11 august 2015

Et Ran på Assistencekirkegaarden

For 5 år siden købte anmelderen et gravsted på Helligåndskirkens assistenskirkegård og lod samme for tre år siden beplante med ligusterhække og 6 syrentræer. I forrige uge gik han derud for at se til samme og i den tanke at ville lade hækkene klippe. Men til sin største forundring blev han opmærksom på at hele hækken som var henved 16 alen tillige med et af syrentræerne var taget væk. 

Da man vel med god grund kan forundre sig over hvorledes et sådant ran kan begås på et sted som lukkes om natten og om dagen er under opsigt, tager ejeren af gravstedet sig den frihed at spørge om til hvem han skal henvende sig for at få erstatning for den skade der er tilføjet ham. Havde det været enkelte blomster eller blomstertræer der af kådhed eller ubesindighed var blevet røvet, ville han ikke engang have talt om det. Men at en hel hæk sammen med et for 3 år siden plantet træ mage til de øvrige som står der på højlys dag kan fjernes af uberettigede, går over anmelderens forstand.

(Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8de Maj 1819, s. 2811-2812)

"Når man både selv vil have glæde og fornøjelse af et skønt haveanlæg og tillige glæde andre ved dets beskuelse, så må det omhyggeligt luges og fredes, så ukrudtet ikke skal få overhånd og tilintetgøre gartnerens flid. Sådanne anlæg kræver tilsyn og pleje for ikke at forfalde og ødelægges".(Vi ved ikke hvilken grav det er. Det kunne være i nærheden af Hemmerdts gravsted. Død 1809. Eget foto).


Svar til Spørgeren i Politievennen No. 175 betreffende et Gravsted på Helliggeistes Assistencekirkegaard

Der er, har været og vil fremdeles blive en uimodsigelig sandhed at når man både selv vil have glæde og fornøjelse af et skønt haveanlæg og tillige glæde andre ved dets beskuelse, så må det omhyggeligt luges og fredes, så ukrudtet ikke skal få overhånd og tilintetgøre gartnerens flid. Men da nu sådanne anlæg altid kræver tilsyn og pleje, så følger det jo af sig selv at det må forfalde og ødelægges når hverken ejeren selv med egen hånd vil pleje det eller for betaling sørge for dets vedligeholdelse. Og at ejeren af bemeldte gravsted som for 3 år siden lod sætte ligusterhække tillige med 6 syrentræer om graven i fulde to år har forsømt begge dele, ved han til fulde når han tilbagekalder i sin erindring hvor ofte han ved tilsendt regning er blevet påmindet om gravstedets vedligeholdelse.

Men da ejeren desuagtet lod disse påmindelser være frugtesløse i hele 2 år og nævnte hække i denne tid ved hans egen skødesløshed således forfaldt, at den vansirerde gravstedet i stedet for at pryde det. Og der var tillige gyldig grund til at tro at ejeren aldeles ikke havde til hensigt længere at lade det vedligeholde. Så var det jo såre rimeligt at borttage såvel denne forsømte hække som det syrentræ som stod nær ved denne for igen til foråret at kunne forskønne gravstedet med en frisk hæk og et ungt syrentræ såfremt ejeren ønskede det. Og at samme ufortøvet skal blive besørget når ejeren betaler de 4 rigsbankdaler som han skylder for gravenes oplæggelse, kan han være lige så rolig for, ja sikkert stole på, som overbevist om at udtrykket ran er meget upassende når det bruges om sådanne prydelser som på grund af hans egen skødesløshed og forsømmelse er blevet vansirende og altså der borttages fra et gravsted der er henlagt til og udsat for almen beskuelse.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2834-2836) 


Replik til Svareren i No. 176 fra Helliggeistes Assistents-Kirkegaard

Da jeg nedskrev mit i Politivennen nr. 175 indførte spørgsmål stod jeg i den formening at uvedkommende på en for mig uforklarlig måde havde listet sig til at berøve mit gravsted et temmelig stort syrentræ tillige med en ligusterhæk som var plantet om graven i en firkant af 16 alen. Dette tab syntes mig at give begrundet anledning til klage over eller formodning om mangel på behørig opsigt samme stedes. Men hvor forundret blev jeg, og mange vist med mig, ved i Politivennen nr. 176 at se vedkommende selv så dristigt træde frem med offentlig tilståelse om at have gjort sig skyldig i omtalte handling. Ja endog at tro sig berettiget til det. 

Jeg har i Politivennen nr. 175 kaldt det ran. Og efter mit begreb kan det kaldes ran, når man på ulovlig måde uden mit vidende og mod min vilje berøver mig noget af min ejendom. I øvrigt fornøjer det mig på denne måde at have fået kendskab om til hvem jeg har at holde mig, og retten til hvilken jeg agter at henvende mig, vil vist nok afgøre om jeg har fejlet i mit udtryk, eller vedkommende i handlemåde. Da sagen imidlertid nu er blevet offentlig omtalt, tror jeg at burde foreløbig benægte hvad der urigtigt er anført i svaret på mit fremsatte spørgsmål, for at ikke skingrunde skulle synes at give den udøvede handling en slags retmæssighed eller sandheden derved tilsløres.

Mit skøde på gravstedet forpligter mig ikke til at lade dette istandsætte til nogen som helst tid. Heller ikke kender jeg nogen forordning der bestemmer årlig afgift til graveren for at vedligeholde gravstederne i ordenlig stand, eller som forbyder ejeren selv at besørge dette. Som en følge af det formener jeg er det nok overladt til ejeren når og hvor ofte han vil istandsætte eller lade istandsætte sit gravsted eller om han aldeles vil undlade dette. I året 1816 blev graven på omhandlede sted oplagt to gange, og for det betalte jeg graveren 5 rigsbankdaler som jeg har hans kvittering for. Da en sådan årlig afgift syntes mig for følelig har jeg ikke siden forlangt hans hjælp, men selv besørget det vedligeholdt. Jeg er ham derfor aldeles intet skyldig og enhver vil indse at skønt den påberåbte pengefordring på mig skal tjene til at besmykke handlingen, så gavner det dog aldeles ikke sagen, tværtimod gør den den endog tvetydig. 


For skyldte jeg ham penge for gravens vedligeholdelse, så måtte den jo ikke være i en sådan stand at han kan sige: den vansirer stedet. Men vansirer den virkelig stedet, så har han ikke holdt den i tilbørlig stand og ergo kan han ingen betaling fordre hos mig. Imod 4 rigsbankdalers betaling lover han at skaffe graven i god stand og at beplante den med den borttagne hæk. Det synes at vise at han vil have monopol på at istandsætte hvad der kunne forfalde ved gravstederne, og hvis dette nægtes, da tror han at kunne gøre udlæg og eksekution på stedet *). Ligeledes synes det at vise at jeg ikke skylder ham noget for noget arbejde, der er foretaget men som først skal ske.

Det var sørgeligt om nogen ved at sysle med de afdøde skulle forglemme de pligter han skylder de levende. At man ikke må tage sig selv til rette eller egenmægtigt gøre sig betalt i anden mands ejendom er så almindelig bekendt at selv en graver bør vide det. Men antaget dog at jeg var penge skyldig, har man derfor ret til uden foregående søgsmål og dom at angribe mit gravsted? Og var der end, som jeg ikke tror, nogen forordning som byder at gravstederne i et vist tidsrum skal oplægges og pyntes, burde der da ikke når man fandt noget vansirende ved samme, derover tages syn og sådant bekendtgøres for ejeren for at han kunne opfylde sin pligt? For uden videre at borttage noget som en anden har plantet eller ladet plante, og siden ubevisligt kalde det vansirende er vist nok for egenrådigt handlet.


Skønt jeg i forrige år ikke fik lejlighed til at oplægge graven og heller ikke i år da jeg savnede hækken, har forbedret noget ved samme, så er den dog aldeles ikke i den stand at den vansirer stedet eller vækker nogen forargelse for de forbipasserende tilskuere. Jeg vil underkaste den publikums dom og til den den ende nævne dens beliggenhed. Den ligger i linjen litr. I, no 15 lige over for etatsråd Haagens og købmand Torlacius' gravmninder. De som vil bese den, ville se at de 5 syrentræer, mage til de 6. borttagne står i fuldt udspring og med deres yndige grønne næsten skjuler graven, der vel trænger til at oplægges og luges, men er aldeles ikke sammenfalden eller sunken.


*) Jeg har sammen med flere betalt 5 rigsbankdaler for et gravsteds vedligeholdelse. Kan han fremskaffe en forpligtelse for enhver som har gravsted der til at yde det samme, så ønskede vist mangen statsminister at bytte embede med ham, i henseende til indtægterne


(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852) 

Spørgsmaal.

I nr. 175 af Politivennen klagede en mand over at hans gravsted på Assistenskirkegården var blevet berøvet en deromkring plantet hæk og et syrentræ, hvorpå han fik svar i det følgende nummer. I sin replik i nr. 177 ytrede han at ville indstævne vedkommende for retten for at få skadeserstatning. Da denne sag har vundet offentlig interesse, men man ikke har hørt noget derom i lang tid, så spørges: Hvorledes faldt sagen ud, eller har vedkommende givet slip på sin ret?

(Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2924-2925)