at fatte hvorfor man ikke foruden lænkehunden i gården også har en løs hund der burde gives husly og føde i haven, hvorfra indbruddet gerne sker. En sådan hund skulle kun løslades ved den almindelige sengetid og igen bindes om morgenen. Foruden at anmelderen af egen erfaring kan forvisse om gavnligheden deraf, så er det bekendt at den berygtede tyv Peder Michelsen der så ofte brød ud og ind, angav løse hunde om natten på landet og små hunde i værelserne i stæderne som det mest virksomme middel til at forekomme indbrud.

 (Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1346-1348)

Redacteurens Anmærkning

Episoden den 25. juni 1817 var den tredje inden for en kort årrække. Den 31. juli 1815 brød 50 fanger ud. De blev straks indfanget, 3 blev dømt til døden, 51 til piskning og strafforlængelse. Dødsdommene blev dog ændret til sidstnævnte straf. En kommission gav i øvrigt fangerne ret i flere klager, fx om kosten og økonomiske uregelmæssigheder. Samme år den 25. november måtte et oprør atter slås ned, med 2 dødsdomme og piskning til følge. Ved oprøret den 25. juni 1817 blev 8 dømt til døden, senere 7 yderligere den 13. september. Men omvendt blev ca. 50 fanger der havde opført sig mønsterværdigt under oprøret benådede.

Allan Mylius Thomsens beskrivelse af mytteriet findes i Jyllands Posten. Københavns Tugt-, Rasp- og Forbedringshus lå hvor ”Lagkagehuset” ligger i dag ved Christianshavns Torv. Modsat hvad Politivennens skribent antyder, så var netop pengemangel årsag til ringe kost, ringe hygiejne mm. Såvel ilden som hærens beskydning betød at bygningerne ikke kunne anvendes. 491 af fangerne blev fordelt på de dele af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, som ikke var ødelagt ved branden og på lofterne i Søkvæsthuset (nuværende Orlogsmuseum). 

Omkring 60 fanger blev midlertidigt anbragt på Gammel Holm, senere i to krudttårne på Kastellet. Det blev de brugt til indtil 1847. Krudttårnet i Dronnings Bastion eksisterer stadig, mens det som lå i Grevens Bastion er væk. Krudttårnene blev åbnet tre gange om dagen hvor fangerne blev ført ud fra deres celler, ført ud i gården og fik forplejning. Gården var omgivet af palisader, havde et lokum og en justitspæl hvor fangerne blev straffet næsten dagligt. Se Lis Ekelund Nielsen og Palle tolstrup Nielsen: Danmarks værste fængsel. Om krudttårnsfangerne i Kastellet 1817-47. Gyldendal, 2005.