10 juni 2015

Redningsredskaber

Ved denne benævnelse har anmelderen altid forstået at det var sådanne redskaber som altid var ved hånden til at frelse et eller andet ulykkeligt menneske som muligvis var i en ligkasse fra at gå over i evigheden før han havde betalt 10 gange så meget til den som han anstændigvis kunne uden i utide at aflive sig blive begravet for. Men nu indser han fuldkommen at han også her har taget fejl, for strikt efter sådanne institutters indretninger får vedkommende ikke en døjt til begravelsesomkostninger, men vedkommende må se at få den ulykkelige begravet på hvad måde han bedst ved og kan. Så han er overbevist om at når en selvmorder blot nøje overvejede al den kval som der er med at få ham begravet, ville samme sikkert afholde ham fra en handling der opvækker medbroderens rimelige harme, i det den stundom afpresser ham en medlidende tåre.

At sådant ræsonnement imidlertid ikke findes hos alle, så man et tydeligt bevis på forleden fredag den 16. denne måned da en ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen mellem kl. 5 og 6 om aftenen.


Til hendes frelse kom tilfældigvis en mand forbi. Og da han så den dødsfare hvori denne ulykkelige var, betænkte han sig ikke et øjeblik på at redde hende. Han iler derfor over til stenhuggerhuset for ved en båd at tage hende op da klæderne hjalp til at holde hende over vandets overflade.


Imens denne menneskeven foretog sig dette, kom en anden lige ædelt tænkende person til, og ved hjælp af sin paraply som han udstrakte til selvmordersken, fik han hende som nu forventligt havde forandret sine tanker, lykkeligt bragt til land ved hjælp af båden.


"En ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen". Peblingesøen set omtrent fra det sted hvor stenhuggerhuset stod (Eget foto). På Politivennens tid skal man dog mere forestille sig et landskab som fx Utterslev Mose.

Nu sørgede disse tilligemed flere at få hende i hus. De godmodige beboere af stenhuggerhuset var dertil straks beredvillige og uagtet de allerede havde en druknet i huset, var de dog meget hjælpsomme mod den ulykkelige, lagde hende i deres seng og søgte på alle mulige måder i forening med de andre sande menneskevenner at få hende til live, hvilket også til alles glæde fuldkommen lykkedes dem uden de offentlige redningsmidlers brug, for disse var flyttet bort fra Blågård hvor de før havde stået til et andet sted på broen, men som ingen vidste hvor var. Dette synes anmelderen helt besynderligt. Men da det passer sig med ordsproget som han mindes tit hedder: Det er tids nok at kaste brønden til når barnet først er druknet, så vover han ikke at tale mere om det og indrømmer gerne for ikke at fornærme nogen at det er tids nok at anvende redningsmidlerne fire eller fem timer efter at den ulykkelige har lagt i vandet. For så er man desto mere overbevist om at disse almindelige bekendte redskaber virkeligt når sådan en patient kommer til live, har gjort sin virkning og fuldkommen svarer til sit navn. Imidlertid var det dog at ønske at en plakat blev slået op ved Peblingesøen som tilkendegav hvor sådanne redningsredskaber egentlig gemmer sig, at man ikke for eftertiden skal løbe for nar efter dem når sådanne ulykker indtræffer.

Ved samme lejlighed var det måske ikke urigtigt at anmærke her en anden menneskevens tanker i denne anledning, som også var øjenvidne til hele dette optog, at der nemlig drages omsorg for at der på marken ved Blågård blev opslået et skur hvori sådanne ulykkelige kunne henlægges uden at falde beboerne af stenhuggerhuset til ulejlighed, da huset er så lille at der næppe er plads til de levende endsige til de døde.


Anmelderen giver denne brave mand ret heri og tilføjer endnu til hans rimelige begæring: At redningsredskaberne tillige der måtte sættes og at nøglen til samme måtte bestemt henlægges i stenhuggerhuset. Så at alt var på rede hånd til den ulykkeliges redning.


Da pigen kom til sig selv fra det kolde bad, erklærede hun at årsagen til dette fortvivlende skridt hun havde gjort var, at hun var blevet hånligt modtaget af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn som var der i huset. Efter sigende skal hun tjene på et traktørsted uden for Nørreport og hendes husbond skal straks have givet hende afsked fra sin tjeneste. Hun er altså dobbelt ulykkelig og ønskeligt var det om de ædle menneskevenner som reddede hende fra den vilde sø ville nærmere forhøre sig om hende og hendes ulykkelige barns skæbne.


(Politivennen nr. 73, Løverdagen den 24de Maj 1817, s. 1242-1246)

Redakteurens Indskydelse: Artiklen bliver besvaret i det følgende nummer. Desværre mangler side 1257. Men jeg formoder at denne del af artiklen blot indeholder et resume af sagsforløbet. Det egentlige svar foreligger imidlertid som nedenfor: 

get af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn, som var der i huset!


Anmelderen der kender den sande sammenhæng meget nøje, anser det for ufravigelig pligt at gøre det ærede publikum opmærksom på at pigens klage ikke alene er aldeles ubegrundet, men også røber en høj grad af chikane mod hendes barns liberale velgørere. Faderens forældre indså at pigens moralske karakter og økonomiske forfatning ville lide betydeligt ved at hun længere lå ledig for at passe barnet, samt at hvis det skulle udsættes til fremmede ville det blive underkastet en behandling som var dem særdeles ukær. De overtalte derfor pigen til at overlevere barnet til dem mod den hellige forsikring at de ville opdrage den som deres eget! Dog på de udtrykkelige vilkår at hun straks skulle tage tjeneste og ikke mere end en gang om ugen se til sit barn! 


Men nu førte en besynderlig hændelse hende i tjeneste hos forældrenes nabo, og hun havde altså lejlighed til hvert øjeblik at smutte ind til barnet. Især skete disse besøg på de timer hun vidste at begge plejeforældrene var fraværende i deres lovlige forretninger. Og da de fuldkommen var betryggede for at glutten blev passet omhyggeligt af en ansat amme af mange årsager, fandt de ikke behag i denne opførsel. Og i særdeleshed af den grund: at de fra deres søns side frygtede en da capo der kunne have familiens forøgelse til følge. Ligesom de også havde bragt i erfaring at hun førte sladder og havde maskepi med adskillige, hvorover ufortjent medisence ofte blev frembragt, så kan formentlig ingen retsindig miskende at de humane plejeforældre i al venskabelighed frabad dem barnemoderens overflødige besøg. Og at denne velgrundede frabedelse ingenlunde burde give anledning til selvmord. Utvivlsomt vil enhver som anmelderen finde det indlysende.

(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 12[57]-1259)

Redaktørens Anmærkning

Så vidt jeg kan læse mig til må stenhuggerhuset have ligget ved den nuværende Fredens Bro hvor der nu er dæmning. Broen var der dog ikke på Politivennens tid, men kom først til i 1878 og erstattet af dæmningen i 1887. Stenhuggerhuset var det første hus, man stødte på, på venstre hånd. Ifølge en kilde lå det ved siden af en lille forfalden hytte, "Druknehuset” der tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning. Tilsyneladende var rådene i oven nævnte artikel taget til efterretning. For da huset skulle rives ned omkring 1858 havde den gamle mand der da boede i huset, opsyn med redningsudstyret i skuret. Kommunen måtte anlægge sag mod ham for at få ham smidt ud.